tirsdag den 16. november 2010
12. GPS eller kort?
Man kan komme fra Robertson til Clanwilliam i Cederbjergene ad to ruter, enten ad den røde N7 eller den gule R303, der godt nok bliver hvid på det sidste stykke.....
Vi tog den sidste mulighed, fordi det så mest spændende ud; efter Prince Alfred Hamlet skulle vi over Gydopas og senere, inden Citrusdal over to pas til på omkr. 1100m hver.
Vores GPS ville overhovedet ikke være med, hun sagde bare hele tiden mere og mere insisterende: ”Vend om, vend om, når det er muligt”. Hun ville faktisk have os hele vejen tilbage igen, nedenom og over til N7. En tur på små 200km.
Først da vi havde 32 km tilbage, kunne jeg indstille GPSén på Citrusdal – så sagde hun til gengæld osse, at det ville tage 3timer 48min.! Så blev det ligesom klart for os, at hun måtte være i besiddelse af en viden, vi ikke havde.
Vejen var ”dirt”, som det hedder hernede, egentlig pæn nok grusvej, ingen andre biler og til at begynde med bare udstrakte plantager med citrusfrugter.
Efterhånden som vi kom op i højderne og nærmede os passene, blev vejen smallere og ringere – nu kunne vi slet ikke vende om, selv hvis vi havde villet det, det var simpelthen for smalt, ingen autoværn, og ca. 1000m`s brat fald ned – det var uhyggeligt.
Jeg sad med GPSèn og registrerede hver 100m vi kom frem. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis vi havde mødt en modkørende, det var for smalt til, at to biler kunne passere hinanden.
Heldigvis mødte vi ingen – hvilket i sig selv osse var med til at øge utrygheden. Hvem kunne hjælpe os, hvis der skete noget med bilen? Og egentlig måtte vi slet ikke køre på andet end asfalterede veje i den bil.
Så lettelsen var mere end kæmpestor, da vi endelig kom ned på asfaltvej og så Citrusdal ligge nede foran os og mærkede den stærke krydrede citrusduft, der trængte ind ude fra frugtplantagerne.
Og det tog os ikke 3 timer og 48 minutter – men kun lidt over 2 timer at tilbagelægge de 32km.
Denne her tur fik sidste uges tur over Swartbergpasset – som dengang var ret grænseoverskridende for os – til at fremstå som den rene søndagsudflugt!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar