Mirissa 3

Devil Dance.

Sidste år i Unawatuna blev vi adopteret af en ung srilankansk tjener , Ruwan på „Lucky Tuna“. Han var der som et søm, når vi kom ned på stranden og sørgede for både solsenge med madrasser og den eneste funktionsdygtige parasol til os.
Han fik selvfølgelig lidt drikkepenge, men det var ikke sådan, at vi ligefrem forgyldte ham. Efter at vi kom hjem har jeg smsèt lidt med ham, og da han havde fødselsdag i september, sendte jeg ham 1000 rupies fint pakket ind i alufolie – for det kan postvæsnet ikke gennemlyse, sagde farmor altid og det er jo forbudt at sende penge i breve....!
Engang i december fortalte han om sin syge mor; Ruwan er 30 og bor alene med sin mor i en lille landsby uden for Weligama, som er den nærmeste by fra Mirissa og senere kom en sms, hvor der stod: ”My mother not good these day. My mother has a davel dance this maunth 22. Ruwan.”

Jeg svarede, at det nok var klogere at få moderen på hospitalet....men altså, hvorom alting var : i går aftes skulle der være devil dance, og vi skulle være med!

Devil dance er noget helt specielt for det sydlige Sri Lanka og kun langt ude på landet i de små tilbagestående landsbyer finder det stadig sted.
Det er selvfølgelig noget med at uddrive de onde ånder fra den syge med djævle , trommer og pauker, og det var en helt enestående chance for at opleve et fænomen, som næsten ikke findes mere og som turister normalt ikke får lejlighed til at bivåne – og så var Frede syg...... feber og sølle og ravselvorn, og selvom Ruwan syntes, at jeg da bare kunne komme derud alene, så syntes jeg ikke lige, jeg havde lyst til at bevæge mig ud i mørket uden Frede med en tuk-tuk ud til en lille landsby, jeg ikke engang ved, hvor er, så desværre, desværre fik vi ikke oplevet Devil Dance denne gang.

Men heldigvis har Frede det meget bedre i dag.

PS. Billedet er fra en "turist-devil-dance", vi overværede sidste år i Kandy.