Dag 10

Unawatuna:

I torsdags sagde vi farvel til Mirissa og satte kursen mod Unawatuna, som ligger ca. 30 km längere östpaa mod Galle.
De sidste fire uger af vores overvintring skal tilbringes hos Anoma og Helge paa Nor Lanka i Unawatuna.
Det er en meget smuk tur langs kysten fra Mirissa til Unawatuna Man kommer bl.a. forbi den eventyrlige lillebitte ö Taprobane uden for Weligama, den var i 30èrne ejet af en fransk greve i exil, han byggede en smuk, malerisk hvid villa derovre, som nu nästen er skjult i den tätte höje bevoksning, kun det röde tegltag stikker op igennem alt det grönne.
Den kan nu lejes for et sikkert exorbitant belöb....
Paa vejen kommer man osse forbi flere steder, hvor der sidder „stilt-fishermen“ paa deres pind – maaske er det derfra udtrykket kommer: „ at väre paa sin pind“???
De sidder bogstavelig talt paa en pind ude i vandet og fisker og de bedste steder er meget eftertragtede og gaar i arv fra far til sön; maaske er det nuomdage mest for turisternes skyld de sidder der; de er et yndet srilankansk fotomotiv og hvis man stopper paa vejen for at faa et billede varer det ikke mange sekunder, för der dukker en fisker med fremstrakt haand op og forlanger penge!

Unawatuna Beach er ligesom Mirissa en perfekt halvmaaneformet bugt, beskyttet af et rev nogle hundrede meter ude; det gör at brändimgen själdent bliver saa voldsom som i Mirissa, stranden er venligere at bade fra og det er dybt bare man er fem skridt ude. Der er mange hoteller og andre overnatningsmuligheder her, og op og ned ad stranden ligger der den ene mere eller mindre permanente strandrestaurant efter den anden, alle har de liggestole, solsenge og parasoller staaende udenfor, saa man bare gratis kan slaa sig ned med sin bog og sin flaske vand; det forventes saa til gengäld at man indtager sin frokost det udvalgte sted, osse fair nok – noget for noget!

Det var dejligt at komme til Nor Lanka og hilse paa Anoma og Helge, alt lignede sig selv, saa det var saadan lidt som at komme hjem...stedet er saa velholdt og rent og pänt, nymalet og det brune trä nylakeret, haven veltrimmet, häkkene nyklippede, der er to mangoer paa det lille nye mangoträ og den lille pinke bouganvilla, jeg forärede Anoma sidste aar har vokset sig stor og er nu i gang med at däkke skuret, hvor nödgeneratoren staar – og vi havde faaet en ny seng; den gamle var osse meget , meget haard. En fin stor „four-poster“ med moskitonet spändt ud over og fine blonder i tyllet og en lige tilpas madras, saa vi sover herligt.

Dag 9

Mirissa Beach er en perfekt halvmaaneformet stribe strand ca. 1km lang, bred og god at gaa paa som en Vesterhavsstrand ved Skiveren. Fint hvidt sand , ikke helt hvidt som koralsand, men hvidt nok til at faa havet til at se smukt turkisfarvet ud.

Der ligger nok en halv snes overnatningsmuligheder, de fleste paa backpackerniveau, kun Paradise Beach har resortkarakter - men er saa knap saa charmerende som de smaa ydmyge steder. Hele stranden er paa landsiden kantet af höje kokospalmer og indiske mandelträer, saa naar man gaar paa stranden, kan man ingen bygninger se, men stadig bevare illusionen om den perfekte uopdagede Robinsonbeach, den var för tsunamien, hvor Mirissa i övrigt blev totalt smadret!
Der er lissaa mange smaa strandrestauranter som "hoteller" og de serverer alle det samme, nemlig grillet fisk, prawns, calamari, det hele i en unik kulisse!

Mirissa Beach hörer nok til en af Sri Lankas smukkeste strande.

Og kaempebölger er der.... det er nok ikke lige sikkert at bade alle steder, og man er nödt til at udvikle en speciel teknik for at komme ud igennem brändingen uden at väre halvt druknet : naar en bölge rejser sig foran en, saadan et par meter höj, skal man bare dykke under den, saa man kommer under alt skummet, saa märker man knap nok, at der var en bölge. Hvis man bare tror man kan hoppe lidt og saa undgaa den, saa bliver man vältet omkuld og kört rundt i centrifugen, evt. slynget ned mod bunden, saa man slaar sig. Man ved knapt hvad der er op og ned - og saa kan man gaa og dryppe havvand ud af näse og örer de näste mange timer.

Dag 8

Saa kom vores sidste rundrejsedag, som gik fra Tissamaharama til Mirissa.

Paa vejen gjorde vi en lille afstikker, 5km ad et lille stövet hjulspor ind igennem skoven til et afsides gammel buddhistisk helligt sted, Buduruwagala. Det er en stor elefantformet klippe, der ligger helt oventet og overraskende, hvor skoven pludselig aabner sig, med syv figurer hugget ind i klippen, den störste, som er Buddha er 16m höj i bas-relief fra det 10.aarhundrede.
Der var en egen stille og betagende stemning derinde, det eneste der rörte sig var de mange smukke sommerfugle som svärmede omkring.
Videre til Hoomanaya Blowhole i Kudawella; der var nu ikke meget power over det....det var närmest en lille bitte fis i en hornlygte! Men i monsuntiden staar vandet som en geysir op til 30m op i luften, men smukt var der at staa og kigge ud over Det indiske Ocean.

Efter blowhole gjorde vi holdt ved Dondra Head fyrtaarn, som er Sri Lankas sydligste punkt. Derfra og 10.000 miles mod syd er der intet andet end hav, saa kommer Antarktis! Särt at tänke sig...
Fyrtaarnet er fra Kolonialtiden, velholdt og med fine gule skodder og det virker underligt at se en saa engelsk bygning omgivet af höje svajende kokospalmer.

Sidste stop:Mirissa!!
Ned paa stranden , hen til höjre til den lille palmedäkkede strandrestaurant og bestille en grillet röd snapper.
Nu skal vi bare ligge paa stranden, läse og bade.

Dag 7

Vejen fra Ella til Wellawaya er en smal, snoet, hullet bjervej med bratte afgrunde til den ene side uden autovärn og lissaa bratte klippesider til den anden. Lige uden for Ella ved begyndelsen af sträkningen ligger der da osse et lille buddhistisk tempel, hvor nervöse bilister kan gaa ind og ofre en mönt, saa de har större chance for at komme frem til maalet uden uheld!
Vi klarede det nu osse uden!
Paa vejen maatte vi dog osse lige göre holdt ved et af Sri Lankas utallige imponerende vandfald, Rawana Ella Falls og tre timer senere var vi i Yale, som er en ikke särlig charmerende lille stövet by - dejligt at väre kommet ned til varmen og den tropiske törre zone efter det kolde tehöjland.
Om eftermiddagen begav vi os i aaben jeep ud til Yale Nationalpark, hvor jeg haabede at faa mit önske opfyldt : at se en rigtig levende leopard. Det var ikke lykkedes for os de to gange tidligere vi har väret paa safari i Sydafrika.
Yale er en kämpestor nationalpark paa omkr. 1250kv.km, hvor kun ca. en femtedel er aabent for publikum. Den skulle efter sigende have den störste täthed af leoparder i hele verden, selvom leoparden dog stadig er et truet dyr.
Og det lykkedes os!!
Först saa vi een, der laa oppe i et stor trä og sov til middag, först var vi bare to safaribiler under träet, men inden der var gaaet to minutter sad vi i en "traffic jam" der var vaerre end noget vi har oplevet i Bangkok - og her var der ingen politimand med aggressiv flöjte, der kunne faa löst op i knuden - leoparden laa uanfägtet oppe paa sin gren, men jeg tror kun den lod somom den sov!
Senere saa vi en leopard til, den kom gaaende over den stövede jordvej og ind i skoven til en makker, der gemte sig derinde. Tre leoparder paa en dag!! Det var stort!!

Dag 6

Söndag formiddag var vejret dejligt, solen skinnede og det var som en dansk sommerdag,saa vi brugte formiddagen paa at gaa rundt og kigge i byen.
N.E. er den mest britiske af alle Sri Lankanske byer og blever osse kaldt "Little England",, der er fine gamle villaer i falsk Tudor stil, laante elementer fra Brighton og Balmoral, illusionen forstärkes af golfbanens og väddelöbsbanens grönne velklippede pläner - og naar det saa osse regner og er koldt, saa er det ikke svärt at tro (lidt) at man er i England i forrige aarhundrede.
Vi gik op paa Single Mountain, et lille tebjerg lidt uden for byen og der kom der en teplukkerske löbende efter os, hun havde spottet os paa lang afstand : "Photo, you want photo?" Og det gjorde vi selvfölgelig og hun fik 20 rupies for sin ulejlighed - saa havde hun lige tjent en femtedel af sin daglön!!
Ved middagstid skulle vi med toget fra N.E. til Ella, det er en fantastisk smuk togtur igennem tehöjlandet, jeg tror vi var igennem 23 tunneller, saa det fortäller lidt om hvor bjergrigt landskabet er. Vi havde 1.klasses billet og det fik vi osse; det er nemlig ikke altid. Togvognen var gammel, säderne lasede og snavsede;plys,der engang i engländernes tid havde väret elegant musegraat, men komfortable nok - og udsigten fra de bagudrettede säder med panoramarude bagest var enestaaende. Den var selvskreven til tv-udsendelsen, der kommer sent om natten paa tysk tv. "Die schönsten Bahnstrecken"!!
Hen paa eftermiddagen var vi i Ella, en lille bitte by, der nok mest tjener som mellemstation ned til Yale Nationalpark, hvor vi osse skulle hen den fölgende dag.

Dag 5

Lördag morgen körte vi ned fra Dalhousie og Adams Peak,Vi naaede lige at snakke med to unge tyskere paa vores hotel; de var helt hoeje, for de havde gjort turen hele vejen op. De havde frosset bravt, selvom de havde haft varmt töj paa, men det värste havde väret trängslen paa vej derop og oppe paa toppen og ned igen.
Vores tur til Nuwara Eliya kom til at tage noget längere tid end vi havde kalkuleret med, fordi der var valgmöder i alle byer, valgbusser var undervejs overalt med hujende tilhängere med flag og bannere, rent FCK! Og i alle byer maatte vi igennem militäre checkpoints, hvor soldater stod med deres trukne AK47ére, noget skrämmende.
I Nuwara Eliya blev vi indlogeret paa Grand, som er et meget fint gammelt bindingsvärks, engelsk hotel med tolv skorstene! Og golfbane udenom! Det ligner simpelthen noget der med golfbane og hele molevitten er blevet transponeret direkte fra det sydlige England og plantet inde midt i Sri Lankas tehöjland.
Og koldt var der i N.E ..Vi maatte nederst i kufferten og finde vores vinterrejsetöj frem!! Det, der gik mest af paa det lokale marked var igen Helly Hansen flies! Vi var glade for den elektriske varmebläser, vi havde paa värelset! Hvis ikke vi havde haft den, havde vi väret nödt til at krybe i seng!
Vi havde regnet med, at vi ville spille golf i N.E. Men den ene dag regnede det desvärre, og den anden dag var det simpelthen for koldt, vi havde ikke det rigtige töj med, fordi vi ikke havde kunnet forestille os, at det alligevel kunne väre saadan paa Sri Lanka. De indfödte gik med uldhuer! Men det var jo paa grund af det kölige bjergklima, at engländerne lavede deres hillstations deroppe.
Vi var naturligvis ude at se en tea plantation, Labookallee, hed den. Meget interessant og der er virkelig nogen, der scorer kassen og det er ikke teplukkerskerne!! Jeg spurgte vores guide, hvad en teplukkerske tjener om dagen. Hvad tror I??
100 rupies!!!!Det svarer til 5kr.
1kg. lög koster 65 rupies, saa jeg paa markedet. Og hun skal plukke 20kg om dagen. Hvis hun plukker mere, kan hun faa en bonus, hvor meget hörte vi ikke.
Teplukkerskerne er tamiler og allernederst paa den sociale rangstige. De er praktisk talt slaver.

Dag 4.

Fredag tog vi til Pinnawalla Elephant Orphanage, et sted hvor de optager forladte elefantunger og gamle udslidte elefanter, der er knap 80 derude, mange ganske smaa og moderlöse og Sama, der kun har tre ben, fordi den har traadt paa en landmine og en anden meget gammel hunelefant, der er blind.
Det var betagende at se den store flok blive fört ned til floden til det daglige bad. Flere lagde sig nydende og med synligt stort velbehag ned i vandet og lod kun snablen stikke op som et periskop. En fik det helt store skrubbetreatment af sin mahout, foerst paa den ene side, saa paa den anden. Det var jumbopeeling XL!

Saa skulle der pakkes sammen igen, for vi skulle til Adams Peak.
Det var en lang lang köretur ad en elendig serpentinet og hullet bjergvej gennem det smukkeste landskab: tebjerge, tebjerge og atter tebjerge. Vi var en del af en lang kortege af biler og busser, der skulle paa pilgrimsfärd til Adams Peak. Det er et helligt sted baade for buddhister, hinduer, muslimer – og for den sags skyld osse for kristne.
Överst oppe paa toppen er der et enkelt fodspor fra Buddha; hvor han har haft sin anden fod melder historien ikke noget om! Muslimerne siger, det er Adams fodspor, hinduerne, at det er Shivas og de kristne, at det er Sct. Thomas`s.

Hvis man skal naa toppen til solopgang ved 6-tiden, skal man staa op 2.30 , der er knap 4000 trin derop og i pilgrimssäsonen – som er lige nu – er der lygter tändt hele vejen op og der er boder med alskens forskellige ting og det er det samme, de har allesammen : te og forfriskninger, hvinende soedt nougatagtigt slik, kunstige blomster, som ikke ligner noget, der nogensinde har vaeret at se i naturen, plystöjdyr og grimme lyseröde celluiddukker, H&H flieströjer, huer og vanter, for det bliver hundehamrende koldt deroppe. Indimellem boderne er der stande med buddhistiske munke, der deler velsignelser og orange snorearmbaand for „Good Luck“ ud. Fra et kloster, der ligger halvvejs oppe bliver der via store höjttalere udsendt monotont, messende, trancefremkaldende munkechanting, saa pilgrimmene glemmer deres smertende frysende födder; de fleste gaar nemlig op paa bare födder!

Frede havde haft nogle problemer med sit ene knä efter turen op paa Sigiriya, saa vi var godt klare over, at vi ikke skulle ud paa natteturen, men vi ville da lige hen og se hvad det hele var for noget der om eftermiddagen, hvor det osse var varmt og dejligt, nok 25 grader, og vi havde svärt ved at forestille os, hvad man skulle bruge alt det flies, de havde til salg i boderne, til. Vi gik af sted i sandaler og korte ärmer, og vi gik opad og opad i lidt over to timer, hele tiden „bare lige op til det trä, den bänk, det skilt, den bod etc...“
Lige pludselig var vi indhyllet i iskoldt tät taage, vi kunne knap se vore egne födder og vi frös forskraekkeligt. Der var ikke andet at göre end at vende om og söge mod lunere luftlag, vi havde simpelthen ikke det adäkvate töj paa til bjergbestigning og det var nok osse godt nok for Fredes knä, men selvfölgelig lidt ärgerligt, for vi manglede kun den sidste tredjedel.
Og aldrig er vi blevet mödt af saa mange smil og anerkendende blikke som paa nedvejen af de opgaaende pilgrimme – som jo ikke kunne vide, at vi ikke havde vaeret helt oppe!
Da vi kom tilbage til vores logi – det eneste fede ved det var navnet: „Slightly Chilled Yellow“ - det var lige nummeret over et ydmygt backpackersted, men alligevel det bedste sted der var der i Dalhousie, trängte vi til en kold öl. Det fik vi ikke!
Vi fik en lunken öl, häldt op i en porcelänstepotte og to tykke blaa glaskrus! De maatte ikke saelge öl ! Man beder om „special tea“ !! Själdent har en öl smagt os saa daarligt!

Dag 3

Naeste dag gik turen videre til Kandy, der ligger midt inde paa öen, vi boede paa et gammelt kolonialhotel fra englaendernes tid „The Queen“, nedslidt og lidt muggent og med en stram lugt af mölkugler, men utroligt charmerende med en atmosfäre fra anno dazumal og saa havde det en super beliggenhed, lige over for Temple of the the Tooth, der efter sigende huser et meget vigtigt buddhistisk relikvie : en af Buddhas tänder, den bliver udstillet engang hvert tiende aar, den skulle väre over 3 inches lang og en videnskabsmand har for mange ar siden udtalt, at tanden ikke kan väre andet end en böffeltand....!
Hele omraadet omkring templet er indhegnet med höjt jerngitter og alle der vil derind skal igennem streng security og vise taske o.l. frem, der staar militär overalt med skarpladte AK47èr, paa plänen inde foran templet var der opbygget er regulär maskingevärrede af sandsäkke. Det hele fordi der for 10 aar siden var et bilbombeattentat, hvor adskillige mennesker blev draebt.
Om aftenen var vi til Kandy dans, det er et must i Kandy, det var godtnok noget turistet, men hva`vi er jo osse turister og spändende nok at se de gamle traditionelle ceylonesiske danse i fantastisk smukke kustymer, det blev afsluttet af to der kunne en masse med ild og flammer og fakler, til sidst gik de frem og tilbage i et bäkken med glödende kul – jeg fatter ikke hvordan de kan goere det aften efter aften.

Dag 2

Naeste dag koerte vi til Polunaruwa, en af de tre vigtige oldtidsbyer i „The cultural Triangle“ det er et stort stort omraade med rester af huse, templer, stupaer, kongebolig osv. Noget i retning af Angkor Wat i Cambodia og fra nogenlunde samme tid, dvs. omkr. 1300-tallet.

Sigiriya klippen havde vi gemt til sen eftermiddag; den skal man bestige enten tidligt om morgenen eller sent paa eftermiddagen paa grund af heden.
Det er en 200m höj monolit i gyldne farver ligesom Ayer`s Rock, men med lidt grönt paa toppen, den staar som en overdimensioneret tommelfinger og stritter op over alt det taette groenne, et par hundrede meter lang og halvt saa bred oppe paa toppen og ret flad, den var bolig for kongeslägten i en kort overgang omkr.500 e.Kr. - hvordan de er kommet derop er mig en gaade....man smuttede i hvert fald ikke lige til köbmanden efter en smaating, man havde glemt!

Klippen havde vi allerede set paa afstend idet den rejser sig op over skoven lige i forlängelse af hotellets swimmingpool. Et imponerende syn!

I dag er der lavet trin derop, til at begynde med ikke saerligt afskraekkende, senere er det smaa 30cm brede jerntrin der er fastgjort i den lodrette klippe, heldigvis med et geländer dertil. Et sted er der lavet en 20m höj vindeltrappe i jern,der gaar lodret op udenpaa klippen, heldigvis „pakket ind“ i jernnet, saa man ikke kan falde sideläns ud, men maaske nok ned....Saa man maatte bare hele tiden sige til sig selv:“se lige ud, tag naeste trin“ Saa var vi oppe ved nogle meget smukke gamle hulemalerier, der afbillede kongens „himmelske danserinder“, „apsaras“ de kunne nok osse bruges til andre ting...de var meget smukke med store yppige bryster, een havde tre brystvorter, en anden tre haender, men det er nok kun et udtryk for kunstnerisk frihed.
Der var naturligvis en fantastisk udsigt fra toppen, milevidt kunne man se ud over det ensformigt groenne.
Nedturen gik nemmere, men den sidste halvdel var benene naermest blevet til gele og havde svaert ved at baere en og man maatte hele tiden koncentrere sig om at saette den ene fod foran den anden.

Dagen efter var det vaerre!!

Förste dag

Da vi fandt ud af, at vi skulle fra terminal 4 London Heathrow, som er meget meget mindre end de andre tre terminaler, var vi lettede, fordi vi sidst, da vi tog til Sydafrika, var over toeren eller etteren og det var frygteligt stressende, der var en million mennesker og security folkene var meget nervoese og pirrelige, saa jeg var naermest ved at bryde graedende sammen, da vi efter mere end en times anspaendthed endelig var igennem.

Men denne gang gjorde vi regning uden vaert.....lige da jeg var gaaet igennem securityporten uden bip, var der tumult, raaben og banden bag ved : en ung mand naegtede at tage sin tykke dynejakke af og slog ud efter en securitymand, raabte og gestikulerede og hurtigere end det tager en korsedderkop at spinde en flue ind, men nogenlunde lissaa effektivt, laa der fire securityfolk oven paa ham og tapede ham ind om ben, arme og mund og to min. efter var politiet der og foerte ham bort i haandjern.

Vi var noget rystede – og glade for at vi ikke skulle flyve med ham! Men maaske var han bare uligevaegtig eller paavirket af stoffer, hvem ved...?

Sri Lankan Airways var et positivt bekendtskab : udmaerket mad, ok noedning, meget sodt kabinepersonale.

Desvaerre skulle vi over Maldiverne paa vejen ,og da vi i forvejer var noget forsinket, kom vi til at sidde paa landingsbanen i Male i over tre timer – og det er godtnok traels....en landingsbane med vand paa begge sider og de har sgu godtnok ikke meget fribord paa Maldiverne, sku jeg hilse og sige; jeg kan godt forstaa, de er bekymrede for klimaaendringer og verdenshavenes stigende vandstand – de har virkelig ikke meget at give af. Men det var smukt, da vi saa det hele lidt fra oven, den ene cirkelrunde smukke atol med moerkeblaat vand i midten, turkisfarvet paa yderkanten og groenne svajende kokospalmer paa det hvide koralsand.

C&C stod parat med et skilt, da vi ankom i Colombos lufthavn – og vi havde i modsaetning til Konny og AM heldigvis vores bagage med os – og kort tid efter var vi paa vej mod Sigiriya med Milan vores dygtige chauffoer. Vi koerte fire timer i tropisk regn og torden, snart baelgmoerkt og snart totalt oplyst af lynene.

Sri Lankas trafikkultur er noget man lige skal vaenne sig til, de overhaler i baade andet og tredje led: en tuk overhaler en cykel, en bus overhaler tukken og cyklen – og naar det gaar rigtig hoejt saa bliver hele molevitten overhalet af en bil – og hvis der saa lige kommer nogen, der er i gang med samme manoevre, men fra den modsatte side, saa er det man undrer sig over, at der ikke sker noget; jeg kender ikke noget til Sri Lankanske ulykkesstatistikker og faerdselsdrab, men det er nok fordi man ikke koerer ret hurtigt, at der sjaeldent sker noget – de naar mirakuloest nok altid at standse inden der er kontakt – men noget sindsoprivende for folk, der ikke er vant til det; for ikke at tale om hundene, som bare ligger og sover paa vejen, de naar osse altid at komme til side. Ellers ville der vel heller ikke vaere alle de irriterende dumme koetere her