15. Vingerklip

350km på grus, 35 grader og seks timer i bilen kan få selv den største enthusiast til at renoncere på kravene...
Vi kørte fra den smukt beliggende Erongo Lodge inde i det uvejsomme og dramatiske bjerglandskab igennem den sidste del af Erongo Nat. Park videre mod Vingerklip, en enorm lysokkerfarvet kalkstensmonolit, en mega phallos midt i den grønne busksteppe.

På vejen havde jeg planlagt, at vi skulle se nogle tusinde år gamle San hule/klippemalerier og så en millioner år gammel forstenet skov, men ting, der ser let overskuelige ud på et kort 1:1200000 viser sig i sin sande realitet og med de faktuelle omstændigheder alligevel at være mere krævende, især når man allerede har rystet fire timer på rillet grusvej, så efter fem km ud mod klippemalerierne ad en rædsom vej, besluttede vi at vende om og sætte kursen mod Vingerklip Lodge, hvor vi nu sidder på terrasssen med et iskoldt glas hvidvin og nyder et enestående sceneri ud over noget, der bedst kan beskrives som Namibias svar på Grand Canyon.

14. Erongo Wilderness Lodge.

I dag har vi tilbagelagt 350km fra Swakopmund, som vi forlod i morges. Jo længere vi kom væk fra Swakopmund, jo smukkere blev landskabet.
Den første del af etapen i dag var på asfaltvej, og når man i dagevis har været undervejs på mere eller mindre ruflede, rillede, støvede, sandede grusveje, så er det bare en lise at køre på asfalt: Det eneste, der foruroligede os, var alle de defekte dæk, vi så i vejkanten. I Namibia er det tilladt at køre på vulkaniserede dæk, og det er naturligvis ikke ufarligt, hvis en modkørende pludselig smider en slidbane...
Hver gang vi ser en slidbane eller et defekt dæk i rabatten, banker vi under bordet, dvs. under instrumentbrættet, for frygten for selv at skulle i gang med at skifte dæk, ligger selvfølgelig hele tiden i baghovedet.
Man bliver let lidt overtroisk, når man kører så lange øde strækninger. Der er ikke lige en ADAC man kan ringe til, så vi krydser fingre og banker under instrumentbrættet – og indtil nu har det heldigvis virket!!!
Den sidste halvdel af turen var på grusvej ind igennem de imponerende Erongo Mountains, der består af kæmpe forvitrede og nederoderede granitformationer og urgamle vulkaner. Et sted så vi en advarselstavle med en elefant på. Knækkede grene og væltede træer og en enkelt frisk elefantlort vidnede om, at de var der et eller andet sted i nærheden. Vi så dem desværre ikke, kun et par sky nyalaantiloper og en enkelt oryks.
Til gengæld er der her på lodgen, som ligger langt inde i bush'en et væld af farvestrålende fugle, bl.a. en lille charmerende larmende, grøn parakit med pinke kinder, rosy faced lovebird.
Og vi bor i telt!
Sådan et rigtigt safaritelt på 30kvm med stråtag over med fast gulv og på pæle og åbent badeværelse udenfor, så vi lyner op og lyner ned og lyner op og lyner ned for ikke at få insekter og andet kræ ind; man burde egentlig tænke lidt mere over, hvor smart en opfindelse en dør er, og hvor let et er at gå ud og ind af en sådan!

I går dræbte de en spyttekobra oppe ved restauranten lige efter, at vi havde været oppe til eftermiddagste. Det er en af de allerfarligste giftslanger overhovedet.
Så vi lyner ned!!

13. "Man kann nicht alles haben...."

Jeg ville meget gerne se Welwitschia mirabilis, en mageløs plante, som kun vokser her uden for Swakopmund i Naukluft området og som er en af verdens tre mest sjældne planter – jeg ved ikke hvad de andre to er – den er 1500 år gammel, og man skal have en særlig ”permit” for at køre ind i det område, den gror i, så vi gik om ad kontoret for særlige tilladelser, det har til huse i Ritterburg i Swakopmund – det hedder det, Ritterburg!- og der fandt vi ud af, at det ville koste os en omvej på omkr. 4 timer ”for at se en plante, der kun har to lasede blade, uanseelige blomster og egentlig bare er smaddergrim...”sagde Frede, så jeg måtte kapitulere – og i vores strømlinede, hightech'ede, chromskinnende spejllogi hænger et oliemaleri af – en Welwitschia!!!


Tjek:
http://en.wikipedia.org/wiki/Welwitschia

12. Swakopmund

Kontrasten mellem det vi kom fra i Sossusvlei, hvor vi boede i den fineste lille hvidkalkede rondavel – et rundt afrikansk hus - med stråtag og kig fra terrassen ud over ørknen, indeni dekoreret med forskellige „ afrikana“, loftsvifte og myggenet til det, vi er i nu, kunne ikke være større!
Vi bor i Atlantic Villa, en minimalistisk betonbygning, hvor glas, spejle og chrom dominerer, hvor alt el bliver styret fra et panel i væggen, gardinerne går op og ned med en fjernbetjening,Krupps Nespresso kaffemaskine og kæmpe fladskærm og med en stor altan ud mod Atlanterhavet, hvorfra det bare blæser en pelikan, når vi når lidt op ad dagen.Heldigvis går vores altan rundt om hjørnet, så vi kan sidde i læ og skåle med Peter, som har fødselsdag i dag. Til lykke herfra!!!
Swakopmund er en fin overskuelig by med lidt tysk westernstemning; vi havde ikke troet, at det alligevel stadig var så tysk hernede. Vi bliver tiltalt på tysk overalt og mange navne på hoteller, restauranter, m.m. er tyske.
Gadenavnene blev ændret til namibisk/ afrikaans for ikke så mange år siden, men de gamle tyske gadeskilte sidder stadig på husene, Kaiser Wilhelm Str. Bismarck Str. o.s.v.
Vi kørte ned for at kigge på Walvis Bay, men vendte om! Der var simpelthen for meget sand!!Der var sand overalt og det må være skrækkeligt at skulle leve i alt det sand.
På vejen kiggede vi ind til quadbikerne og det så bestemt osse spændende ud, men vi syntes det var for koldt ( og måske var vi heller ikke helt målgruppen....? )
Hvad gjorde de her på kysten inden fliestrøjer/jakker blev opfundet?

11. Sandstorm

Jeg har før skrevet og sværmet for Namibias ufattelige landskabelige skønhed og storhed – i dag kom der ligesom lidt balance i tingene...
De sidste 100km ud til Walvis Bay syd for Swakopmund var gennem det grimmeste, grimme landskab man kan forestille sig. En kedelig snavsetgrå sandørken, flad, tør, ensformig, tom og vejen bare ligeud kilometer efter kilometer, ikke en forhøjning eller et klippeparti som øjet kunne bruge som fixpunkt.
Vi undrede os over, at de modkørende biler kørte med lys – det gør man ellers ikke i Namibia – for vi havde brændende sol, høj blå himmel og 35 grader.
Efterhånden som vi kom nærmere kysten blev sigtbarheden tiltagende dårligere,. Men himlen var stadig blå, så vi blev enige om, at det nok måtte være havgus, vi kørte ind i; sandsynligt nok med kombinationen af koldt Atlanterhav og varm ørken.
Men det var ikke havgus – det var sandstorm!
Vi havde hørt om Namibias sandstorme, der kan slibe en bilforrude uigennemsigtig og gøre billåse ubrugelige; man skal sætte tape på låsene!
Vi kørte gennem sandstormen de sidste 40km op til Swakopmund og det gjorde, at vi næsten ikke kunne se de imponerende klitter, der strækker sig hele vejen langs kysten mellem de to byer.
Dune 6 skulle være særligt imponerende og markedsføres som stedet for quadbiking ( 4- hjulede køretøjer med ballonhjul ) og sandboarding, både liggende og stående -. Simon ville garanteret have elsket det!
Så den skal vi ud at kigge nærmere på i dag, hvor vi er vågnet op til en smuk stille og solrig dag med et helt fladt Atlanterhav uden for vores balkon.

10. Dune 45

I morges inden vi kørte videre mod Swakopmund ude ved det kolde Atlanterhav, var vi nødt til at køre ud og bestige Dune 45, så det blev lige 130km extra, inden vi var tilbage på ruten – men værd hver en kilometer.
Dune 45 er en spektakulær 200m høj klit i Namib Ørknen 45km fra Sesriem; deraf navnet!
Egentlig skal man være derude ved solopgangstid for at se de fantastiske rosa, kanel, orange og abrikosfarvede nuancer, når solens bløde morgenlys rammer det røde sand. Det nåede vi desværre ikke, men det var absolut osse både smukt og betagende to timer senere.
Klitkammen eller graten er knivskarp, man tror ikke, at vinden er i stand til at lægge sandskornene så nøjagtigt op mod hinanden, men den er som en knivsæg, så man må gå med et ben på hver side, hvis man ikke vil ødelægge den!

Videre gik det mod Swakopmund gennem Namib Naukluft Reserve, et af Afrikas største fredede områder med sidste station, inden den store tomhed i flækken Solitaire (!!) hvor vi fik tanket fuld, nød en kop kaffe i papbæger og et kæmpestykke Apfelkuchen hos den lille tykke tyske bager. I hans udendørsservering bor der en stor koloni dovne, overvægtige væverfugle, hvis hovednæring er turisternes æblekagekrummer!

Vi kørte 300km gennem naturparken, alt var bare fladt som en pandekage, bevokset med spredt vissent gult græs – ikke et dyr i miles omkreds, jo, 4 strudse så vi, hvoraf den ene var lige ved at lande på vores køler!
Jeg havde set, den var på vej fra venstre og ville over vejen lige netop som vi var ved at passere en af de få modkørende biler, vi mødte.
Jeg advarede Frede, som bremsede ned og strudsen nåede fint forbi foran vores bil – men så opdagede den den modkørende og satte sig brat på rumpen og undgik derved at blive ramt. Det foregik fuldstændig som man kan se det på en tegnefilm med en struds, der bremser.
Vi havde samtidig standset bilen, men inden jeg var nået ud for at se, hvordan strudsen havde klaret den, var den oppe igen og i fuld trav ind over savannen på den anden side, en hel del halefjer fattigere og nok med nogle grimme hudafskrabninger på knæene og på bagdelen.

Det havde været en ordentlig høne at få op på køleren!

9. - og det blev mere fødselsdag...

Da vi kom til Desert Homestead i forgårs, spurgte rangeren Frede, hvad vi skulle næste dag ( han ville gerne sælge en eller anden tur til os ) og Frede svarede :”Oh, we´re going hotairballooning, 'cause it is my wifes birthday...” og jeg lavede himmelvendte øjne, så Frede sagde.” Forget it, forget it!”
I aftes sad vi så og ventede og ventede og ventede på vores dessert, alle andre havde fået, så Frede spurgte en af serveringspigerne, som svarede, at det jo var min fødselsdag, så de havde travlt i køkkenet med en overraskelse til mig – og jeg HADER den slags, jeg var nærmest lige ved at gå.
Efter en rum tid kom alle køkkenpigerne/drengene og servitricerne syngende ud fra køkkenet med en stor lagkage med hvid glasur og lysegrønne sukkerkatte på siderne.
Alle kom op og gav knus eller gav hånd og ønskede til lykke og så lavede de ellers det mest musikalske, afrikanske sing/dance show, hvor alle skiftedes til at komme ind i midten og optræde. Jeg tror, de gav syv numre og jeg var både rørt og glad og vil beholde det som et kært minde om Namibia og dets dejlige befolkning.
Desværre lå mit kamera på værelset, så her kommer lige et par billeder fra tidligere på dagen!

8. "The wind is the boss"

Efter ikke særlig mange timers nattesøvn stod vi op til „the Nokia tune“ kl.0400 i morges og efter en hurtig kop morgenkaffe og en tør beskøjt, begav vi os ud i den kølige, mørke, afrikanske nat til det sted 35km herfra, hvor vi skulle plukkes op af Namib Sky Balloon Safaris, hvorfra vi kørte endnu 35km ud til randen af Den namibiske Ørken.
Med kurvene på siden lå to balloner lå på savannen som strandede hvaler, men i løbet af ganske kort tid var de pustet fulde af varm luft, ballonerne steg til vejrs, kurvene rejste sig og vi steg om bord.
Eventyret kunne begynde – og det gjorde det!
Lydløst gled vi hen over savannen, bittesmå springbukke og zebraer græssede under os og langsomt gled vi hen over Namib ørkenens røde sandklitter.
Det var en enestående oplevelse og mærkeligt nok ikke ledsaget af hverken højdeskræk eller angst for at falde ned, man fornemmede bare en dyb harmoni med landskabet, luften, ballonen. ....
Vi drev rundt en god times tid, nogen gange i 500m's højde, og andre gange ned i 20-30m's højde inde over bjergene, ”playing with the mountains” som vores karismatiske ballonskipper sagde. Det kan man kun, når der næsten ingen vind er, ellers er det for farligt.
Efter en blid og sikker landing i Springbuck Valley stod safaribilerne parate til at transportere os længere ind på savannen, hvor to borde stod dækket og en superb morgenbuffet med røget zebrafilet, kudusalami, røget oryks plus selvfølgelig alt det, der hører til en normal brunchbuffet og ledsaget af en kølig sydafrikansk champagne!

Se det var en rigtig fødselsdag!!

7. Sossusvlei

I dag har været en skrækkelig dag, der begyndte skidt, men heldigvis efter lidt forhindringer endte godt.
Først kørte vi den forkerte vej og tog tre sider af en firkant i stedet for én; det betød ikke noget for slutresultatet, det tog bare en time mere og kostede lidt extra diesel, men turen var smuk og spændende, slut med ligeud, ligeud! Nu var det op og ned, sving og kurver, bjergkørsel på grusveje. Nogen gange fremragende og brede, så man kunne køre 100km/t, andre gange smalle, rillede og med løst sand, så gik det ikke så hurtigt fremad.
Vi har kørt i rene filmkulisser, Narnia, Starwars....til tider nærmest Dali'ske surrealistiske landskaber.
Det sidste stykke gennem Namib Rand Nature Reserve med en rigdom af dyr og en landskabelig skønhed af nærmest overjordiske dimensioner, slog fuldstændig benene væk under os.
Islands storhed var vi vildt betagede af, men Namibia er bare så mange gange mere storslået, at man har svært ved at fatte det.
Jeg tror, Namibia er det smukkeste land i verden!
Vi skulle finde vores næste overnatningssted, Desert Homestead og selvom jeg havde været på nettet og efterkontrollere, havde vi alligevel alvorlige problemer. Til sidst drejede vi fra den store vej ind til Mountain Homestead – det lå næsten der efter kortet, hvor Desert skulle ligge..og det kunne jo have fået nyt navn, eller trykfejl m.m. - og det var den mest rædselsfulde vej vi nogensinde har været på. Ganske smal, 1/2m under terræn og belagt med de skarpeste store skærver – og det 7km!
Da vi kom op på bjerget, det var jo Mountain Lodge, var vi begge klare over, at det var galt. Men heldigvis viste det sig, at Mountain Lodge var søsterlodge til Desert Homestead lige i nærheden og nu sidder vi her på terrassen og kigger ud over det bleggule savannegræs, som den varme ørkenvind rusker i, omgivet af de mest fantastiske bjerge til alle sider.
I morgen skal vi fejre min fødselsdag med en ballontur over Namib Ørkenen og efterfølgende champagnebrunch, der hvor vi nu lander med ballonen.

6. Leoparder

I går før solnedgang gik vi en lidt strabadserende, men meget spændende og smuk tur i bjegene, op og ned ad klipper, gennem et udtørret flodleje og tilbage til Namtib igen ad en fin afmærket ”hiking trail” - ellers var vi nok osse faret vild!
Jeg kiggede som sædvanlig efter dyr, men så ingen, hørte kun bavianernes dybe huh-huh-huh oppe fra bjergene.
Ved aftensmaden fortalte vores vært, at der bor 12 (!!!) leoparder på lodgens område. Det er ganske vist et meget stort område, men alligevel.
Jeg turde næsten ikke gå over til vores lille logi, efter at vi havde spist...

5. Namtib Eco - lodge

Lige nu sidder vi inde i bunden af en lang dal med de nøgne forrevne Tirasbjerge til tre af siderne og ørkenen til den fjerde, der er et mæh'en og et bæh'en omkring os af hundredevis af tyndpelsede får med lange hængeører. Vi bor på en lille øko-lodge på kanten af Den namibiske Ørken, verdens ældste ørken, og den sidste times kørsel herind ad en smal sandvej har budt på masser af flotte oryksantiloper og meget andet vildt.

Vores første stop i morges var et udsigtspunkt højt over Fish River Canyon, et fantastisk betagende og imponerende syn med floden, der snor sig blåt dybt nede i den stejle slugt, man er ikke fri for at blive noget svimmel, når man kigger ned.
Forud var gået en lille times kørsel gennem Ai-Ais Transfrontier Park med golde, mørke stensletter og fladtoppede taffelbjerge.
Vi var helt alene i verden, og vi kunne lisså godt have været på Månen!. Først på hjemvejen mødte vi enkelte modkørende – man skal se slugten om morgenen, senere på dagen ligger den i dyb skygge.

Videre ned til Aus – og så er man virkelig osse kommet langt ud – hvor vi heldigvis fik tanket bilen fuld til vor videre færd; den benzintank vi havde kørt efter på kortet, var i mellemtiden blevet nedlagt, så vi skulle tanke!

Osse i dag fik jeg et af mine ønsker opfyldt: at se de vilde heste ved Garub – og de var der heldigvis! Lidt langt væk, men de var der!
Der er forskellige teorier om, hvor de stammer fra.....bortløbne preussiske dragonheste, sydafrikanske kavalleriheste, heste fra et strandet spansk skib eller heste fra et tysk gods, Duwisib i det fjernere nabolag??
I hvert fald har de været der over 100 år og i den tid er der sket en evolutionær selektion, så de heste vi så i dag, er i stand til at gå flere dage uden vand og er i det hele taget meget nøjsomme.
Deres antal svinger mellem 100 og 350 alt efter hvor meget regn, der er faldet.

Og så fik Frede lejlighed til at afprøve 4W indstillingen for vejen ind til hestene var gennem dybt sand.

Så alle var glade!

3. og 4. Fish River Canyon

Himlen over os er det reneste azurblå, man kan tænke sig og man kan se „ så langt øjet rækker“, fordi luften er så ren og så tør - og så er her varmt, 38 grader!
Vi befinder os på en lodge nær Fish River Canyon, den tredjestørste i verden, kun overgået af Grand Canyon i USA og en i Mexico.
Vi har kørt lige knap 600km i dag, men det har ikke på nogen måde været anstrengende, fordi vores Amarok bare er en superbil; de sidste 100km herind til lodgen var sand- og grusvej, nogle steder med skrækkelige vaskebrædtsriller, men fordi bilen har så store hjul og så brede dæk og dertil en super affjedring, så føltes det, som i en almindelig personbil ville have været en nyrerystende tortur, blot som de behagelige vibrationer som en som en massagepude kan give en myoseplaget nakke!

Turen sydpå ad B1 gik bare ligeud, kilometer efter kilometer efter kilometer gennem tør flad buskslette, nogle steder stenslette, andre steder mere savanneagtigt. Gult, støvet, goldt, øde landskab, somme tider kom vi ind i et bjergområde, der skabte lidt afveksling i de ensformige omgivelser. Syd for Keetmannshoop blev landskabet ligefrem en anelse trykkende og uhyggeligt, fordi det bare var for øde og for tomt.
De eneste biler vi så, var enkelte modkørende store containerlastbiler, lige nummeret under roadtrains. Vejen var ikke alt for bred, så vi måtte sætte farten betragteligt ned, når sådan en kom imod os.
Der er ingen rabatter på de namibiske landeveje, og asfalten slutter med en brat kant, som det ikke ville være sjovt at komme i nærkontakt med.
Jeg holdt forgæves udkig efter dyr, men ikke et eneste så vi. Det kunne ellers have livet gevaldigt op på ensformigheden med en flok dekorative zebraer hist og pist!
Vi kørte over et utal af udtørrede flodlejer på vejen sydpå; det er svært at forestille sig, at der kan falde så megen regn i Namibia, at der bliver vand nok til alle flodlejerne.
En af floderne – der altså ikke var der – hed sigende nok : Wasser!!!

Og så fik jeg i dag opfyldt et længe næret ønske: at se „Kokerbaumwald“!
Kokerbaum er en Aloe, stor som et træ med tyk nopret stamme og grene med typiske tykke kødfulde aloeblade, nogle af dem var 200-300 år gamle!
Kokerbaum betyder koggertræ, fordi de oprindelige San-folk brugte aloens tykke grene til at lave pilekogger af, idet de fjernede grenens bløde marv i midten og udhulede den og tilbage var så den fineste lette cylinder, ideel til transport af jagtpile.

I morges, da Frede kom ud til vores VW Amarok for at hente noget, stod der otte tyske mænd (mentalt dæksparkende) forsamlede omkring den og beundrede den:” Guck mal, das ist der ganz neue VW...” Frede rankede sig lidt og så sydafrikansk ud - der står ZA på bagsmækken!

2. VW Amarok

I morges fik vi leveret vores bil fra Europcar, en rigtig sydafrikansk „bakkie“, dvs. 4x4W med et lukket lad, - det er en helt ny hvid VW Amarok – en superfed bil, som vi kan køre gennem Kalahari Ørkenen med, som udlejeren sagde!
Helt så galt går det nok ikke, men vi skal nok komme ud at køre i sand, det kan nok nærmest ikke undgås i Namibia!
Vi startede blidt i dag med den brede asfalterede hovedvej B1 sydpå til Mariental med en lille afstikker ind til Hardap Dam, Namibias hovedvandreservoir med en kæmpe dæmning og masser af svømme – og vadefugle, bl.a. nogle store pelikaner, som sad højt oppe på en klippeknold og blafrede med næbposerne for at skaffe sig lidt afkøling i den brændende hede.
Vi afsluttede besøget ved Hardap med en lille terræntur ind i et game reserve, hvor vi ikke så de sorte næsehorn, som angiveligt skulle bo derinde, kun et par kuduantiloper og de allestedsnærværende smukke og elegante springbukke – bush'ens „McDonald“ som en ranger engang fortalte os – det er dem, der er mad til alle rovdyrene!
Vi overnattede i et lille fint køligt stenhus på Kalahari Farmhouse efter at have nydt en herlig tre-retters menu med bl.a. grillet oryksantilope og til dessert en syndigt lækker Apfelstrudel med varm vanillecreme!
- Tænk at have boet i Tyskland i over 40 år og så først nu få tysk Apfelstrudel....i Namibia!!!

1. Windhoek

Vi rejste hjemmefra torsdag den 20. okt. ved 14-tiden, og lidt mere end et døgn senere var vi – stadigvæk i Tyskland!
Jo, vi havde bevæget os tusindvis af kilometer fra Europa til Afrika, men kulturelt havde vi nærmest ikke rokket os ud af stedet......
Aftensmaden indtog vi på Joe`s Beerhouse på Nelson Mandela Avenue i Windhoek. Det var kudufilet – altså afrikansk nok, men så med et læs af pommes, tyk champignonsovs og bl. salat. Dertil iskoldt frisktappet Hansa fadøl til omkr. 1,40€ for ½ l!!!
Joe`s i Windhoek har efterhånden udviklet sig til en institution, et ”must” for alle, ikke kun tyske turister.
Joe selv udvandrede fra Sydtyskland for 25 år siden og startede et beskedent værtshus i Windhoek med hovedvægten lagt på øl og Jægermeister.
I dag er det en megasucces!
Der serveres kun øl brygget efter det gamle tyske Reinheitsgebot fra 1516 : Wasser, Hopfen und Malz. Og dertil gode tyske retter som Eisbein mit Sauerkraut eller forskelligt vildtkød: kudu, springbuk, zebra, oryx m.m. og portionsstørrelserne er ligeså tyske som menuen – en kudusteak, der dækker mere end halvdelen af tallerknen er ikke undtagelsen på Joe's Beerhouse, men reglen!!