Dag 38

Strandsælgere.

Stranden i Unawatuna er er en charmerende blanding af gedemarked og romantisk bounty-tropeidyl . Det er mængden af strandsælgere og andet godtfolk, der gør den til et gedemarked; der er faktisk næsten ikke den ting, man ikke kan få på stranden i Unawatuna!

Jeg er fx. en gang blevet stillet flg. spørgmål af en ung smuk srilankansk beachboy:” Madame, do you want Srilankan sex?” - jeg sagde beskedent ”Nej tak” !

Op og ned af stranden går en halv snes kvinder, hvis tandsæt alle er i forskellige ret fremskredne stadier af parodontose, de fleste mangler en eller flere fortænder, og de resterende tænder står nærmest vandret ud af munden på dem i et grotesk overbid. De bærer på store, tunge blå plasticsække fyldt med tøj: batikslåomnederdele, broderede duge, saronger, bluser i kaftansnit, lavet af gennemsigtigt helt tyndt gazebomuldsstof i skønne farver og af en beskaffenhed, så de næppe vil kunne anvendes hos os med mindre den globale opvarmning virkelig slår til!
En ældre tynd mand , går rundt med en lilla plastbalje på hovedet og sælger cashewnødder og postkort:”picturepostcardscashewnuts – picturepostcardscashewnuts....”messer han, når han går forbi. Andre sælger frugt : ”mango-pineapple-banana-papaya....” eller kokosnødder, de fine gule King coconuts.
Nogle sælger træskærerarbejder, tunge masker i mørkt træ, elefanter, Buddhaer, askebægre, skåle – og viser man blot et gran af interesse, har man på ingen tid hele kollektionen linet op på sit håndklæde – og så er det svært at trække i land og slippe at købe noget. Det samme med de kvindelige tøjsælgere; hvis de først har fået deres potentielle kunde til at prøve noget af deres tøj, så ved man godt, hvem der er gået af med sejren!
Den ukronede konge af Unawatuna Beach er en stor, stout, sort mand, der sælger marionetdukker, figurer fra gamle episke srilankanske danse. Han er et yndet og malerisk fotomotiv, og han er da osse for år tilbage blevet fotograferet til en tysk rejseguide – deraf hans ubestridte stilling i hierakiet på stranden.
Massage bliver man naturligvis osse tilbudt, både shiatsu, thai og ayurveda eller hvad med en nyfanget rød snapper fra det nærliggende rev, eller et smykke fra en af de utallige gemdealers, der har udstillingsvindue ud mod stranden, indimellem dukker en etbenet tigger op for at få sin del af turistindtægterne. Et karton smuglercigaretter kan osse erhverves der til halv pris.

Alle strandrestauranterne har borde, stole og solsenge på stranden, det koster ikke noget at benytte solsengene, men det forventes, at man til gengæld indtager sin frokost på den pågældende restaurant. Vores hedder ”Lucky Tuna”. Der råder de over to(2)! parasoller, så det er med at være der tidligt, så man kan redde sig en plads i skyggen!
Når man kommer fra ensomme Bunken Strand kan man godt få lidt af et chok, når man kommer hertil, men efterhånden kommer man til at se charmen i al hurlumhejet, det er ganske underholdende og man kan nemt bære over med det, ikke mindst fordi vandet bare er helt vidunderligt. Dybt så man ikke kan bunde bare to meter ude, rent, varmt, blødt og salt, herligt at svømme i, ingen brandmænd, tang og fnuller.

Der er en ligefrem proportionalitet imellem graden af ens solbrændthed og antallet af gange, man bliver tiltalt af strandsælgere – nyankomne turister bliver på det nærmeste belejret af ivrige strandsælgere, mens vi andre næsten kommer til at ligge og kede os, fordi ingen gider forsøge sælge noget til os!!

Dag 32

Hunlangur i träet ud for vores altan.

Mor og barn paa Nor Lankas tag.

Hanlangur.

Aberne:


Der var engang en abe,
den boede i en skov,
og den ku´ svinge sig fra gren til gren,
og ta´ bananer.......

Åh abe, åh abe, gid jeg var li´ som dig,
sno abe, sno abe, du har altid lov til leg.......



Den börnesang körer altid i hovedet paa mig, naar vi sidder paa vores lille altan og kigger ud paa de lilla fjäsede langurer (purple faced langurs) udenfor. Der bor en flok paa 20-30 individer her i det store trä lige bag ved Nor Lanka.
Langurerne er endemiske i Sri Lanka og de staar paa IUCN`s röde liste over truede dyrearter. De lever udelukkende i träerne og kommer kun ned paa jorden, hvis det er absolut nödvendigt, for at komme fra et trä til et andet. De har en meget lang hale, som er et vigtigt styreredskab for dem, naar de udförer deres halsbräkkende spring fra trä til trä.
Det er svärt at faa et overblik over nöjagtig, hvor mange der er, for de er själdent stille ret lang tid ad gangen, de er altid paa farten , af sted fra den ene gren til den anden i et aandelöst tempo og med en besnärende sikkerhed og elegance i deres bevägelser.
Det eneste tidspunkt, man kan väre heldig at faa et billede af dem paa, er midt paa dagen i den värste middagshede, da sidder de som regel forholdsvis roligt og holder siesta.
Vi bliver for det meste väkket af dem om morgenen ved halv seks tiden, naar de kommer hujende. En hul „Ugga-ugga-ugga“-lyd höres igennem träerne, samtidig med, at grene knager og visne blade i stort tal regner ned; det lyder meget rovdyragtigt, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man fristes til at tro, at det var en leopard, der udstödte de dybe truende lyde.

Gäster, der lige er ankommet til Norlanka stivner altid ved lyden og kigger forskrämt i lydens retning og siger:“Hvad var det???...“

Nor Lanka ligger lige der, hvor aberne skal passere, for at komme over til et af deres fourageringssteder paa den anden side af hotellet, og det betyder, at de tager en genvej op over Nor Lankas tag fra vores store trä og kokospalmerne over til nogle mangoträer paa den anden side.
Vi faar rigtig megen tid til at gaa med at fölge med i deres stridigheder og rangordenskampe; den gamle alfahan har nemlig mistet sin hale, den ligner mest en kuperet boxer... og en ung stärk konkurrerende han har overtaget rollen som leder af flokken, men det lader stadig til at lederskabet ikke er helt accepteret af begge parter!

Dag 30

Ud at köre med de sköre....


En god og billig måde at komme tættere på et fremmed lands kultur paa, er at benytte dettes samfærdelsmidler på lige fod med de landets egen befolkning.

I dag tog vi den lokale bus fra Unawatuna til Mirissa .

Vi stillede op ved busholdepladsen, og de første par busser kørte bare forbi os, indtil vi var flere, der ventede; hvorfor fandt vi ud af senere...

En srilankansk bus er en uforglemmelig kulturel øjenåbner af dimensioner: den er ikke kun kulørt udenpå!
Indeni er en udsmykket efter alle kunstens regler med guld, glimmer og guirlander, blomster og borter, røgelsespinde og gudebilleder, både buddhistiske og hinduistiske og radioen kører for fuld hammer med det sidste nye i srilankansk Top Ti, orientalsk kling-klang musik

Bussen er fuld af kvinder i sarier, mænd i saronger, skolebørn i fine hvide skjorter og mørkeblå læggede nederdele/korte bukser.

Det med gudebillederne er nok berettiget, for de srilankanske buschauffører kører med en blanding af dødsforagt og buddhistisk fatalisme, som var det et væddeløb i helvede, overhaler før sving og op ad bakke, osse når der kommer modkørende, bare med den ene hånd fast på hornet og foden lige saa fast på speederen.

Een gang stod der pludselig tre køer midt på vejen, en anden gang kom der er 2,5m lang varan joskende ud fra vejsiden, men på mirakuløs vis skete der hverken noget med køer eller varan.

Vi fandt senere ud af, at der er mange konkurrerende busselskaber på samme rute, og derfor gælder det hele tiden om at komme først til næste stoppested, og hvis man stopper ved et stoppested, hvor der kun står en eller to og venter, så bliver man jo overhalet af konkurrenten, som så kommer først hen og snupper alle de kunder, der står og venter ved næste stoppested!!!

Dag 25

Curd and Treacle.

Curd and treacle er en srilankansk dessert, der osse spises til morgenmad.
Det er yoghurt lavet af böffelmälk, og det smager fuldständig som den tykmälk min mormor lavede, da jeg var barn.
Curd laves i lave lerpotter og staar i solen i 30 grader paa markedet; se billede!
Men den serveres iskold!
Og med treacle, som er en palmesirup, lavet af kitulpalmens saft.
Tilsammen udgör de to komponenter en smagsenhed, der faar een til bare at sidde og sige "uhmmm" for hver mundfuld : den kolde, syrlige, faste curd og den blöde, söde palmesirup....

Dag 23

Diamonds are a girl`s best friend.

Jeg havde svoret , inden vi kom herned, at jeg ikke ville köbe et eneste smykke, fordi jeg sidste aar köbte ret mange, isär ringe.
Og saa kom den alligevel snigende....fölelsen af, at jeg ikke kunne blive rigtig, rigtig lykkelig uden en alliancering med tre smaa pink safirer.
Det er osse svärt at holde hovedet koldt, naar man befinder sig et sted, hvor der er over 30 gemdealers, den ene mere snu end den anden, men jo alligevel nok kun halv pris i forhold til hjemme.
Og jeg blev garanteret snydt lissaa meget paa guldvägten i aar som sidste aar, suk!

Dag 22.

Jungle Beach.

Peace Pagoda.


I dag har vi sammen med Konny og AM gaaet over til Jungle Beach, som er den smukkeste lille stribe sand med det mest azurblaa klare, varme vand med blide bölger og masser af smaa kulörte fisk.
Det er lidt som at bade i et akvarium!!
Der er nästen aldrig nogen mennesker derovre, for stranden er svärt tilgängelig og der er ingen faciliteter. Det tager en god time at gaa derover herfra, man skal op over klipperne, igennem skoven, der er bevokset med lutter velkendte potteplanter : dieffenbachia, scindapsis, bregner osv. og man skal have godt med vand med, for det er en särdeles sveddrivende spadseretur, men forude venter belönningen : en svömmetur i det herlige blöde vand!!
Paa vejen derover kommer man forbi en meget stor pagode, ”Peace Pagoda” som japanerne har skänket til Sri Lanka p.g.a. de flybombardementer de forövede mod Sri Lanka unden Anden Verdenskrig.

Dag 21, maaske....?

Billedet er taget fra vores altan ud i den lille regn(e)skov bagved!


I dag hen paa eftermiddagen trak det igen sammen til uvejr; vejret opförer sig nöjagtig som i regntiden til trods for, at det skulle väre törtid nu – sidste aar paa samme tid fik vi 10 minutters regn paa de to maaneder vi var her!
Himlen blev tung og blysort og regnen, der startede med enkelte spredte, store draaber, blev i löbet af ingen tid til et nästen uigennemsigtigt täppe af vand, der bare vältede ned, lynene stod närmest i kö for at komme ned og hele tiden laa tordenen bagved, som en dyb vred brummen med skiftende lydstyrke.
Vi forsögte at tälle mellem lyn og torden....men det var umuligt at finde ud af, hvilket lyn, der hörte til hvilket tordenbrag, der var bare en uophörlig blinken og bragen.
De store oksefröer kväkkede med en intensitet ,som tog de kampen op med tordenbragene og masser af andre mindre fröer og padder gav deres besyv med paa en anden frekvens og ovenover i lydbilledet kom saa cikaderne med deres skingre monotone lyd. Vi kunne faktisk nästen ikke faa örenlyd, som vi sad der ude paa vores lille altan og undredes over sceneriet.
Näste morgen laa der blankt vand nede i skovbunden og den lille ko gik rundt og sjoskede; der er sikkert osse en masse slanger, der er blevet tvunget ud af deres huller af vandet.

Dag 16, 17 eller 18

Galle er Sri Lankas tredjestörste by og den ligger 5-6km fra Unawatuna.
Turen derind kan nemt klares paa 10 min. med en tuk -tuk, saadan et lille aabent trehjulet köretöj, som der findes tusinder og atter tusinder af paa Sri Lanka, totakter, ikke alt for stabil i skarpe kurver med for höj hastighed, prisen er 250-300 Rupies en vej – men naar man har siddet ved alt for mange, alt for oppulente morgenmaaltider, saa er det godt med en lille gaatur, osse selvom termometret närmer sig de 30 grader, saa vi gik af sted for at komme ind og hente nogle penge; der er desvärre ikke nogen ATM i Unawatuna.
Det förste stykke vej var vi nödt til at gaa med trafikken i ryggen ( der er intet fortov ) fordi der bor en meget aggressiv länkehund, som somme tider er lös, paa den anden side af vejen. Saa vi gik hele tiden og kiggede bagud, for hvis der skulle komme en af de der sindssyge busser, som maaske oven i köbet skal vige til side, fordi der er en modkörende, der er i färd med at overhale, saa er det bare med at springe helt ind paa den anden siden af den aabne kloak, en 80cm dyb, 50cm bred cementrende med en masse uläkkert i - og slanger.
Senere kunne vi gaa i den rigtige side med trafikken imod os; ikke den store forskel, men saa slap vi da for at gaa og vride halsen af led. Et sted kom vi forbi en havareret bus, hvorunder der laa en srilankanr, som var ved at reparere den, med benene skraat ud paa körebanen! Jeg ved ikke om det er deres buddhistiske fatalisme, der gör det....? Vi andre turde knap nok gaa forbi bussen, fordi vi skulle ud paa körebanen for at komme forbi.
Längere inde kom vi forbi fiskerne, der var ved at träkke deres net op i fällesskab og der er den ene lille bod med (frisk?) fisk efter den anden; efter stanken at dömme er noget af det nok mest egnet til kattemad, men de er ligger da osse flotte store tunfisk, som man kan faa i skiver.
Efter knap to timers ikke särlig afslappende gaatur naaede vi endelig ind til Galle Old Town, inde bag det gamle hollandske forts metertykke mure. Der er en egen stille stemning inde i de gamle gader, et sted välter bouganvillaen ned over et tag, et andet sted ligger grönne peberkorn til törre paa en avis ude paa gaden, der er osse nogle enkelte läkre butikker, bl.a. „Barefoot“, som har de läkreste haandvävede, haandfarvede bomulds- og silkestoffer, heller ikke specielt billigt. Mens jeg shoppede, sad Frede og fik en cappucino paa Pedlar Street Café til en pris, der kun var en smule höjere end den man betaler paa Holm i Flensborg!!!
Vi tog en tuk hjem!

Dag 14, 15 eller 16?

I forgaars aftes,hvor det var fuldmaane kom ca. 50 smaa havskildpaddeunger kravlende ud fra deres solvarme födestue i sandet lige nede foran Unawatuna Beach Resort.
Personalet samlede dem ind og anbragte dem i en stor vandfyldt cementtank til en senere overvaaget udsätning, saa ikke de omstrejfende hunde eller varaner skulle faa fat i dem og äde dem

Og saa i gaar aftes, da den hvidhovedede havörn og de fräkke maager for längst var gaaet til ro, blev de sat ud i Det indiske Oceans store lune bölger med mange gode önsker om et langt liv.
Det er en stor oplevelse at faa lov at väre med til!!

Dag 11,12 eller 13?

I dag har vi ligget nede paa stranden ud for Lucky Tuna og läst og solet og badet.

Ind imellen gaar man en bette tur for at blive tör og gaar hen til Konny og AM paa Thaproban og siger hej – de gör det samme!! Men omvendt!!

Hen paa eftermiddagen kunne vi se, at det trak op til noget vejr eller nok snarere uvejr! Det var nästen helt sort nordefter, saa vi fik pakket sammen i en fart og tilbagelagde hurtigt det lille stykke vej, der er fra stranden til Nor Lanka – det er faktisk slet ikke nogen bagdel ,at Nor Lanka ikke ligger paa selve stranden, men derimod 2 minutters gang derfra .

Tjek Tripadvisor.http://www.tripadvisor.com/ShowUserReviews-g644047-d842290-r54616043-Nor_Lanka_Hotel-Unawatuna.html#CHECK_RATES_CONT

Det er saa dejligt at komme väk fra alt strandlivet med flyvende sälgere og andet godtfolk, der vil noget fra een og väk fra larmen fra baade bölger og fra diverse strandbarers discomusik og väk fra den brändende sol, hjem til Nor Lanka og vores lille balcony, der vender mod nord ud mod et lille stykke regnskov, hvor der ganske vist gaar et par magre smaa köer og grässer, men hvor der osse bor en stor flok pink faced langurer – det er en slags aber med meget lange haler – oppe i de höje träer, sammen med masser af farvestraalende fugle og smaa vävre palmeegern, somme tider en stor varan og somme tider et desmerdyr nede paa bunden, saa det er en hel zoo vi bor i!

Vi var lige akkurat kommet hjem, saa bröd et kämpe tordenvejr lös og det bare tonsede ned, saa en dansk regnmaaler ville have kapituleret efter mindre end 20 min.
Vi satte os paa balkonen og kiggede paa langurerne , de bare sad og skuttede sig og spiste vaade blade og lignede til sidst reverenter talt druknede mus – XL!