I dag kørte vi fra Prince Albert nordpå op til N1 igennem Karoo ørkenen; det er ikke en sandørken, som Sahara, men bare grus og skarpe sten i brunt og okker med en asfalthård overflade, hvor næsten intet kan gro – det eneste der gror her er spinifex'er – der der, der i westerns altid ruller med vinden efter „the lone rider“.
Vi kørte en timestid op til N1 og mødte ikke en eneste bil, og vi så heller ikke hverken mennesker eller dyr, alt var bare øde øde øde...det eneste tegn på menneskelig aktivitet vi så i den golde, karske natur, var en vindmølle indimellem.
Karoo-vindmøllerne er vigtige i dette område, idet de trækker det livsnødvendige vand op fra undergrunden. Alle de „floder“ vi passerede var støvtørre gruslejer, der var absolut intet vand, bare tørt og øde! Og det fortsatte de næste to timer ned ad N1 ned mod Matijesfontain.
Og pludselig dukker der så en viktoriansk ørkenoase op midt i Karoo, man tror nærmest det er løgn, er man i England? Der er sågar en original dobbeltdækkerbus fra London, der tilbyder en byrundtur på – 4minutter!!
Det hele skyldtes en ung skotte ved navn Logan, der i 1887 fik en spiritusbevilling i byen....og resten er en anden og længere historie.
Fra N1 tog vi R318 ned til Montagu, en imponerende og meget flot tur op over to høje bjergpas, hvor vi osse nærmest var eneste bil på vejen. Den har altid stået i skyggen af den berømte R62, men den kan med lethed måle sig med den, både i dramatik og skønhed. Især det sidste stykke var ved at blæse en omkuld.: Nedad gik det i skarpe serpentiner og efter 17.sving åbnede det tørre grågrønne landskab sig ud til den frodige, brede Montagu dal med et kludetæppe af forskellige nuancer af grønt.
Vinmarker, grøntsager og frugtplantager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar