torsdag den 27. oktober 2011

8. "The wind is the boss"





Efter ikke særlig mange timers nattesøvn stod vi op til „the Nokia tune“ kl.0400 i morges og efter en hurtig kop morgenkaffe og en tør beskøjt, begav vi os ud i den kølige, mørke, afrikanske nat til det sted 35km herfra, hvor vi skulle plukkes op af Namib Sky Balloon Safaris, hvorfra vi kørte endnu 35km ud til randen af Den namibiske Ørken.
Med kurvene på siden lå to balloner lå på savannen som strandede hvaler, men i løbet af ganske kort tid var de pustet fulde af varm luft, ballonerne steg til vejrs, kurvene rejste sig og vi steg om bord.
Eventyret kunne begynde – og det gjorde det!
Lydløst gled vi hen over savannen, bittesmå springbukke og zebraer græssede under os og langsomt gled vi hen over Namib ørkenens røde sandklitter.
Det var en enestående oplevelse og mærkeligt nok ikke ledsaget af hverken højdeskræk eller angst for at falde ned, man fornemmede bare en dyb harmoni med landskabet, luften, ballonen. ....
Vi drev rundt en god times tid, nogen gange i 500m's højde, og andre gange ned i 20-30m's højde inde over bjergene, ”playing with the mountains” som vores karismatiske ballonskipper sagde. Det kan man kun, når der næsten ingen vind er, ellers er det for farligt.
Efter en blid og sikker landing i Springbuck Valley stod safaribilerne parate til at transportere os længere ind på savannen, hvor to borde stod dækket og en superb morgenbuffet med røget zebrafilet, kudusalami, røget oryks plus selvfølgelig alt det, der hører til en normal brunchbuffet og ledsaget af en kølig sydafrikansk champagne!

Se det var en rigtig fødselsdag!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar