fredag den 5. november 2010

4. Afrikas sydligste punkt





I dag tog vi afsked med hvalerne i De Kelders i plaskøsende regnvejr og satte kursen mod Oudtshoorn i Klein Karoo, som er et halvørkenområde, så vi kan kun håbe på varme og tørvejr.
Men først skulle vi ned om Kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt, der hvor Atlanterhavet og Det indiske Ocean mødes – det er nemlig ikke Kap Det Gode Håb, der er Afrikas sydligste punkt!
På vejen derned gjorde vi en lille afstikker ind til Elim, en lille, glemt og hensygnende landsby med karakteristiske hvidkalkede, stråtækte små huse, den er erklæret „National heritage site“ og den måtte vi naturligvis aflægge et besøg. Den er grundlagt engang i 1800-tallet af stærkt troende bøhmiske udvandrere, som lavede en missionsstation der – og den har ikke forandret sig siden!
I L'agulhas fik vi, efter at have været oppe i det gamle fyrtårn, dejlig frisk fisk på et lille sted med udendørsservering - og solen skinnede stadig dejligt.
Så gik turen videre de omkr. 400 km ad Route 62 til Oudtshoorn, en betagende smuk tur gennem fynbos-bevoksede bjerge over flere bjergpas til det tørre Karoo-område og Oudtshoorn.
Og her regner det!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar