I 1888 åbnede bjergpasset Swartberg, som nok hører til noget af det smukkeste og mest spektalulære i Sydafrika. Det er et mesterværk af vejkonstruktøren Thomas Bain, som han fuldførte med hjælp af omkr. 400 straffefanger på fire år.
Vi kunne vælge, om vi ville over den ”lette” vej eller over passet; vi valgte selvfølgelig den over det omkr.1500 m høje bjergpas, osse fordi vejret havde været godt de sidste dage, og fordi det startede helt fantastisk i morges: blå, blå himmel, helt stille og ikke en sky, ikke engang i horisonten og da vi kom op til, hvor vejen over passet begynder, fortalte skiltet os da osse, at passet var åbent.
Op gik det og op gik det og op gik det ad en støvet ujævn grusvej....med en udsigt ned over det opdyrkede lavland i Cango Valley og over til Outeniquabjergene, der bare fik en til at sige ”waouh”. Nogle steder havde straffefangerne lavet en lav beskyttelsesmur ned mod afgrunden, håndstablede sten...sten på sten, der i hvert fald gav en lille illusion af sikkerhed....
Der var mange steder muligheder for at gøre holdt og nyde den fantastiske udsigt, mod nord Gross Karoo og mod syd Klein Karoo. Jo længere vi kom op des koldere blev det og vinden tog rigtig til.
Nedad så det anderledes ud: fantastiske klippeformationer, ikke noget med opdyrkede arealer, sparsom ørkenvegetation, sten og tornede buske – og kongeprotea'en, Sydafrikas nationalblomst, som jeg endnu aldrig havde set vild, kun i blomsterbutikker! Der var flere bjergskråninger, hvor den stod i fuldt flor.
Det var det rigtige Karoo!
Jeg ville have Frede til at tage et billede af mig sammen med kongeprotea'en, så man kunne se hvor stor den er, men da han trådte ind i krattet for at komme op til mig, der stod nogle meter højere oppe, røg han tilbage, fordi en slange lige hvislede forbi hans fødder.
Den var smuttet, da jeg skulle ned!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar