Det er ikke anstrengende at være i Mirissa....
Det meste af tiden tilbringes horisontalt på en solseng i skyggen af en kokospalme med blik ud over Det indiske Oceans store lune dønninger. De er noget uberegnelige og farlige samme store lune dønninger, og de skal forceres med en ganske særlig teknik: lige når bølgen rejser sig et par meter op foran én, skal man som en pil dykke ind under den, så mærkes den næsten ikke.
Hvis man derimod tror, man bare kan vende ryggen til den og således ”ride den af”, så går det galt! Så får man en ordentlig tur i centrifugen, så man hverken ved, hvad der er op eller ned. I går var der en mand, der kom rigtig galt af sted med blodig næse og mund og der kom både livredder og læge. En anden blev slemt forslået på ryg og skulder og går i dag med armen i en slynge.
Dagens absolutte højdepunkt her er solnedgangen, som nydes fra Parrot Island, en lille rød knold af en ø, der nås ved at vade 20m gennem det lave vand.
Alle sidder andægtigt og nyder naturens smukke skuespil i full technicolor – og heldigvis er der ingen, der klapper, når solen er gået ned, som de fine københavnere gør det på Solnedgangspladsen i Gl. Skagen.
”Så gik lortet ned”, som PH engang angiveligt skulle have sagt!
På tilbagevejen langs stranden kan man nyde de forskellige små palmebladsbeklædte strandrestauranters fristende udstilling af friskfangede skaldyr og koralfisk, der ligger klar på is, klar til at blive smidt på den kokosskalfyrede grill.
Men én ting undrer os: morgen og aften patruljerer tre uniformerede mænd, en med kasket, en med (skarpladt??) AK47 og en, der bare er med, en tur op og ned ad stranden....
Fortsætter krigen i Sri Lanka alligevel? Bare på en anden måde??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar