Thalpe 13.

Endnu en solnedgang...

Vi så den mest fantastiske solnedgang i går aftes, solen var ikke orange, som nedgående sole skal være, men lysende pink!!

Thalpe 12

ROCK SIDE.

Nu er vi kommet til Rock Side i Thalpe 4 km øst for Unawatuna, hvor vi bor i en cabana, der nærmest står med fødderne i vand. Der er en stadig og næsten øredøvende brusende, kogende, sydende larm fra brændingen ind mod koralrevet – når man ligger inde i sin seng under moskitonettet, tror man nærmest, at det stormer og regner voldsomt.
Vores træterrasse går helt ud til vandet, og det er svært ikke hele tiden at lade blikket glide ud over havoverfladen for at spotte havskildpadder....
Og de er der!!
Igen og igen og igen!
Men det er endnu ikke lykkedes mig at få et billede af en, de er kun lige oppe med hovedet ganske kort tid. Hvis der er noget rundt, der er oppe i mere end et sekund, så er det ikke en skildpadde, men en kokosnød! Det fineste at se er, når en af dem bliver hevet med op af en bølge, så man ser den inde i det gennemsigtige lysegrønne vand, men altså osse platumuligt at fotografere.

Da vi kom hjem efter at have spist på en lille strandrestaurant og overlevet en lidt skræmmende spadseretur ad den øde mørke stand, hvor vi blev forfulgt af to aggressive og gøende hunde, ventede der os endnu en forskrækkelse på vores badeværelse: der løb en 15 cm lang millipede eller centipede hen over flisegulvet!
Frede tog wc-renseren og forsøgte at mase den, det gik slet ikke, sådan nogle har et hårdt kitinskelet udenpå. Så hentede jeg en flaske arrak, som Frede forsøgte at mase dens hoved med, mens den truende og på skorpionvis bøjede bagkroppen bagover og rejste halen med giftkrogene. Det var heller ikke nok. Resolut tog jeg vores medbragte frisørsaks – og klippede den midt over! Adrr... Det varede faktisk en halv snes minutter inden begge halvdele lå helt stille.
Det havde ikke været rart at få sådan en størrelse op til os i sengen eller komme til at træde på den i mørket.

PS. Har lige været på wikipedia og læse om centipedes...puh ha, deres stik giver stærke smerter og hævelse, men er ikke dødelige, dog kan det udløse anafylaktisk chok.

Unawatuna 11.

Gerningsmand – offer konfrontation.


Ovenstående er vistnok noget moderne kriminalpsykologer satser på for at minimere offerets risiko for at udvikle traumer i forbindelse med et voldeligt overgreb......

Jeg blev i hvert fald konfronteres på ganske nært hold med hunden, der havde bidt mig på Cormoran, idet den lå ved siden af vores bord, da vi var derovre for igen at nyde en omgang papegøjefisk.
Den var sød og fredelig og lå vist bare og ventede på, at der skulle falde en godbid af til den, men så vidt gik jeg nu ikke; det var nok bare at skulle tolerere, at den lå mindre end 2m fra mit endnu lidt misfarvede baglår.

Unawatuna 10

GÅTUR TIL GALLE.

For adspredelsens skyld og for at give vores stakkels maveskind en solfri dag, tog vi i går en spadseretur langs den skrækkeligt trafikerede hovedvej ind til Galle, så vi kunne få lidt motion, og jeg kunne shoppe lidt.
Der er altid en masse usædvanlige ting, der falder i øjnene på sådan en tur..... bl.a. så vi i en af byens ildelugtende, åbne spildevandsrender inde ved markedet en knap 2m lang stakkels (kloak)varan, der nok må leve hele sit liv i disse uhumske, stinkende omgivelser.
På mange måder en ligeså sørgelig skæbne, som de mange magre, forhutlede tiggere, vi møder på vores vej sådan en dag; selvom vi ikke kan ændre deres tilværelse, kan vi alligevel godt gøre dem en lille glæde ved at give dem en pengeseddel. Det bliver modtaget med stor taknemmelighed.

Inde i Galle Old Town løb vi (selvfølgelig!) på AM og Konny, så vi besluttede sammen at gå op til "Lady Hill" – et lækkert hotel i en gammel burghervilla fra hollændernes tid beliggende højt oppe over byen.
Efter en sveddrivende og stejl march op ad en lille snoet vej nåede vi op til hotellet og videre op ad alle trapperne til baren på 5. sal, hvor vi blev belønnet med en forrygende udsigt ud over Galles røde tage og grønne bagland – men den velfortjente iskolde øl fik vi ikke.....

På Muhammeds fødselsdag må der ikke serveres spiritus!!!

Han havde fødselsdag i går den 16.02.

Unawatuna 9.

INGEN RABIES!

Nu er der gået 10 dage, siden jeg blev bidt i baglåret af den dumme hund på Restaurant Cormoran. Såret er så godt som lægt, selvom det rundtom stadig er næsten sort og meget ømt.
Vi var henne på Cormoran i går aftes og spise lækker papegøjefisk og samtidig kontrollere hundens helbredstilstand.
Både hunden og jeg har det godt, ingen af os har fråde om munden.....så ingen rabies i denne omgang, gudskelov!

Unawatuna 8.

MULKIRIGALA.


720 trin sidder i benene....de kunne næsten ikke bære, da vi skulle ned ad trappen til morgenmad i dag!!

Vi var på heldagsudflugt med AM og Konny i går til Mulkirigala, som ligger små 100km herfra.

Mulkirigala er en række klippetempler skåret ind i en monolit, en kæmpe stenknold, der rejser sig omkr. 200m op over det den omgivende kokospalmebevoksning. Den består af fire terrasser, hver med en liggende Buddha i forskellige fremskredne stadier hen mod nirvana inde i klippehuler, alle rigt ornamenterede med fantastiske, farverige og detaljerede vægmalerier, hver en flade i vægge og loft er udnyttet og gulvet belagt med smukke, gamle hollandske kakler. Hele komplekset går tilbage til omkr. 3.årh. BC.
Der er stentrapper hele vejen op, nogle lagt uden på klippen, andre hugget ind i den, alle med vekslende grader af stejlhed, trindybde og trinhældning, både horisontalt og vertikalt, dertil kom, at nogle var særdeles glatte og slimede af århundreders regn og algevækst, så opstigningen – og nedstigningen – krævede ens absolut fulde opmærksomhed. Heldigvis var der de stejleste og glatteste steder et gammelt rustent jerngelænder, man kunne klamre sig til....
Oppe fra den øverste top, hvor der stod en gammel vejrmedtaget og ikke mere hvid dagoba, havde man et enestående kig ud over alt det frodigt grønne nedenunder, bjerge og hav i det fjerne.

Vores chauffør havde inden opstigningen fortalt os, at vi måtte regne med, at det ville tage 2-2,5 time at komme op og ned.....
Han kender ikke Konny og Frede!
Vi var nede igen efter knap en time!
Det er nok derfor, vi har så ondt i benmusklerne i dag....!!

Unawatuna 7.

Close encounter.....


For to år siden stitftede jeg for første gang bekendtskab med en del af det srilankanske sundhedssystem, idet jeg havde tabt et guldindlæg og måtte til en tandlæge for at få lavet et provisorium – og jeg har siden ikke haft det store ønske om at få bekendtskabet nærmere uddybet.

Det blev jeg så alligevel tvunget til i går, fordi jeg var blevet bidt i baglåret af en forbandet køter, der tilhører en strandrestaurant her.
Der blev tilkaldt en tuk-tuk, der tog opgaven med at bringe mig hen til en ”Emergency Clinic” her i nabolaget, særdeles alvorligt. Han kørte for fuld hammer, som havde han en akut hjertepatient med i bilen, han manglede bare lige blålyset på taget!
”Emergency Clinic” var et lille forfaldent hus med små forhængsadskilte rum, hvor der lige kunne stå en smal snavset plastikbriks og et lille bord.
Jeg fik renset såret, fik en masse jod på og til slut et kompres fastgjort med adskillige smalle strimler plaster på kryds og tværs. Plus en tetanus og nogle piller i forskellige farver i små hjemmefoldede papirsposer.

I formiddags har vi så været på Southern Hospital inde i Galle for at høre, hvordan vi skal forholde os m.h.t. til en eventuel risiko for rabiessmitte...
Jeg er den femte person, der er blevet bidt af den samme hund, men i buddhistiske lande tager man ikke livet af dyr bare sådan. Jeg tror i og for sig heller ikke, hunden er syg - andet end i hovedet!! Den lider sikkert af en slags fødsels- neurose; den har 7 små hvalpe, som den skal beskytte og det er nok hovedårsagen til dens aggressivitet.
Så nu har vi fået at vide, at hunden skal iagttages i 10 dage, og hvis den ikke viser tegn på sygdom, så er der ingen grund til at foretage sig yderligere.

Så vi venter.... - og glæder os over det sundhedssystem, vi har derhjemme!

PS. I dag er hullet hvor hjørnetanden gik ind, næsten lukket, men det blir blåt og grønt!

Unawatuna 6.

I går startede det med at regne først på eftermiddagen, og det blev ved og det blev ved, regn, torden og lyn, så meget, at vi ikke kunne forlade Norlanka og gå ud for at finde et sted at spise til aften; heldigvis havde Anoma lidt til overs, så vi kunne få en grillet seer-fisk - det er en slags forstørret tropisk makrel - og noget salat.

I morges var det tørvejr, men gråt og stille og med store, mudrede pytter overalt. Ideelt vejr at tage en god lang spadseretur op over det kuperede bagland hen til Jungle Beach og videre ned til Galle på den anden side.

Man kunne tydeligt se på vegetationen, at det har regnet usædvanligt meget i december og januar, som jo plejer at være helt, helt tørre måneder. Der var idyllisk, frodigt og urskovsagtigt med masser af bananer på bananplanterne og vand i landsbybeboernes store fællesbrønd. Det værste ved turen er alle de vagthunde, man skal forbi på strækningen, de fleste er heldigvis fredelige og ligger bare apatiske på vejen og døser, men enkelte er aggressive og løber gøende og snappende efter en; man skal bare ikke kigge på dem, kun gå forbi og lade som ingenting.
Det er ikke altid lige nemt.
Et andet sted kom to store køer og en tyr traskende og gumlende imod os, de gjorde heller ikke noget, selvom tyren nu vendte rundt og gik efter Frede...
Man ser altid noget spændende på den tur: små, søde palmeegern, en smuk turkis isfugl, flokke af irgrønne, skræppende små papegøjer og enkelte venlige, smilende og hilsende landsbybeboere.
Kort før Galle kommer man ned til hovedlandevejens trafikhelvede igen....overfyldte busser med hornet i bund, tuk-tuk'er, der overhaler med en dødsforagt, man kun kan se på Sri Lanka, en oksekærre i adstadigt skridttempo, en knallert læsset til kollaps med modne, gule king-kokosnødder, brødtuk-tuk'en, der spiller ”Fuer Elise” på højeste lydstyrke ( Sri Lankas svar på Hjemis-bilen!), boder med frugt og grønt, andre med frisk fisk og ikke så frisk fisk...
Afslutningen på turen er en cappucino i cafeen i Pedlar Street inde i Galles charmerende og stille Old Town, før det går op til markedet efter mango, bananer og ananas – og så en tuk-tuk hjem.

En tur på 18.190 skridt!!!