7. Sydafrika

I går efter golf kørte vi en tur op til den fine, lille ferieby Paternoster med alle de maleriske hvidkalkede huse med blå eller lysegrønne døre/vinduer. Det er lidt ligesom et Mykonos eller Symi transponeret til en anden verdensdel.
Der kan man få 'kreef', rock lobsters – de er ganske vist ulovligt fanget af fiskere, der ikke har licens dertil, men vi har trods flere forsøg endnu ikke fundet et sted, hvor vi kan købe de legale... På parkeringspladsen nede ved stranden er der masser af kreefsælgere, ja, bare man holder stille i Paternoster bliver man nærmest overfaldet af ivrige sælgere.
Vi købte 10 hummere til 100ZAR=10€, jeg ved ikke om det var dyrt eller billigt, men lækre var de, da de havde være en tur på braai'en.
I morgen er sidste golfdag i Langebaan og torsdag d.1.dec. kører vi herfra til Cape Town, afleverer den udmærkede Toyota Corolla, vi ikke har kørt mere en et par tusind km i, og sætter os til at vente i lufthavnen. Vi skal flyve med BA 20.50 over London og er i Hamburg næste formiddag 10.30.
Og nu glæder vi os osse til at komme hjem!

6. Sydafrika

I dag vågnede vi op til et brag af en dag: blå, blå himmel, ikke en eneste sky i syne.
Og som noget ganske særligt for Langebaan: INGEN VIND!!
Vi stod på 1.tee 7:18, korte bukser og bare arme. Kun os to, herligt!
Langebaan Golfbane er en flad smuk Gary Player-bane med brede fairways, godt græs og hurtige reelle greens.
Den er anlagt i 'strandveld'en', den typiske vegetation er tørketålende, grågrønne tornede småbuske, forskellige euphorbier, andre sukkulenter og græsser. Indimellem heldigvis osse en farveklat af en lille klynge hårdføre farverige blomster, der lyser op i alt det ensformigt drapfarvede.

Perlehøns, små antiloper som grysbok og springbuk, lejlighedsvis en struds eller tre, skildpadder, ibisfugle med deres krumme næb og hæse skrig behøver man ikke engang være heldig for at få at se. De bor på banen!

Frede spillede bare rigtig godt og efter lidt klytværk på de første ni, begyndte jeg osse at ramme min bold, så jeg gik de sidste ni til handicap.

Langebaan er en rigtig ' feel-good' bane!

5. Sydafrika.

De første hundrede kilometer mod vest fra Mossel Bay var ikke noget særligt, hverken m.h.t. natur eller landskab. Gradvist kom vi ind i et område med uendelige, vidtstrakte, bølgende, nyhøstede hvedemarker, men da vejret var overskyet og med heftig regn indimellem var lyset svagt og farveløst, så omgivelserne blev bare et studie i forskellige nuancer af blegt gult og brunt.
Senere drejede vi mod nord ind i bjergene mod Franschhoek ad en spektakulær bjergvej med kurver og nåleskarpe serpentiner, fald og stigninger op til passet og efterhånden som solen kom frem, så kom der technicolor på palletten!
Franschhoek – det franske hjørne – ligger fantastisk smukt inde i dalen beskyttet af bjerge til alle sider. Det gule og brune blev afløst af vinmarkernes satte grønne og humøret steg med temperaturen.
Vi ville have været til vinsmagning på 'Leopards Leap', de laver er forrygende shiraz, men desværre var der lukket p.g.a. ombygning, så vi nøjedes med en lille bid mad i en fortovsservering i den smukke, lille ( turistede ) by med de mange maleriske, hvide kaphollandiske bygninger.
Så gik det ellers videre de sidste par hundrede kilometer mod Langebaan, hvor vi nu er installeret i en herlig lejlighed med to soveværelser, to badeværelser, braai på terrassen og fladskærm i stuen!
I morgen har vi tid på golfbanen kl.7:30.
Vi glæder os til at gå alene!

4. Sydafrika

Vi har nu haft knap to uger, to herlige uger her på golfbanen i Mossel Bay og fået spillet en masse golf.
I morgen går turen videre til den sidste uges ophold på Langebaan Golf Estate ude ved vestkysten et par timers kørsel nord for Cape Town.
I dag regner det for en gangs skyld og springbukkene står lisså stille med de hvide rumper op mod vinden ude på 12'erens fairway, de ser lidt stakkels ud!
Men alle glæder sig over regnen, den har man ventet på længe.

3. Sydafrika

Det er meget svært at koncentrere sig om golfspillet på Mossel Bay......Man kan se hav fra alle huller, somme tider kan man være heldig, at se en hval blåste eller komme op med halen, overalt går små elegante springbukke omkring, flere med bittesmå nyfødte kid, perlehøns med fine lyseblå hoveder futter af sted i en vældig fart, de har glemt, de er fugle og faktisk kan flyve, de løber simpelthen så hurtigt og uden at bevæge kroppen, så det ser ud som om, de har motor og er trukket op!
På 3'eren så vi en hvid springbuk, en albino, den var nok hurtigt blevet snuppet af et rovdyr i den virkelige natur.
I morges havde vi et lillebitte kid helt oppe på vores terrasse; Delene og Hannes, som ejer huset, hvor vi bor og selv bor ovenpå, fodrer dyrene hver aften; lige nu går der en vred påfugl og skælder ud på Frede, fordi han sidder på terrassen.
Det eneste negative vi kan sige om Mossel Bay Golf Club er, at der er rigtig mange matcher, så det kan være lidt svært at få tider, så det der med 'first flight' hver dag, som vi er vant til hjemmefra, den går desværre ikke, men det er heller ikke så dumt med en hviledag indimellem.

'Vores' hus er nummer to fra venstre!

2. Sydafrika

Fra den lille ensomt beliggende Stone Cottage i Tierhoek ved Robertson og nogle afslappende dage kørte vi videre mod Mossel Bay, som ligger nede ved kysten, ved Det indiske Ocean.
Vi valgte den spektakulære Route 62 til Oudtshoorn, en fantastisk flot tur i Karoo halvørkenen med bjerge, bjerge, bjerge.. og en fin asfaltvej, hvorefter vi kørte sydpå ad R328 ned over Robinson Pas, osse en flot, flot tur, hvor det bare blev koldere og koldere for til sidst at slutte helt inde i skyerne, da vi nåede op over passet; heldigvis kom solen og varmen frem igen, da vi nåede ned til Mossel Bay.
Nu bor vi i 'Golfers Dream' i Mossel Bay Golf Estate, en lækker stor villa, som ligger ud til 13'erens green.
I morgen skal vi ud at spille!

1. Sydafrika

- Kontrasten kunne næste ikke være større....vi kom fra Namibia med praktisk talt kun én asfalteret vej, der bare gik ligeud, til Cape Town's uoverskueligt store, skræmmende kløverblads- motorvejsudfletningsanlæg med masser af biler i flere vognbaner, til-og frakørselsramper, ikke i flere etager, som i L.A. eller San Francisco, men alligevel nok til at gøre to bonderøve fra Ellund temmelig nervøse.
Ved hjælp af GPS'en og et godt Sydafrikakort kom vi på den rigtige vej og et par timer senere befandt vi os i den lille smukke Sparkloof Valley i Stone Cottage, hvor vi osse tilbragte et par afstressende dage sidste år.
Og afstressning...det trænger vi til, det er belastende at være nomade, for ikke at sige 'speed-nomade'. Indtryk, udfordringer, de vigtige ting, der bare ikke må glemmes: penge, pas, papirer, plastickort, bilnøgler...
Nu har vi fem nætter her, tid til at få sjælen med, til bare at sidde på vores dejlige 'stoep' (terrasse) med den kølende plunge pool og kun glo ud på de samme bjerge hver dag med en bog eller en krydsogtværs og et køligt glas sydafrikansk sauvignon blanc kl. halvfem

22. Sidste dag.

Vi sluttede vores store Namibia- rundrejse med en nat på en anden tyskejet guest lodge, Ondekaremba.
Den ligger 12km fra Husea Kutako Int.Airport, så det var praktisk, da vi skulle kunne nå afleveringsformaliteterne med bilen og så være der to timer inden flyafgang til Cape Town med Namib Air.
Da vi checkede ind, erfarede vi, at flyet ikke gik, som trykt på vore online-tickets:10.45, men 9.45!!!
Vi var heldigvis i god tid, alt klappede og vores eventyr i Namibia med store uforglemmelige oplevelser og indtryk, 4872km tilbagelagt på alle slags veje og 'ikke-veje' endte lykkeligt med en smuk flyvetur bl.a. henover Sossusvlei med alle de kæmpestore rødorange sanddyner.

21. Duesternbrook.

Fra Waterberg gik det sydover ad den fine asfaltvej, B1 gennem smukke skovklædte bjerge med vortesvin og grønt græs i vejrabatten – en helt ny farve for øjnene , som de sidste 14dage kun havde været vant til afsvedent, vissent, gult græs og sand i forskellige gule og orange nuancer.
30 km før Windhoek drejede vi fra hovedvejen og kørte 20km ad en grusvej, der bare blev smallere, dårligere, mere kuperet og kurvet jo længere vi kom frem. Flere kvægriste måtte passeres og markled åbnes og lukkes. Vi måtte krydse tre floder med vand i – det var første gang vi så rigtige floder i Namibia.
Men at krydse en flod er ikke noget problem for en højbenet Amarok.
Så endelig var vi fremme ved Duesternbrook Guest lodge, en tyskejet lodge, smukt sted, hvor de har leoparder og geparder.
For jeg skulle jo se den leopard!
Og jeg blev allerede skuffet, da rangeren sagde:'You'll see cheetas, but I cannot promise you the leopard...'
Men den var der ,og den var smuk og frygtindgydende, som den stod der ikke langt fra den åbne safaribil, som den så let som ingenting kunne have entret i et enkelt spring.

20. NRW

I Namibia er der fantastisk fine private 'game lodges' og 'reserves' , alle under hvidt management og ejede af sydafrikanere eller gamle tyske familier fra dengang Namibia hed Tysk Sydvestafrika.

Og så er der NWR, et statsligt foretagende, der driver de såkaldte restcamps, fx. inde i selve Etosha, hvor vi boede på NWR's Halali og så her på det enorme bjergplateau Waterberg, hvor vi er nu.
Husene er kedelige og forsømte, ingenting bliver holdt ved lige og i receptionen og restauranten mangler både overblik og ledelse.
I receptionen stod seks personer (sorte) og gik i vejen for hinanden og alle indcheckningsprocesser skulle gå fra den øverste igennem de andre ned til den person, der overrakte os nøglen til vores bungalow mod et depositum på 500N$.
Der skal fyldes papirer ud alle steder, selv i restauranten, da vi bestilte bord om eftermiddagen, navn, adresse, nationalitet, next destination, bilmærke og nummer...
”Til statistikken...”sagde Rosina vores venlige højtumpede sorte servitrice – jeg tror, vi kunne have skrevet Fætter Højben, Andeby og Månen i rubrikkerne uden at nogen havde opdaget det!

Vi havde glædet os meget til Waterberg, det er et historisk meget vigtigt sted: Her slog tyskerne i beg. af 1900-tallet flere tusinde Hereros – en stamme af kvægbrugere – ihjel i en forfærdelig massakre, og så det er et fantastisk smukt sted med den 48km lange og 15km brede bjergkam, der rager 200m op over det grønne frodighed nedenunder.
Men...stedet her er raseret af store flokke af bavianer, aggressive, frække og pågående.
I går, da vi sov til middag havde vi kun lukket netdøren, men ikke sat slåen for – og pludselig gik døren op og en stor grim hanbavian var på vej ind til os og flere stod klar udenfor til at følge efter!
Så de ture vi havde planlagt her i terrænet blev omgående skrinlagt, og vi nøjes med at beundrede røde klippeformationer i plateauet fra vores terrasse!

19. Leopard.....?

Den sidste morgen ved Etosha stod vi op ved daggry for at tage et sidste smut ind i nationalparken, inden vi skulle videre sydover mod Waterberg for at se om det kunne lykkes os at få en leopard at se.
Min kloge bog sagde, at ved vandhullerne Klein Okevi og Groot Okevi ses regelmæssig både leopard og gepard; vi havde været der dagen før og siddet og ventet, men det eneste vi så, var bare en masse giraffer.

Og det lykkedes!
Næsten....
Ikke ved vandhullet, men tæt derpå, så vi - ikke en leopard, men en gepard, der hurtigt var på vej væk derfra.
Dagen var reddet, og vi fortsatte i højt humør sydpå.
Men vi skal ind omkring Duesternbrook Guest Lodge på vej til Windhoek, der er der stor chance for at se leopard.

18. At vente ved et vandhul.

På denne tid af året, hvor alt er tørt og mange buske og træer står uden blade, opholder dyrene meget i nærheden vandhullerne – og alligevel skal der en god portion tålmodighed til for at få noget at se.
Det er en helt speciel oplevelse at komme ud til et vandhul. Man placerer bilen optimalt i forhold til solen, slukker motoren og ruller vinduerne ned – man må ikke stige ud!
Og så giver man sig til at vente....luften sitrer af hede og cikadernes høje skingre sang, en irriterende dum flue har fundet vej ind i bilen og svirrer om ens hoved. Udenfor et der ikke noget, der bevæger sig, kun nogle fugle omkring vandet.
Så pludselig dukker verdens hæsligste dyr op: den plettede hyæne med sin ucharmerende gangart , høj forkrop og lav bagkrop - lurvet og tottet i pelsen. Den går helt ud i vandet og drikker og lægger sig velbehageligt ned Den ser osse ud som om den godt kunne trænge til en helvask!!
Men tag ikke fejl af det grimme dyr, den er en farlig og effektiv dræbermaskine, osse for mennesker, dens bid kan trykke 7 t! Den er ikke hurtig, men den er udholdende, og den kan forfølge et bytte i dagevis.

Ved Moringa-vandhullet var vi taget hen for at nyde solnedgangen, og da vi var lige ved at ville tage tilbage igen, fik Frede øje på noget stort og gråt, der bevægede sig. Det kom umådeligt langsomt nærmere, og da det kom fri af buskene, kunne vi se en kolos af et næsehorn, og ikke nok med det. Lidt senere kom der to grå bulldozere til!
Tre næsehorn ved Moringa!

Vi syntes osse ligesom, at de skyldte os noget, næsehornene, for om eftermiddagen havde vi kørt en 33km lang møjsommelig og skrumplet rute, der hed 'Rhino Drive' – uden at se så meget som skyggen af et næsehorn.

17. Giraffer ved Olifantsbad.

Vi har kørt rundt på skrumplede veje inde i Etosha hele formiddagen. For det meste er det ikke særlig svært at finde rundt, vi har dels et kort over parken og hver gang en vej deler sig, står der en stor konisk hvidmalet betonkolos med destination, distance og retning, men et sted blev vi ligegodt alvorligt i tvivl, fordi en elefant med kløe i rumpen havde gnubbet sig op ad stenen, så den var væltet og lå ude på vejen...
Vi valgte heldigvis den rigtige retning og kom hen til Olifantsbad-vandhullet, hvor et flok giraffer var nede og drikke; d.v.s. tre voksne giraffer stod strategisk placeret som højtragende vagtposter, mens fem unge giraffer var i færd med at slukke deres tørst.
Det er ganske pudsigt at se, hvordan en giraf får hovedet helt ned til vandet : Først spreder den forbenene, så den bliver helt kalveknæet, men den er stadig 1/2m fra vandet, så synker den ned i bagbenene og læner sig tilbage – og så kan den nå vandet!
I den akavede position er den særdeles udsat, det tager den simpelthen for lang tid at komme op igen, så derfor er det så vigtigt med de ældre giraffer, der i tide kan advare om eventuelle rovdyr i farvandet.

16. Etosha

Vi holder siesta på Etosha Safari Lodge efter et herligt døgn på Vingerklip Lodge i luksuriøse omgivelser og med lækker mad, bl.a en smørmør kudufilet i rødvinssovs og bobotie med hakket gnu!

Bobotie er Afrikas svar på lasagne!

Når den værste middagshede har lagt sig, begiver vi os ud på vores første besøg i Etosha, som ligger 10km nordligere.

På grusvejen ud til hovedvejen fra Vingerklip Lodge kom vi forbi en lille interimistisk salgsbod med kun spredt skygge for den bagende sol.
Det var nogle initiativrige Himba-kvinder, der forsøgte at få del i turistindtægterne ved at sælge forskellige håndlavde smykker.
Himbaerne er et halvnomadefolk fra Kaokoland i det nordlige Namibia, de deler sørgelig skæbne med andre 'oprindelige' folk, som inuitter og aboriginals, der har mistet deres eksistensgrundlag og deres stammeidentitet. Mange har opgivet nomadetilværelsen og kvægholdet og er flyttet til Opujo, en by nordpå, hvor de langsomt er ved at gå til i druk og misbrug.
Jeg købte et armbånd af kvinderne og fik så lov til at tage nogle billeder.

Den første tur ind i Etosha Nationalpark blev en klar succes: ved Gemsbokvlakte-vandhullet, hvor der kun var en masse tørstige krager og seks små sjakaler, kom pludselig to store fuldvoksne hanløver skridende i adstadigt tempo og med en arrogance og en værdighed, der passede sig for ”Dyrenes Konge”!

Et fantastisk syn!