torsdag den 3. november 2011

17. Giraffer ved Olifantsbad.




Vi har kørt rundt på skrumplede veje inde i Etosha hele formiddagen. For det meste er det ikke særlig svært at finde rundt, vi har dels et kort over parken og hver gang en vej deler sig, står der en stor konisk hvidmalet betonkolos med destination, distance og retning, men et sted blev vi ligegodt alvorligt i tvivl, fordi en elefant med kløe i rumpen havde gnubbet sig op ad stenen, så den var væltet og lå ude på vejen...
Vi valgte heldigvis den rigtige retning og kom hen til Olifantsbad-vandhullet, hvor et flok giraffer var nede og drikke; d.v.s. tre voksne giraffer stod strategisk placeret som højtragende vagtposter, mens fem unge giraffer var i færd med at slukke deres tørst.
Det er ganske pudsigt at se, hvordan en giraf får hovedet helt ned til vandet : Først spreder den forbenene, så den bliver helt kalveknæet, men den er stadig 1/2m fra vandet, så synker den ned i bagbenene og læner sig tilbage – og så kan den nå vandet!
I den akavede position er den særdeles udsat, det tager den simpelthen for lang tid at komme op igen, så derfor er det så vigtigt med de ældre giraffer, der i tide kan advare om eventuelle rovdyr i farvandet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar