lørdag den 29. oktober 2011

12. Swakopmund






Kontrasten mellem det vi kom fra i Sossusvlei, hvor vi boede i den fineste lille hvidkalkede rondavel – et rundt afrikansk hus - med stråtag og kig fra terrassen ud over ørknen, indeni dekoreret med forskellige „ afrikana“, loftsvifte og myggenet til det, vi er i nu, kunne ikke være større!
Vi bor i Atlantic Villa, en minimalistisk betonbygning, hvor glas, spejle og chrom dominerer, hvor alt el bliver styret fra et panel i væggen, gardinerne går op og ned med en fjernbetjening,Krupps Nespresso kaffemaskine og kæmpe fladskærm og med en stor altan ud mod Atlanterhavet, hvorfra det bare blæser en pelikan, når vi når lidt op ad dagen.Heldigvis går vores altan rundt om hjørnet, så vi kan sidde i læ og skåle med Peter, som har fødselsdag i dag. Til lykke herfra!!!
Swakopmund er en fin overskuelig by med lidt tysk westernstemning; vi havde ikke troet, at det alligevel stadig var så tysk hernede. Vi bliver tiltalt på tysk overalt og mange navne på hoteller, restauranter, m.m. er tyske.
Gadenavnene blev ændret til namibisk/ afrikaans for ikke så mange år siden, men de gamle tyske gadeskilte sidder stadig på husene, Kaiser Wilhelm Str. Bismarck Str. o.s.v.
Vi kørte ned for at kigge på Walvis Bay, men vendte om! Der var simpelthen for meget sand!!Der var sand overalt og det må være skrækkeligt at skulle leve i alt det sand.
På vejen kiggede vi ind til quadbikerne og det så bestemt osse spændende ud, men vi syntes det var for koldt ( og måske var vi heller ikke helt målgruppen....? )
Hvad gjorde de her på kysten inden fliestrøjer/jakker blev opfundet?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar