Jeg har før skrevet og sværmet for Namibias ufattelige landskabelige skønhed og storhed – i dag kom der ligesom lidt balance i tingene...
De sidste 100km ud til Walvis Bay syd for Swakopmund var gennem det grimmeste, grimme landskab man kan forestille sig. En kedelig snavsetgrå sandørken, flad, tør, ensformig, tom og vejen bare ligeud kilometer efter kilometer, ikke en forhøjning eller et klippeparti som øjet kunne bruge som fixpunkt.
Vi undrede os over, at de modkørende biler kørte med lys – det gør man ellers ikke i Namibia – for vi havde brændende sol, høj blå himmel og 35 grader.
Efterhånden som vi kom nærmere kysten blev sigtbarheden tiltagende dårligere,. Men himlen var stadig blå, så vi blev enige om, at det nok måtte være havgus, vi kørte ind i; sandsynligt nok med kombinationen af koldt Atlanterhav og varm ørken.
Men det var ikke havgus – det var sandstorm!
Vi havde hørt om Namibias sandstorme, der kan slibe en bilforrude uigennemsigtig og gøre billåse ubrugelige; man skal sætte tape på låsene!
Vi kørte gennem sandstormen de sidste 40km op til Swakopmund og det gjorde, at vi næsten ikke kunne se de imponerende klitter, der strækker sig hele vejen langs kysten mellem de to byer.
Dune 6 skulle være særligt imponerende og markedsføres som stedet for quadbiking ( 4- hjulede køretøjer med ballonhjul ) og sandboarding, både liggende og stående -. Simon ville garanteret have elsket det!
Så den skal vi ud at kigge nærmere på i dag, hvor vi er vågnet op til en smuk stille og solrig dag med et helt fladt Atlanterhav uden for vores balkon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar