I Namibia er der fantastisk fine private 'game lodges' og 'reserves' , alle under hvidt management og ejede af sydafrikanere eller gamle tyske familier fra dengang Namibia hed Tysk Sydvestafrika.
Og så er der NWR, et statsligt foretagende, der driver de såkaldte restcamps, fx. inde i selve Etosha, hvor vi boede på NWR's Halali og så her på det enorme bjergplateau Waterberg, hvor vi er nu.
Husene er kedelige og forsømte, ingenting bliver holdt ved lige og i receptionen og restauranten mangler både overblik og ledelse.
I receptionen stod seks personer (sorte) og gik i vejen for hinanden og alle indcheckningsprocesser skulle gå fra den øverste igennem de andre ned til den person, der overrakte os nøglen til vores bungalow mod et depositum på 500N$.
Der skal fyldes papirer ud alle steder, selv i restauranten, da vi bestilte bord om eftermiddagen, navn, adresse, nationalitet, next destination, bilmærke og nummer...
”Til statistikken...”sagde Rosina vores venlige højtumpede sorte servitrice – jeg tror, vi kunne have skrevet Fætter Højben, Andeby og Månen i rubrikkerne uden at nogen havde opdaget det!
Vi havde glædet os meget til Waterberg, det er et historisk meget vigtigt sted: Her slog tyskerne i beg. af 1900-tallet flere tusinde Hereros – en stamme af kvægbrugere – ihjel i en forfærdelig massakre, og så det er et fantastisk smukt sted med den 48km lange og 15km brede bjergkam, der rager 200m op over det grønne frodighed nedenunder.
Men...stedet her er raseret af store flokke af bavianer, aggressive, frække og pågående.
I går, da vi sov til middag havde vi kun lukket netdøren, men ikke sat slåen for – og pludselig gik døren op og en stor grim hanbavian var på vej ind til os og flere stod klar udenfor til at følge efter!
Så de ture vi havde planlagt her i terrænet blev omgående skrinlagt, og vi nøjes med at beundrede røde klippeformationer i plateauet fra vores terrasse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar