Fredag tog vi til Pinnawalla Elephant Orphanage, et sted hvor de optager forladte elefantunger og gamle udslidte elefanter, der er knap 80 derude, mange ganske smaa og moderlöse og Sama, der kun har tre ben, fordi den har traadt paa en landmine og en anden meget gammel hunelefant, der er blind.
Det var betagende at se den store flok blive fört ned til floden til det daglige bad. Flere lagde sig nydende og med synligt stort velbehag ned i vandet og lod kun snablen stikke op som et periskop. En fik det helt store skrubbetreatment af sin mahout, foerst paa den ene side, saa paa den anden. Det var jumbopeeling XL!
Saa skulle der pakkes sammen igen, for vi skulle til Adams Peak.
Det var en lang lang köretur ad en elendig serpentinet og hullet bjergvej gennem det smukkeste landskab: tebjerge, tebjerge og atter tebjerge. Vi var en del af en lang kortege af biler og busser, der skulle paa pilgrimsfärd til Adams Peak. Det er et helligt sted baade for buddhister, hinduer, muslimer – og for den sags skyld osse for kristne.
Överst oppe paa toppen er der et enkelt fodspor fra Buddha; hvor han har haft sin anden fod melder historien ikke noget om! Muslimerne siger, det er Adams fodspor, hinduerne, at det er Shivas og de kristne, at det er Sct. Thomas`s.
Hvis man skal naa toppen til solopgang ved 6-tiden, skal man staa op 2.30 , der er knap 4000 trin derop og i pilgrimssäsonen – som er lige nu – er der lygter tändt hele vejen op og der er boder med alskens forskellige ting og det er det samme, de har allesammen : te og forfriskninger, hvinende soedt nougatagtigt slik, kunstige blomster, som ikke ligner noget, der nogensinde har vaeret at se i naturen, plystöjdyr og grimme lyseröde celluiddukker, H&H flieströjer, huer og vanter, for det bliver hundehamrende koldt deroppe. Indimellem boderne er der stande med buddhistiske munke, der deler velsignelser og orange snorearmbaand for „Good Luck“ ud. Fra et kloster, der ligger halvvejs oppe bliver der via store höjttalere udsendt monotont, messende, trancefremkaldende munkechanting, saa pilgrimmene glemmer deres smertende frysende födder; de fleste gaar nemlig op paa bare födder!
Frede havde haft nogle problemer med sit ene knä efter turen op paa Sigiriya, saa vi var godt klare over, at vi ikke skulle ud paa natteturen, men vi ville da lige hen og se hvad det hele var for noget der om eftermiddagen, hvor det osse var varmt og dejligt, nok 25 grader, og vi havde svärt ved at forestille os, hvad man skulle bruge alt det flies, de havde til salg i boderne, til. Vi gik af sted i sandaler og korte ärmer, og vi gik opad og opad i lidt over to timer, hele tiden „bare lige op til det trä, den bänk, det skilt, den bod etc...“
Lige pludselig var vi indhyllet i iskoldt tät taage, vi kunne knap se vore egne födder og vi frös forskraekkeligt. Der var ikke andet at göre end at vende om og söge mod lunere luftlag, vi havde simpelthen ikke det adäkvate töj paa til bjergbestigning og det var nok osse godt nok for Fredes knä, men selvfölgelig lidt ärgerligt, for vi manglede kun den sidste tredjedel.
Og aldrig er vi blevet mödt af saa mange smil og anerkendende blikke som paa nedvejen af de opgaaende pilgrimme – som jo ikke kunne vide, at vi ikke havde vaeret helt oppe!
Da vi kom tilbage til vores logi – det eneste fede ved det var navnet: „Slightly Chilled Yellow“ - det var lige nummeret over et ydmygt backpackersted, men alligevel det bedste sted der var der i Dalhousie, trängte vi til en kold öl. Det fik vi ikke!
Vi fik en lunken öl, häldt op i en porcelänstepotte og to tykke blaa glaskrus! De maatte ikke saelge öl ! Man beder om „special tea“ !! Själdent har en öl smagt os saa daarligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar