18. West Coast National Park.

Den største turistattraktion i området omkring Langebaan er den 32.000ha store nationalpark, der også indbefatter den smukke Langebaan Lagoon med det lysende azurblå vand; ja, der er faktisk alle mulige chatteringer i blåt, fra lyseblåt over azur og turkis til lysegrønt og nærmest hvidt alt efter lagunens dybde.
Lagunen er sommerresidens for tusinder af svømme-og vadefugle fra Sibirien, mens selve naturparken er hjem for forskellige antiloper, strudse – og skildpadder....man må højst køre 50km/ti. Og det er absolut passende, for så har man mulighed for at køre uden om skildpadderne, når de krydser vejen. Det er jo ikke, at de styrter ud fra rabatten i selvmorderisk tempo, men man skal alligevel holde øjnene på vejen for ikke at komme til at køre en over – jeg tror, vi så de første tredve krydse vejen!
Halvvejs gjorde vi holdt ved en af de få bygninger i nationalparken, Geelbek, som er restaurant og info-center; det er en smuk gammel kap-hollandsk gård fra midten af 1700-tallet, hvidkalket så det næsten gør ondt i øjnene i det skarpe marsklys og forsynet med stråtag, som hollænderne kendte det hjemmefra, men bare så tyndt, at det passer til andre breddegrader.
Efter en lille forfriskning fortsatte vi helt op til Tsaarsbank, som ligger ud til det voldsomme og imponerende Atlanterhav helt mod nord i nationalparken.
Her kan man se den sydlige rethval – hvis man er heldig; det var vi ikke i dag, derimod vi så to kulsorte strandskader med deres røde næb og røde øjne, Black Oystercatcher, den er sjælden og truet, så vi følte os alligevel heldige – nok mest mig!
Men det er i aug.-sep. man skal besøge nationalparken, for da er den bare et stort blomsterhav!!

17. Paternoster

Lisså grim, charmeforladt, atmosfæreløs som Langebaan er ( men der er en super ” feel good” golfbane med breeede fairways og en god og sikker infrastruktur) lisså idyllisk, charmerende, smuk og fin er Paternoster, der ligger ved kysten et halvt hundrede km nordpå herfra.
Den hedder vistnok sådan, fordi mandskabet på et havareret skib i forrige århundrede bad så mange Fadervor, at den Gode Gud forbarmede sig over dem og reddede dem fra druknedøden.
Paternoster er oprindelig en lille fiskerby. De fleste af de små mørtelpudsede huse er efterhånden overtaget af velhavende captonians til smukt restaurerede weekend- og feriehuse, hvide alle sammen med mykenosblå eller svagt grønne skodder og døre – nok lidt Sydafrikas svar på Gl. Skagen!!
Og så er det stedet for ”kreef”, klippe hummere!
Vi var knapt kommet ind i landsbyen, før vi fik de første kreef tilbudt. Man skal primært bruge sin næse inden man køber....de må ikke lugte af noget som helst og der skal gerne endnu være lidt liv i dem, selvom det må være svært for et havdyr efter flere timer i solen i en plasticpose.
Man får osse tilbudt haler, men dem bør man af etiske grunde sige nej til, for det er som regel undermålere, hvor det er sværere at kontrollere størrelsen exakt.
Vi fik vore kreef til en god pris for både sælger og køber og sluttede eftermiddagsbesøget i Paternoster med et dejligt glas iskold champagne og 6 østers på en lille restaurant på stranden.

16. "The Very Sexy Shiraz"

I dag har det blæst så meget, at vi næsten ikke har kunnet stride os op ad 17èren, så efter golf kunne vi godt se, at strand kunne det ikke blive til og udflugt til Paternoster efter creef ( ligger ved havet) måtte osse udsættes til en dag, hvor den kolde ”southeaster” ikke styrer det hele. Solen skinner, der er ikke en sky på himmelen, men vinden er hård og kold; de sorte går med hættetrøjer og tilsnørede jakker.
Vi havde i SPAR set en vin ved navn ” The very sexy Shiraz”, den kommer fra Darling, som ligger 70 km herfra, så vi besluttede at lave en vinsmagning på winery Cloof. www.cloof.co.za De laver osse en meget lækker rosé, Darling Rose – selvfølgelig! Den kendte vi fra sidste år.
De sidste 10 km ind til vingården er riflet, rød grusvej, det gik langsomt og Frede brokkede sig – de har en unoaked chardonnay, der er opkaldt efter vejen...........”Dusty Road”!!
Men så nåede jeg både at se lyserøde flamingoer i en lille sø og to blå traner, der er Sydafrikas truede nationalfugl.
De har en meget kreativ pr.-mand på Cloof: Deres 450 Rand dyre Spitzenwein hedder således Cloof Crucible Shiraz – og det var da osse navnet, den sexede shiraz, der fik os til at standse op; der er ikke så meget chatø i Sydafrika. Vinene hedder : Fat Bastard, Porcupine, Arabella, Sexy Shiraz osv.
men det gør dem ingenlunde ringere.

15. Langebaan

Vejen fra Lambertsbaai til Langebaan går ind over Clanwilliam i Cederbjergene ad N7 ned til Citrusdal og Piketberg og derefter mod vest ud til kysten.
Det var en fantastisk smuk tur ad en dejlig bred vej med ikke ret megen trafik, når man betænker, at det er en hovedvej.
Garden Route kan godt gå hjem og lægge sig! Der er så mange andre ruter i Sydafrika, der er både smukkere og mere spektakulære.
Efter Citrusdal, hvor udstrakte citrusplantager prægede landskabet, kom vi over et højt pas ved Piekenierskloof og derefter åbnede landskabet sig i en bred og overvældende dal med kæmpe hvedemarker, så langt man kunne se.
Nu er vi i Langebaan, wind-og kitesurfernes mekka.
Det blæser altid!
Og her står den bare på golf de næste mange dage!

PS. På billedet fra hul 12 kan man se "vores" hus i baggrunden!

14. Lambertsbaai

Vi har forladt de vilde forrevne, smukke Cederbjerge og varmen. Vi er kommet igennem store områder med endeløse rækker af rooibos-buske, det er dem, de laver den rooibos-te af, som allerede khoi-san folkene, der lavede hulemalerierne på Sevilla Trail, også lavede det for tusinder af år siden. Rooibos - den røde busk- kan kun gro i Cederbjergene og alle forsøg på at dyrke den andre steder er slået fejl.
Den bliver i øvrigt solgt i Japan til skyhøje priser.
Nu er vi ved vestkysten i Lambertsbaai, og her er køligt; klimaet her er bestemt af den kolde Benguela-strøm, der kommer nede fra Antarktis, så selv når her er rigtig sommer, så bliver vandet ikke mere end 12-14 grader.
På grund af den kolde havstrøm er der rigtig mange fisk her, og derfor er der osse rigtig mange havfugle, pingviner, søløver og pelssæler.
Bird Island, der ligger nede ved havnen er hjemsted for en af Sydafrikas største kolonier af Kap-sule. Der er bygget et fugleiagttagelsestårn, så man kan stå ganske tæt på den store sulekoloni og betragte sulernes forskellige adfærdsmønstre, fx ”beak-scissoring”, hvor de strækker halsen lige op i luften og krydser klinger med de lange skarpe næb.
Det var totalt overvældende at se ud over det kæmpemylder af hvide fugle, det var som at være i en industriel kyllingefarm! Og hvordan de overhovedet er i stand til at finde tilbage til deres afkom og redeplads i den uoverskuelighed?
Der var en skrigen og en skræppen,en flaksen og en klapren af næb og vinger, når nabokonflikter gik over i håndgribeligheder.
Og så en gennemtrængende lugt af mågelort i varmt solskin!
Man har tidligere skrabet guano'en af og solgt den som plantegødning, hvilket desværre medførte, at antallet af pingviner gik stærkt tilbage, fordi de ikke havde nogle steder til redepladser. Det gør man nu ikke mere og pingvinbestanden er osse ved at komme sig.
Lambertsbaai er osse stedet for crayfish eller kreef, som de hedder på afrikaans, det er lækre klippehummere! Sæsonen er lige netop startet. Desværre har de store problemer med ulovligt fiskeri af dem; mange fattige fiskere, der ikke har licens til kreef, fisker dem ulovligt og forsøger at sælge dem ”sort” til turister.
På vores B&B hænger dette opslag:” U mag nie kreef koop van kreefsmousie nie” - du må ikke købe kreef af kreefsælgere aldrig!
Og vi har endnu ikke fundet ud af, hvor vi kan købe dem legalt!

13. Hulemalerier i Cederbjergene.

I morges klokken 8, inden det blev alt for uudholdeligt varmt startede vi på ”Sevilla Rock Art Trail”.
Det er en 4km lang vandresti gennem tørt eroderet klippelandskab stedvist bevokset med forskellige sukkulenter og grågrønne tornede småbuske. Den fører ind til 10 forskellige steder i klipperne, hvor man har fundet op til 20.000 år gamle hulemalerier, lavet af Cederbjergenes oprindelige beboere, Khoi-san folket. Dem, som vi kalder buskmænd.
Et sted så vi billede af en jæger med bue og pil og nedenunder det fineste lille zebraføl. Et andet sted var der et barns håndaftryk i mørk okker og to elefanter i gult. Senere kom vi til en mægtig klippeblok, der nærmest balancerede på den underliggende klippe og man var nødt til at lægge ind under den på ryggen for at se billederne.
Det vrimlede med små vævre dassies i klipperne, dassien er et pattedyr, den ligner en forstørret hamster, sådan på gravhundestørrelse – og hvis nærmeste slægtning er elefanten!!
Firben, små og store, og agamer, nogle med stærkt turkist hoved og bug, andre med et rødt hoved smuttede omkring og gemte sig og nede ved et vandhul stod mindst 20 store eland antiloper og kiggede på os.
Bortset fra alle dyrene mødte vi ikke en sjæl, vi havde hele det store område for os selv.
Varmt og stille.
Bagefter ville vi egentlig have kørt ned til Wupperthal, en anden gammel bøhmisk missionsby fra slutningen af 1800 med hvidkalkede, stråtækte små huse, ligesom Elim vi besøgte i forrige uge. Men da vi havde tilbagelagt 5km af de 30 ad en vaskebrætsrillet støvet grusvej – godt nok både bredere og bedre end den dagen før – kiggede vi på hinanden, rystede på hovedet og sagde :”Nix!! No more dirt!
Og kørte hjem.

12. GPS eller kort?

Man kan komme fra Robertson til Clanwilliam i Cederbjergene ad to ruter, enten ad den røde N7 eller den gule R303, der godt nok bliver hvid på det sidste stykke.....
Vi tog den sidste mulighed, fordi det så mest spændende ud; efter Prince Alfred Hamlet skulle vi over Gydopas og senere, inden Citrusdal over to pas til på omkr. 1100m hver.
Vores GPS ville overhovedet ikke være med, hun sagde bare hele tiden mere og mere insisterende: ”Vend om, vend om, når det er muligt”. Hun ville faktisk have os hele vejen tilbage igen, nedenom og over til N7. En tur på små 200km.
Først da vi havde 32 km tilbage, kunne jeg indstille GPSén på Citrusdal – så sagde hun til gengæld osse, at det ville tage 3timer 48min.! Så blev det ligesom klart for os, at hun måtte være i besiddelse af en viden, vi ikke havde.
Vejen var ”dirt”, som det hedder hernede, egentlig pæn nok grusvej, ingen andre biler og til at begynde med bare udstrakte plantager med citrusfrugter.
Efterhånden som vi kom op i højderne og nærmede os passene, blev vejen smallere og ringere – nu kunne vi slet ikke vende om, selv hvis vi havde villet det, det var simpelthen for smalt, ingen autoværn, og ca. 1000m`s brat fald ned – det var uhyggeligt.
Jeg sad med GPSèn og registrerede hver 100m vi kom frem. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis vi havde mødt en modkørende, det var for smalt til, at to biler kunne passere hinanden.
Heldigvis mødte vi ingen – hvilket i sig selv osse var med til at øge utrygheden. Hvem kunne hjælpe os, hvis der skete noget med bilen? Og egentlig måtte vi slet ikke køre på andet end asfalterede veje i den bil.
Så lettelsen var mere end kæmpestor, da vi endelig kom ned på asfaltvej og så Citrusdal ligge nede foran os og mærkede den stærke krydrede citrusduft, der trængte ind ude fra frugtplantagerne.
Og det tog os ikke 3 timer og 48 minutter – men kun lidt over 2 timer at tilbagelægge de 32km.
Denne her tur fik sidste uges tur over Swartbergpasset – som dengang var ret grænseoverskridende for os – til at fremstå som den rene søndagsudflugt!

11. Bobbejaans II

Der er ikke noget, der kan sætte gang i en stille søndag, som et besøg på et cognacdestilleri med rundvisning og efterfølgende smagning – før frokost!
Vi var på besøg på Klipdrift Brandy Destillery i Robertson, den nærmeste by herfra. Det var både spændende og særdeles informativt. Bagefter bød de på en lille appetizer-drink i deres smukke have: Export Klipdrift Brandy med gingerale og masser af is, lækkert, læskende og kølende. Dernæst skulle vi smage deres tre brandy'er og de blev selvfølgelig bedre og bedre; den tredje, Klipdrift Gold, en 21 år gammel, blød brandy på 38%, som med lethed kunne tage konkurrencen op med de fineste franske cognac'er.
Så da vi kom hjem til Tierhoek stod den på siesta!
Men igen fik vi ubudne gæster....
Vi blev vækket af en larmen og en trampen ovenover os – bavianerne legede tagfat på vores tag, hoppede frem og tilbage og jagtede hinanden, nogle drak af vores plunge pool, og to styk sad med næserne trykket flade mod vores soveværelsesvindue for at se om vi stadigvæk sov!
Frede fòr ud og råbte meget højt – og så var de i løbet af ingen tid hu-hej over alle bjerge!!

10. Bobbejaans.

Forleden havde vi været i Montagu og spillet golf om formiddagen, så da vi var kommet hjem til vores lille ensomt beliggende hus i de store bjerge og havde spist frokost, syntes vi, at vi nok havde fortjent en lille siesta.
Vi havde ikke sovet længe, for vi blev vækket af uro udenfor....
En stor flok bavianer med den store alfahan forrest og mødre med ungerne ridende på ryggen bagefter var på vej over til os for at fouragere og drikke vand – ikke af den store sø nedenfor huset...næh, af vores plunge pool!!!
Bagefter satte de sig velbehageligt ned i mesembryanthemerne, som Bruce har plantet omkring huset for at imødegå jorderosion. Mesems er sukkulenter med tykke kødfulde blade og smukke pinke og lysegule blomster, der kun åbner sig i fuld sol.
De hev de nye lækre skud og frugtkapslerne af og fortærede dem tilsyneladende med stort vel- behag.
Da vi syntes,at planterne havde måttet tåle nok, gik vi ud og jog dem væk.
Og de var medtagede, planterne, både af al bavianernes riven og flåen i dem, men de var stedvist osse helt maste af ,at bavianerne havde siddet på dem med deres tykke rumper.
Men det er nok ikke let at være bavian, hvis man ikke lige bor i et dyrereservat, de bliver med alle midler holdt væk fra frugtplantagerne længere ned i dalen, og her bliver de osse jaget væk.
Det havde vi lidt dårlig samvittighed over.

9. Splendid Isolation

„Tierhoek“ betyder tigerhjørnet på afrikaans, det er selvfølgelig ikke tigre, der lever her, men „tier“ er den lokale betegnelse for leopard.
Bruce, farmeren, der ejer „Tierhouse Cottage“, hvor vi bor p.t. ,. fortæller, at de hvert år mister lam pga. leoparderne, men det er en rimelig betaling, fordi de holder både sjakaler og bavianer væk; de sidste er nemlig en stor trussel for den afgrøde Bruce og hans familie lever af: blommer, ferskner, abrikoser og anden frugt og vin. De driver en økologisk frugtfarm og fremstiller diverse lækre chutneys, marmelader og tørret frugt; jeg har lige spist deres kvæde og koriander gelè, til morgen – meget delikat!
Tierhoek Cottage ligger inde i den smalle Spaarkloof-dal, langt fra alting; vi har 2km ad et lille støvet hjulspor ned til Bruce`s farm, der er ingen internet, ingen mobildækning, solarstrøm og gas.

Lige da vi ankom, var jeg ret utryg, aldrig havde jeg været så langt fra alting, totalt ”Palle alene i verden”, men nu.....ja her er bare helt fantastisk, stille, overvældende, fredfyldt, smukt.
Vi har et victoriansk badekar på løvefødder og udendørs bush-bruser, så man kan stå under duschen og se ud på de omgivende bjerge. Mellem stue og soveværelse er der en kæmpe stenpejs, der er åben ud til begge rum. Mod øst har vi en overdækket ”stoep”, en veranda med stor braai og en herlig, dyb, kølende plunge pool – og den mest guddommelige udsigt ud over en sø over mod det høje majestætiske Laangeberg bjergmassiv bagved, og vi kan ikke herfra se noget, der bare minder om menneskelig beboelse.
Det er helt ”Det lille hus i bjergene”!
Her er forskellige antilopearter, hulepindsvin, bavian, leopard og en masse andre dyr, men det er naturligt forekommende dyr, ikke nogen, der er købt ind til et reservat. Vi har ganske vist ikke set nogen dyr overhovedet endnu, men de bliver vel tørstige på et tidspunkt og kommer ned til søen.
Men jeg så i morges ude i det løse sand på vejen nogle meget katteagtige store poteaftryk...
Såeh....hvem ved?

8. Igennem Groot Karoo.

I dag kørte vi fra Prince Albert nordpå op til N1 igennem Karoo ørkenen; det er ikke en sandørken, som Sahara, men bare grus og skarpe sten i brunt og okker med en asfalthård overflade, hvor næsten intet kan gro – det eneste der gror her er spinifex'er – der der, der i westerns altid ruller med vinden efter „the lone rider“.
Vi kørte en timestid op til N1 og mødte ikke en eneste bil, og vi så heller ikke hverken mennesker eller dyr, alt var bare øde øde øde...det eneste tegn på menneskelig aktivitet vi så i den golde, karske natur, var en vindmølle indimellem.
Karoo-vindmøllerne er vigtige i dette område, idet de trækker det livsnødvendige vand op fra undergrunden. Alle de „floder“ vi passerede var støvtørre gruslejer, der var absolut intet vand, bare tørt og øde! Og det fortsatte de næste to timer ned ad N1 ned mod Matijesfontain.
Og pludselig dukker der så en viktoriansk ørkenoase op midt i Karoo, man tror nærmest det er løgn, er man i England? Der er sågar en original dobbeltdækkerbus fra London, der tilbyder en byrundtur på – 4minutter!!
Det hele skyldtes en ung skotte ved navn Logan, der i 1887 fik en spiritusbevilling i byen....og resten er en anden og længere historie.
Fra N1 tog vi R318 ned til Montagu, en imponerende og meget flot tur op over to høje bjergpas, hvor vi osse nærmest var eneste bil på vejen. Den har altid stået i skyggen af den berømte R62, men den kan med lethed måle sig med den, både i dramatik og skønhed. Især det sidste stykke var ved at blæse en omkuld.: Nedad gik det i skarpe serpentiner og efter 17.sving åbnede det tørre grågrønne landskab sig ud til den frodige, brede Montagu dal med et kludetæppe af forskellige nuancer af grønt.
Vinmarker, grøntsager og frugtplantager.

7.Midt i Karoo

Når man er kommet over og ned fra Swartberg Pass, ligger den lille smukke by, Prince Albert omgivet af bjerge på næsten alle sider og med masser af vand i undergrunden, så der midt i Karoo-ørknen kan vokse grøntsager, blomster, vin og oliven. Der er faktisk et akvaduktsystem i byen, hvor vand løber i cementerede render med åben- og lukkefunktioner til sidekanaler, så alle kan få del i vandet.

Det gamle navn „Kweekvallei“ betyder da osse „dalen, hvor alt trives“.

Smukke hvide huse ligger langs den overbrede hovedvej gennem byen; det stammer tilbage fra ”Voortrekkertiden”, hvor en vej skulle være så bred, at et oksespand på 16 okser skulle kunne vende midt på vejen – en lille Chevrolet AVEO LS, vores lejebil, kan i hvert fald uden overhovedet at komme tilnærmelsesvis i nærkontakt med kantstenen klare en u-vending, når man finder ud af, at man er kørt i den gale retning for at komme ud til vinsmagning i Bergwater!

I formiddags gik vi ”The historical town walk! - byen er på størrelse med Aalbæk!!- og så på alle de fine huse : der er Kap-hollandske huse med de typiske gavle, Kap- huse med spidst tag og falske skorstene, så de fine victorianske huse med søjler og verandaer og til sidst de mere beskedne fladtagede Karoo- huse, ”brakdakkie”.

Vi bor i et Karoo- hus, hvor loftet indeni er lavet af tagrør og ovenpå er det lerklinet, som det skal være i Karoo-huse, jeg tror nu nok vores er vandtæt. Det er en lille privat olivenfarm, vi bor på, med tre hunde, to katte og nogle høns og kyllinger og vi har bare det yndigste hus; vi kunne godt være blevet lidt længere her – især hvis der havde været en golfbane.....ja, der er faktisk en golfbane; vi var derude i går og blev modtaget af to forventningsfulde små sorte, støvede drenge. De ville så gerne gå caddy – men banen...tja, det var ørken! Ikke i Sahara-ørken forstand, men sten, grus, sand, brunt, gråt, varmt og støvet og bevokset med livløse tornede småbuske. Greens var uden buske! Der var et flag og så en cirkel nogenlunde plant sort sand.

Vi spillede ikke golf i Prince Albert

6. Over Swartbergpasset.

I 1888 åbnede bjergpasset Swartberg, som nok hører til noget af det smukkeste og mest spektalulære i Sydafrika. Det er et mesterværk af vejkonstruktøren Thomas Bain, som han fuldførte med hjælp af omkr. 400 straffefanger på fire år.

Vi kunne vælge, om vi ville over den ”lette” vej eller over passet; vi valgte selvfølgelig den over det omkr.1500 m høje bjergpas, osse fordi vejret havde været godt de sidste dage, og fordi det startede helt fantastisk i morges: blå, blå himmel, helt stille og ikke en sky, ikke engang i horisonten og da vi kom op til, hvor vejen over passet begynder, fortalte skiltet os da osse, at passet var åbent.

Op gik det og op gik det og op gik det ad en støvet ujævn grusvej....med en udsigt ned over det opdyrkede lavland i Cango Valley og over til Outeniquabjergene, der bare fik en til at sige ”waouh”. Nogle steder havde straffefangerne lavet en lav beskyttelsesmur ned mod afgrunden, håndstablede sten...sten på sten, der i hvert fald gav en lille illusion af sikkerhed....
Der var mange steder muligheder for at gøre holdt og nyde den fantastiske udsigt, mod nord Gross Karoo og mod syd Klein Karoo. Jo længere vi kom op des koldere blev det og vinden tog rigtig til.
Nedad så det anderledes ud: fantastiske klippeformationer, ikke noget med opdyrkede arealer, sparsom ørkenvegetation, sten og tornede buske – og kongeprotea'en, Sydafrikas nationalblomst, som jeg endnu aldrig havde set vild, kun i blomsterbutikker! Der var flere bjergskråninger, hvor den stod i fuldt flor.
Det var det rigtige Karoo!
Jeg ville have Frede til at tage et billede af mig sammen med kongeprotea'en, så man kunne se hvor stor den er, men da han trådte ind i krattet for at komme op til mig, der stod nogle meter højere oppe, røg han tilbage, fordi en slange lige hvislede forbi hans fødder.

Den var smuttet, da jeg skulle ned!

5. Oudtshoorn

I morgen siger vi farvel til Yotclub i Oudtshoorn og håber på mindre overdådige morgenmåltider de kommende overnatningssteder; vi får den lækreste morgenmad her med bl.a. vores eget personlige lille, varme, nybagte grove formbrød kun til os to og så alt det andet, vi kan næste ikke nænne at levne, fordi det er lavet med så megen kærlighed og omtanke.
Så¨er det godt at vi har kunnet spille golf her og hver dag gå 18 huller.
Golfbanen er helt speciel, ikke hverken den smukkeste, eller den mest velholdte eller den mest spændende – da vi første gang spurgte efter en baneguide, rystede manageren på hovedet og sagde, at det var ikke nødvendigt:” Just up and down and up and down” !! Men på en eller anden måde har atmosfæren fanget os – og for Frede er den nærmest blevet kult!
Klubhuset er lisså gammelt som banen, lidt over 100 år og tiden er umærkeligt gået hen over begge uden de store ændringer.
Restauranten med baren er mørk og halvskummel og der lugter af gamle ølsjatter, tobaksrøg, sure cigarer og dårligt friturefedt, på døren står et skilt: ”SMOKING AREA! NO ADMITTANCE UNDER 18”
Sådan!!! Så ka' de lær' det...!
Man kan altid komme til på banen, der er faktisk flere dyr end mennesker : en gang så vi den sødeste lille surikat, de der små der står på bagbenene og holder udkig på en lille høj – vi er jo i Karoo!
Grå ibis'er med iriserende fjer går rundt og pikker orme med deres lange krumme næb, hærfugle med rejst krone, en enkelt stor gammel skildpadde i adstadigt tempo tværs hen over 15'eren – slow play!
Det er bestemt ikke nemt at holde koncentrationen om spillet i Oudtshoorn!

4. Afrikas sydligste punkt

I dag tog vi afsked med hvalerne i De Kelders i plaskøsende regnvejr og satte kursen mod Oudtshoorn i Klein Karoo, som er et halvørkenområde, så vi kan kun håbe på varme og tørvejr.
Men først skulle vi ned om Kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt, der hvor Atlanterhavet og Det indiske Ocean mødes – det er nemlig ikke Kap Det Gode Håb, der er Afrikas sydligste punkt!
På vejen derned gjorde vi en lille afstikker ind til Elim, en lille, glemt og hensygnende landsby med karakteristiske hvidkalkede, stråtækte små huse, den er erklæret „National heritage site“ og den måtte vi naturligvis aflægge et besøg. Den er grundlagt engang i 1800-tallet af stærkt troende bøhmiske udvandrere, som lavede en missionsstation der – og den har ikke forandret sig siden!
I L'agulhas fik vi, efter at have været oppe i det gamle fyrtårn, dejlig frisk fisk på et lille sted med udendørsservering - og solen skinnede stadig dejligt.
Så gik turen videre de omkr. 400 km ad Route 62 til Oudtshoorn, en betagende smuk tur gennem fynbos-bevoksede bjerge over flere bjergpas til det tørre Karoo-område og Oudtshoorn.
Og her regner det!!!

3. Hvaler, hvaler, hvaler...

I dag har vi gået Klipgat Trail, en vandresti på 7 km, der går fra Gansbaai op til Klipgat på den anden side af De Kelders. Den følger den forrevne klippekyst langs havet op og ned og ud og ind igennem den nøjsomme fynbos-vegetation (fine bush!), hvor der heldigvis stadig var mange smukke blomstrende planter tilbage, selvom det er ved at være sent på sæsonen for den slags.
Hele tiden måtte vi stoppe op og kigge ud over havet, fordi der igen var en hval oppe og ”lobtaile” eller ”spyhoppe” - dvs. at henholdsvis den ene eller den anden ende af hvalen er over vandet!
Og da vi kom hjem og sad på balkonen og nød et glas iskold sauvignon blanc var der en hval, der simpelthen fyrede det helt store show af for os!
Den lavede alle de kunster hvaler kan....den svømmede bl.a. på hovedet - ”sailing” hedder det i hvalterminologien (!) - med halen så lang tid over vandet, at det endelig lykkedes mig at få et ordentligt billede af ”The Fluke” - det var meget stort for mig!

Frede er mere pragmatisk på det område, lidt mere:”seen one, you've seen them all!

I morgen skal vi videre til Oudtshoorn i Klein Karoo, et halvørkenområde. Det er nok godt for mig, så jeg kan komme lidt ned i gear, jeg kører i højeste alarmberedskab her p.g.a. hvalerne, jeg kan ikke holde siesta og slappe af, fordi jeg kontinuerligt, osse når jeg ligger i min seng, holder øje med havoverfladen om der skulle være noget det ligner hval.....og nu er der en igen......! Hele tiden med halen oppe over vandet og slash - bang ned,slash – bang ned... så vandet står i larmende kaskader omkring den.
Den sender sikkert signaler til andre hvaler.

2. Cape Town - De Kelders

Vi havde en meget flot tur ned; sidste gang vi var i SA fløj vi ned med British Airways over London og ruten fulgte derfor Afrikas vestkyst.
Denne gang fløj vi over Istanbul og fløj derfor lige hen over Cairos imponerende lyshav, fulgte Nilens løb sydover og så ganske tydeligt i nattemørket fra 10.000m's højde Luxor og Aswan dæmningens lys med en stor orange halvmåne liggende „forkert“ på ryggen ovre mod øst.
I Cape Town var der sket en del forandringer bare på det ene år, bl.a. var de entreprenante selvbestaltede dragere forsvundet fra lufthavnsområdet, så vi kunne gå fuldstændig uantastede med vores bagage over til den ventende udlejningsbil.
Dejligt – men hvad mon de så lever af , de kuffertbærere, der nærmest rev kufferterne ud af hænderne på en, før VM i fodbold?
Vores første dag i Sydafrika startede med den fantastisk smukke og dramatiske Whale Route langs kysten til De Kelders; en herlig måde at starte en ferie her på.
En flot tur på bare et par hundrede km.
Vi nåede vores mål sent på eftermiddagen, men stadig dog lyst nok på trods af havgusen, til at kunne se de to hvaler, der tumlede lige nede foran vores store balkon!
Vi bor i en lækker selfcatering luxuslejlighed en veritabel spytklat fra vandet.

De to hvaler underholder!! Stikker hovederne op af vandet og smider sig ned på ryggen med et stort plask, de ”breacher” hedder det på fagsprog, slår på vandet med forlufferne, så det siger slap, slap, slap eller slår med halen på vandet. Længere ude kan vi se tre andre hvaler, der tumler rundt. Når de blåster, lyder det som om man lukker damp ud af en sikkerhedsventil.

I går aftes sad vi derude med resten af af vores dejlige sydafrikanske shiraz og nød mørket og aftenstilheden og hørte hele tiden hvalerne pruste og blåste derude.

Det er den sydlige rethval, der kommer hertil i sep.-nov. for at kælve og parre sig, inden de igen svømmer sydpå til deres store iskolde krillspisekammer ved Antarktis.

Men for søren, hvor de er svære at fotografere! Det er ulige nemmere at få et godt billede af en geysir i udbrud end af en sydlig rethval, der breacher.

Jeg er i gang med Canon's omfangsrige brugsanvisning for at læse mig til en anden indstilling end ”auto”, noget med kortere lukketid og optagelse af flere billeder i serie – hidtil har jeg nærmest kun fået hav med en enkelt luffe eller lidt skumsprøjt!

1. Sydafrika

1.Turkish Airlines.

Jeg havde i min fordumsfuldhed altid ment, at Turkish Airlines var noget af et skodselskab...!
Det var det ikke!
Alene flyets indvendige aptering var både speciel og opløftende: sæderne var betrukket med handskeblødt turkisfarvet (Turkish !!) lammenappa med kedjer og andre accenter i caffelattebrunt. Så nydeligt, så nydeligt!
Betjeningen var sød, venlig og effektiv, ikke sure stressede og vripne stewardesser, som vi somme tider har oplevet det på Thai Air..
Vi har fået både kebab, dolma og borek og dertil en udmærket tyrkisk rødvin og vi var enige om, at dette var den bedste flymad og do. betjening vi havde oplevet på economy overhovedet – og så viser det sig sandelig, at Turkish Airlines netop har vundet worldwide som bedste catering i economy 2010 – så vi var jo bare heldige!Og man fik ovenikøbet "flyvekit" med både sokker, sovemaske, læbepomade m.m.
Da vi mellemlandede i Istanbul vrimlede det bare sådan med hvidklædte mennenker, nogle med orange klæde om hovedet. De fleste var svøbt i lagner, de kuldskære i tykke hvide frotteehåndklæder i uopskåren......mekka!
Min første tanke var nærliggende sådan en Allehelgensdag: De fejrer rigtignok Halloween her!!
Indtil jeg så, at de alle stillede sig op i køen til maskinen til Medina....!

14. Fire hundrede huse for en havn!

Den sidste dag på Island blev mindst lisså fed og oplevelsesrig, som alle de foregående.
Vi tog til Vestmannaøerne, hvor jeg altid ønsket mig at komme hen, i hvert fald siden `73, da Surtsey steg op af havet!

Vi startede med en bustur rundt på Heimaey.
Vi så deres fine 18-hullers golfbane, som ligger fantastisk inde i en i tidernes morgen udslukt vulkan, inde i den kæmpestore caldera, så den er beskyttet af vulkanens skråninger mod de iskolde vinde, der hersker på Vestmannaøerne en stor del af året. Kun mod syd er den åben ud til havet.
Det trak lidt i os....!
Måske en anden gang.

Dernæst kom vi forbi den gamle vulkan Helgafell, der ligger lige ved siden af den nye Eldfell, som blev dannet ved det store udbrud i 1973. Vi besteg krateret, og det var mærkeligt at forestille sig, at der 70m under vore fødder lå 400 huse begravet. Når man gravede lidt ned i vulkangruset, var det helt varmt, dog ikke så varmt, at øboerne kunne udnytte geothermikken til husopvarmning; som man gjorde det de første 7-8 år efter udbruddet.
Da lavastrømmen en overgang truede med at lukke øens beskyttede naturhavn, befolkningens økonomiske livsnerve - Vestmannaøerne står for 25% af Islands samlede BNP i form af fisk, fisk og fisk – besluttede man at forsøge at ændre lavaens retning ved at pøse uanede mængder af havvand på den. Det lykkedes, men det kostede 400 huse, som lavaen så i stedet gik hen over.

Næste programpunkt var besøg i lunde- eller søpapegøjekolonien – det havde jeg virkelig set hen til.
Lunderne har gravet deres huler i en frodig græsklædt skråning højt over havet, og der skulle være i tusindvis af fugle – men jeg lærte én ting : når vejret er godt med sol og ikke megen vind, så er lunderne på havet og vender først hjem til boet ved aftenstid. Kun hvis vejret er dårligt er de ved deres bo hele dagen.
Og vi havde rigtigt dejligt vejr!
Og lunderne lå 50m nedenunder os på havet og vuggede!

Så skulle vi på bådtur rundt om Heimaey. Det var en stor og betagende oplevelse at se de stejle øer med hvidskidte fuglefjelde og grønt græstag fra søsiden. Der var et mylder af fugle: alke, tejster, lunder, lommer, lomvier, store styrtdykkende suler med imponerende vingefang, rider, måger, terner...

Vores bådfører/guide var en karismatisk, bredskuldret vestmannabo med halvlangt solbleget hår, veltrimmet fuldskæg, blå øjne, en rigtig nordisk viking, en Gunnar fra Hlidarende at se på og dertil kom, at han var både vittig og venlig.
Som afslutning på bådturen sejlede han os ind i en stor lavagrotte og for at demonstrere den usædvanligt fine akustik derinde, tog han en tenorsax frem, stillede sig ned i agterstavnen og spillede: ”Besame, besame, muuuucho.......”

Der var ikke et øje tørt, i hverfald ikke hos den kvindelige del af turdeltagerne!

13. Hallgrimskirken

Hallgrimskirken er Islands største kirke, et moderne, grandiøst, monumentalt betonbygningsværk.
Hvadenten man kan lide den eller ej, så bliver man i hvert fald totalt overvældet ved synet af den.
Det er Gudjon Samuelson, der har tegnet kirken og det mærkes da osse, at Svartifoss med sine betagende hexagonale basaltsøjler igen har huseret i hans underbevidsthed....
Tårnet er næsten 80m højt, og da det står på Reykjaviks højeste punkt er det et sikkert kendemærke for vildfarne turister at orientere sig efter.
Selve kirkerummet er smukt i al sin nøgne enkelhed, der er næsten kun det store orgel som dekoration og så de slanke neogotiske vinduer og de høje hvælvinger.
Og så er der en akustik, en klang i det rum, der er helt unik!
Vi var så heldige, at vi kunne overvære en koncert med kirkens kammerkor, Scola Cantorum.
Da den første introitus til en bearbejdet gammel islandsk folkesang lød fra en stærk solosopran, fik vi reverenter talt gåsehud ved lyden, det var bare så smukt.
Uden for kirken står en statue af Leif Erikson, der skuer ud efter Vinlandets forjættede kyster.
Den er sådan lidt ”Kraft durch Freude” og giver ikke så få mindelser om sovjetisk socialrealistisk heltedyrkelse....
Frokosten indtog vi i herligt varmt solskin på fortovet i vores lille centralt beliggende guesthouse, Pisa; gudbedredet.... en italiensk restaurant, som mindst et halvt hundrede andre i denne by!

12. Thingvellir og Thingvatn

Slutmålet på vores sidste dag af rundrejsen var Thingvallasletten og Thingvallssøen.
Et fantastisk sted både historisk og geologisk; det ligger nemlig på to kontinentalplader, der årligt fjerner sig knap 1cm fra hinanden.
Vi startede med at stå på den yderste kant af den nordamerikanske kontinentalplade og se ud over den vidtstrakte slette og prøve at forestille os, hvordan det mon kunne have været for 1000 år siden, når de islandske høvdinge mødtes en gang om året på Altinget for at lovgive, dømme og løse tvistigheder.

Senere kørte vi til Reykjavik og fik afleveret bilen hos Hertz efter at have kørt 3000 oplevelsesrige km. Gudskelov uden så meget som en skramme.
Reykjavik er en ganske usædvanlig hovedstad, tilbagelænet, lidt proviensiel og overskuelig. En by med en dejlig atmosfære – og en by med restauranter og barer i snart sagt hvert andet hus; jeg ved slet ikke, hvem der skal holde liv i alle de etablissementer....
Der er så mange smukke, smarte piger, alle med perfekt make up og stylet til fingerspidserne – alle de, der går rundt og ser trokkede ud, er turister!
Vi så bl.a. en smuk pige, der var ude at jogge på hovedgaden(!),, make-uppet og chick med de sorte stramme leggings sluttende lige der, hvor de skulle, så man lige fik et kig til den moderigtige tatovering hun havde der hvor g-strengstrusserne sluttede, og en overdel, der var så knap, at den tillod et kig til det, der var indenunder. Hun løb en speciel islandsk mennesketølt uden at få sved på panden eller pulsen op – højst hos de mænd, hun løb forbi!
Og de islandske unge mænd...de kører blærerøvsture i deres mega monstre af 4WD`s med dæk så store og brede som traktorhjul.
Modeforretningerne er et kapitel for sig! De unge islandske designere kan trylle med den islandske uld og pille det bondske hemsløjd-look ud af den og lave ting, som man normalt ville anse for umulige, som f.eks. sætte silkeærmer til en kjole strikket af fin tynd fåreuld!

Vi sluttede dagens udforskning af byen med en portion glohed hummersuppe hos Sægreifinn, et lillebitte sted nede på havnen. Hummersuppen er stedets specialitet, men man kan osse få grillspyd med minkehval(!), føl(!!), kammuslinger, torsk, laks, helleflynder, havkat og et par stykker til.

De 22 grader, sol og ingen vind, vi havde haft hele eftermiddagen havde ændret sig til 14 grader, kold vind og overskyet, så hummersuppen var lige det der skulle til!

11. Kan man samle på vandfald....?

Jeg ved snart ikke, hvor mange vandfald, vi har set på Island....
Det ene mere overvældende og spektakulært end det andet: smukkere, større, voldsommere, vandrigere, højere; jeg er klar over, at vi desværre mangler Glymur, som er Islands højeste på over 200m, og det er måske allerede et tegn på, at jeg er ved at være „vandfaldssamler“?

I går „fik“ vi Svartifoss, en af mine favoritter, et meget tyndt, højt, smukt, smukt vandfald, der med sine helt regelmæssige hexagonale søjlebasaltklipper, har tjent som inspirationskilde for bl.a. Islands første uddannede arkitekt, Gudjon Samuelson i mange af de bygninger, han har tegnet. Jeg tror osse, at det danske arkitektfirma, der har tegnet det nye rådhus, som vi så i Akureyri, har været en tur oppe og kigge på Svartifos.

I dag fik vi hele to vandfald.
Først Seljalandsfossen, der er helt speciel, fordi man kan gå bag om den; man bliver ganske vist noget våd, men det er ret fantastisk at stå inde bag ved det våde rullegardin og kigge ud. Og så hører det osse til de smukke, tynde, høje vandfald. Det er omkr. 60 m højt. Smukt med det frodige, tykke grønne græs omkring; græs, der aldrig kommer til at mangle vand. Og solens stråler, der reflekteres i den vandmættede luft.

Det andet i dag var Gullfoss og det er et af de tykke, voldsomme, vandrige, imponerende, skræmmende, tordnende...man bliver næsten våd af det, inden man får øje på det, så meget vand er der i luften omkring og ligegyldigt, hvorfra man ser det, dannes der de flotteste regnbuer. Det er et meget bredt vandfald, der nærmest er i to etager, først styrter det omkring 30 m ned, så drejer det og forsvinder ned i en 70 m dyb kløft. Vandet kommer oppe fra Langjøkul, hvis hvide gletsjerkuppel tydeligt ses nedefra imellem forrevne bjerge. Der er så meget power på vandet, at det et helt uigennemsigtigt hvidt, nærmest flødeskumsagtigt.

Dage sluttede på Geysir Golfbane, der ligger lige over for Geysir & Co; sidstnævnte er bl.a. Strokkur, for Store Geysir er der ikke så meget krudt i mere, men Strokkur viser sine kræfter med ca. 7 min`s mellemrum; smukkest er faktisk den store, gennemsigtigt turkise helt regelmæssigt hvælvede bule, den danner, inden den eksploderer i en 25m høj fontæne.

Min score på første og sidste hul blev ikke så fantastisk: derfra kan man se lige over på Strokkur!!

10. Bræer, bræer, bræer....

Jøkulsarlon er en stor gletsjerflodslagune neden for Vatnajøkul, hvor f.ø. en eller to James Bond film for en lille del er blevet optaget; jeg tror nok ”Die another day”, hvor JB både snowboarder, står på ski og kører snowbobcat på den evige sne.
Jøkulsarlon er en kæmpestor sø fyldt med både lavasorte, næsten hvide og mere turkise små isbjerge, som bevæger sig langsomt med strømmen ned mod Atlanterhavet nogle hundrede meter længere mod syd.
Efter at have beundret det usædvanlige syn, gik vi ned til stranden med det kulsorte lavasand, hvor kolde isskosser fremkaldte dampende skyer ved mødet med det relativt varme Atlanterhav.
Frede fandt to opskyllede isklumper af passende størrelse, som vi – i plastpose – lagde ned i vores køletaske.
Og så havde vi herlig gletsjerafkølet dåseøl til vores frokost!
Vatnajøkul dækker et område på omkr. 8000 kvkm, og vi kørte flere timer med forskellige gletsjertunger til højre for os, nogle ganske tæt på vejen, så vi ad små dårlige grusveje kunne køre ind og kigge nærmere på dem, bl.a. den meget mindre, men meget smukkere Fjallsjøkul med tilhørende gletsjersø med fine turkise isskosser, der flød rundt.
Mellem Vatnajøkul og havet er der en enorm sten/sandslette, Skeidararsandur, skabt af gletsjernes skuren mod underlaget gennem årtusinder, kombineret med alt det vand, de vulkanske gletsjersøer har sendt ned i lavlandet.
Den rækker faktisk fra Skaftafell til Kirkjubærjaklaustur , det er 66 km og så er den 15 km bred, så det er noget af en stenørken.
Somme tider opstår der i det område sandstorme, der er så kraftige, at de kan slibe malingen af en bil!!
I november `96 var der et såkaldt ”jøkulhlaup” - uanede mængder af vand, mudder, sten , grus, kæmpe klippe- og isblokke væltede ud over Skeidararsandur efter et vulkanudbrud under Vatnajøkul. Syv kilometer af den vej, vi netop har kørt på, og som er anlagt på dæmninger på stensletten, blev skyllet væk og flere broer blev smadret.
Det er helt ufattelige kræfter, der er på spil.
Fredeligere var det at besøge kirken i den lille bygd Litlahof. En lille bitte tørvekirke med græstag og tykke tørvemure. Og indeni et smukt blåmalet tøndehvælv, som vi osse har set det i andre små islandske kirker.
Dagen sluttede med et besøg på Kirkjubærjaklaustur G.C., hvor vi lige skulle tjekke, om vi vil spille der i morgen....
Og det vil vi!

PS. Vi har haft 22 grader i dag, herlig sol, ikke megen blæst.