7. Sydafrika

I går efter golf kørte vi en tur op til den fine, lille ferieby Paternoster med alle de maleriske hvidkalkede huse med blå eller lysegrønne døre/vinduer. Det er lidt ligesom et Mykonos eller Symi transponeret til en anden verdensdel.
Der kan man få 'kreef', rock lobsters – de er ganske vist ulovligt fanget af fiskere, der ikke har licens dertil, men vi har trods flere forsøg endnu ikke fundet et sted, hvor vi kan købe de legale... På parkeringspladsen nede ved stranden er der masser af kreefsælgere, ja, bare man holder stille i Paternoster bliver man nærmest overfaldet af ivrige sælgere.
Vi købte 10 hummere til 100ZAR=10€, jeg ved ikke om det var dyrt eller billigt, men lækre var de, da de havde være en tur på braai'en.
I morgen er sidste golfdag i Langebaan og torsdag d.1.dec. kører vi herfra til Cape Town, afleverer den udmærkede Toyota Corolla, vi ikke har kørt mere en et par tusind km i, og sætter os til at vente i lufthavnen. Vi skal flyve med BA 20.50 over London og er i Hamburg næste formiddag 10.30.
Og nu glæder vi os osse til at komme hjem!

6. Sydafrika

I dag vågnede vi op til et brag af en dag: blå, blå himmel, ikke en eneste sky i syne.
Og som noget ganske særligt for Langebaan: INGEN VIND!!
Vi stod på 1.tee 7:18, korte bukser og bare arme. Kun os to, herligt!
Langebaan Golfbane er en flad smuk Gary Player-bane med brede fairways, godt græs og hurtige reelle greens.
Den er anlagt i 'strandveld'en', den typiske vegetation er tørketålende, grågrønne tornede småbuske, forskellige euphorbier, andre sukkulenter og græsser. Indimellem heldigvis osse en farveklat af en lille klynge hårdføre farverige blomster, der lyser op i alt det ensformigt drapfarvede.

Perlehøns, små antiloper som grysbok og springbuk, lejlighedsvis en struds eller tre, skildpadder, ibisfugle med deres krumme næb og hæse skrig behøver man ikke engang være heldig for at få at se. De bor på banen!

Frede spillede bare rigtig godt og efter lidt klytværk på de første ni, begyndte jeg osse at ramme min bold, så jeg gik de sidste ni til handicap.

Langebaan er en rigtig ' feel-good' bane!

5. Sydafrika.

De første hundrede kilometer mod vest fra Mossel Bay var ikke noget særligt, hverken m.h.t. natur eller landskab. Gradvist kom vi ind i et område med uendelige, vidtstrakte, bølgende, nyhøstede hvedemarker, men da vejret var overskyet og med heftig regn indimellem var lyset svagt og farveløst, så omgivelserne blev bare et studie i forskellige nuancer af blegt gult og brunt.
Senere drejede vi mod nord ind i bjergene mod Franschhoek ad en spektakulær bjergvej med kurver og nåleskarpe serpentiner, fald og stigninger op til passet og efterhånden som solen kom frem, så kom der technicolor på palletten!
Franschhoek – det franske hjørne – ligger fantastisk smukt inde i dalen beskyttet af bjerge til alle sider. Det gule og brune blev afløst af vinmarkernes satte grønne og humøret steg med temperaturen.
Vi ville have været til vinsmagning på 'Leopards Leap', de laver er forrygende shiraz, men desværre var der lukket p.g.a. ombygning, så vi nøjedes med en lille bid mad i en fortovsservering i den smukke, lille ( turistede ) by med de mange maleriske, hvide kaphollandiske bygninger.
Så gik det ellers videre de sidste par hundrede kilometer mod Langebaan, hvor vi nu er installeret i en herlig lejlighed med to soveværelser, to badeværelser, braai på terrassen og fladskærm i stuen!
I morgen har vi tid på golfbanen kl.7:30.
Vi glæder os til at gå alene!

4. Sydafrika

Vi har nu haft knap to uger, to herlige uger her på golfbanen i Mossel Bay og fået spillet en masse golf.
I morgen går turen videre til den sidste uges ophold på Langebaan Golf Estate ude ved vestkysten et par timers kørsel nord for Cape Town.
I dag regner det for en gangs skyld og springbukkene står lisså stille med de hvide rumper op mod vinden ude på 12'erens fairway, de ser lidt stakkels ud!
Men alle glæder sig over regnen, den har man ventet på længe.

3. Sydafrika

Det er meget svært at koncentrere sig om golfspillet på Mossel Bay......Man kan se hav fra alle huller, somme tider kan man være heldig, at se en hval blåste eller komme op med halen, overalt går små elegante springbukke omkring, flere med bittesmå nyfødte kid, perlehøns med fine lyseblå hoveder futter af sted i en vældig fart, de har glemt, de er fugle og faktisk kan flyve, de løber simpelthen så hurtigt og uden at bevæge kroppen, så det ser ud som om, de har motor og er trukket op!
På 3'eren så vi en hvid springbuk, en albino, den var nok hurtigt blevet snuppet af et rovdyr i den virkelige natur.
I morges havde vi et lillebitte kid helt oppe på vores terrasse; Delene og Hannes, som ejer huset, hvor vi bor og selv bor ovenpå, fodrer dyrene hver aften; lige nu går der en vred påfugl og skælder ud på Frede, fordi han sidder på terrassen.
Det eneste negative vi kan sige om Mossel Bay Golf Club er, at der er rigtig mange matcher, så det kan være lidt svært at få tider, så det der med 'first flight' hver dag, som vi er vant til hjemmefra, den går desværre ikke, men det er heller ikke så dumt med en hviledag indimellem.

'Vores' hus er nummer to fra venstre!

2. Sydafrika

Fra den lille ensomt beliggende Stone Cottage i Tierhoek ved Robertson og nogle afslappende dage kørte vi videre mod Mossel Bay, som ligger nede ved kysten, ved Det indiske Ocean.
Vi valgte den spektakulære Route 62 til Oudtshoorn, en fantastisk flot tur i Karoo halvørkenen med bjerge, bjerge, bjerge.. og en fin asfaltvej, hvorefter vi kørte sydpå ad R328 ned over Robinson Pas, osse en flot, flot tur, hvor det bare blev koldere og koldere for til sidst at slutte helt inde i skyerne, da vi nåede op over passet; heldigvis kom solen og varmen frem igen, da vi nåede ned til Mossel Bay.
Nu bor vi i 'Golfers Dream' i Mossel Bay Golf Estate, en lækker stor villa, som ligger ud til 13'erens green.
I morgen skal vi ud at spille!

1. Sydafrika

- Kontrasten kunne næste ikke være større....vi kom fra Namibia med praktisk talt kun én asfalteret vej, der bare gik ligeud, til Cape Town's uoverskueligt store, skræmmende kløverblads- motorvejsudfletningsanlæg med masser af biler i flere vognbaner, til-og frakørselsramper, ikke i flere etager, som i L.A. eller San Francisco, men alligevel nok til at gøre to bonderøve fra Ellund temmelig nervøse.
Ved hjælp af GPS'en og et godt Sydafrikakort kom vi på den rigtige vej og et par timer senere befandt vi os i den lille smukke Sparkloof Valley i Stone Cottage, hvor vi osse tilbragte et par afstressende dage sidste år.
Og afstressning...det trænger vi til, det er belastende at være nomade, for ikke at sige 'speed-nomade'. Indtryk, udfordringer, de vigtige ting, der bare ikke må glemmes: penge, pas, papirer, plastickort, bilnøgler...
Nu har vi fem nætter her, tid til at få sjælen med, til bare at sidde på vores dejlige 'stoep' (terrasse) med den kølende plunge pool og kun glo ud på de samme bjerge hver dag med en bog eller en krydsogtværs og et køligt glas sydafrikansk sauvignon blanc kl. halvfem

22. Sidste dag.

Vi sluttede vores store Namibia- rundrejse med en nat på en anden tyskejet guest lodge, Ondekaremba.
Den ligger 12km fra Husea Kutako Int.Airport, så det var praktisk, da vi skulle kunne nå afleveringsformaliteterne med bilen og så være der to timer inden flyafgang til Cape Town med Namib Air.
Da vi checkede ind, erfarede vi, at flyet ikke gik, som trykt på vore online-tickets:10.45, men 9.45!!!
Vi var heldigvis i god tid, alt klappede og vores eventyr i Namibia med store uforglemmelige oplevelser og indtryk, 4872km tilbagelagt på alle slags veje og 'ikke-veje' endte lykkeligt med en smuk flyvetur bl.a. henover Sossusvlei med alle de kæmpestore rødorange sanddyner.

21. Duesternbrook.

Fra Waterberg gik det sydover ad den fine asfaltvej, B1 gennem smukke skovklædte bjerge med vortesvin og grønt græs i vejrabatten – en helt ny farve for øjnene , som de sidste 14dage kun havde været vant til afsvedent, vissent, gult græs og sand i forskellige gule og orange nuancer.
30 km før Windhoek drejede vi fra hovedvejen og kørte 20km ad en grusvej, der bare blev smallere, dårligere, mere kuperet og kurvet jo længere vi kom frem. Flere kvægriste måtte passeres og markled åbnes og lukkes. Vi måtte krydse tre floder med vand i – det var første gang vi så rigtige floder i Namibia.
Men at krydse en flod er ikke noget problem for en højbenet Amarok.
Så endelig var vi fremme ved Duesternbrook Guest lodge, en tyskejet lodge, smukt sted, hvor de har leoparder og geparder.
For jeg skulle jo se den leopard!
Og jeg blev allerede skuffet, da rangeren sagde:'You'll see cheetas, but I cannot promise you the leopard...'
Men den var der ,og den var smuk og frygtindgydende, som den stod der ikke langt fra den åbne safaribil, som den så let som ingenting kunne have entret i et enkelt spring.

20. NRW

I Namibia er der fantastisk fine private 'game lodges' og 'reserves' , alle under hvidt management og ejede af sydafrikanere eller gamle tyske familier fra dengang Namibia hed Tysk Sydvestafrika.

Og så er der NWR, et statsligt foretagende, der driver de såkaldte restcamps, fx. inde i selve Etosha, hvor vi boede på NWR's Halali og så her på det enorme bjergplateau Waterberg, hvor vi er nu.
Husene er kedelige og forsømte, ingenting bliver holdt ved lige og i receptionen og restauranten mangler både overblik og ledelse.
I receptionen stod seks personer (sorte) og gik i vejen for hinanden og alle indcheckningsprocesser skulle gå fra den øverste igennem de andre ned til den person, der overrakte os nøglen til vores bungalow mod et depositum på 500N$.
Der skal fyldes papirer ud alle steder, selv i restauranten, da vi bestilte bord om eftermiddagen, navn, adresse, nationalitet, next destination, bilmærke og nummer...
”Til statistikken...”sagde Rosina vores venlige højtumpede sorte servitrice – jeg tror, vi kunne have skrevet Fætter Højben, Andeby og Månen i rubrikkerne uden at nogen havde opdaget det!

Vi havde glædet os meget til Waterberg, det er et historisk meget vigtigt sted: Her slog tyskerne i beg. af 1900-tallet flere tusinde Hereros – en stamme af kvægbrugere – ihjel i en forfærdelig massakre, og så det er et fantastisk smukt sted med den 48km lange og 15km brede bjergkam, der rager 200m op over det grønne frodighed nedenunder.
Men...stedet her er raseret af store flokke af bavianer, aggressive, frække og pågående.
I går, da vi sov til middag havde vi kun lukket netdøren, men ikke sat slåen for – og pludselig gik døren op og en stor grim hanbavian var på vej ind til os og flere stod klar udenfor til at følge efter!
Så de ture vi havde planlagt her i terrænet blev omgående skrinlagt, og vi nøjes med at beundrede røde klippeformationer i plateauet fra vores terrasse!

19. Leopard.....?

Den sidste morgen ved Etosha stod vi op ved daggry for at tage et sidste smut ind i nationalparken, inden vi skulle videre sydover mod Waterberg for at se om det kunne lykkes os at få en leopard at se.
Min kloge bog sagde, at ved vandhullerne Klein Okevi og Groot Okevi ses regelmæssig både leopard og gepard; vi havde været der dagen før og siddet og ventet, men det eneste vi så, var bare en masse giraffer.

Og det lykkedes!
Næsten....
Ikke ved vandhullet, men tæt derpå, så vi - ikke en leopard, men en gepard, der hurtigt var på vej væk derfra.
Dagen var reddet, og vi fortsatte i højt humør sydpå.
Men vi skal ind omkring Duesternbrook Guest Lodge på vej til Windhoek, der er der stor chance for at se leopard.

18. At vente ved et vandhul.

På denne tid af året, hvor alt er tørt og mange buske og træer står uden blade, opholder dyrene meget i nærheden vandhullerne – og alligevel skal der en god portion tålmodighed til for at få noget at se.
Det er en helt speciel oplevelse at komme ud til et vandhul. Man placerer bilen optimalt i forhold til solen, slukker motoren og ruller vinduerne ned – man må ikke stige ud!
Og så giver man sig til at vente....luften sitrer af hede og cikadernes høje skingre sang, en irriterende dum flue har fundet vej ind i bilen og svirrer om ens hoved. Udenfor et der ikke noget, der bevæger sig, kun nogle fugle omkring vandet.
Så pludselig dukker verdens hæsligste dyr op: den plettede hyæne med sin ucharmerende gangart , høj forkrop og lav bagkrop - lurvet og tottet i pelsen. Den går helt ud i vandet og drikker og lægger sig velbehageligt ned Den ser osse ud som om den godt kunne trænge til en helvask!!
Men tag ikke fejl af det grimme dyr, den er en farlig og effektiv dræbermaskine, osse for mennesker, dens bid kan trykke 7 t! Den er ikke hurtig, men den er udholdende, og den kan forfølge et bytte i dagevis.

Ved Moringa-vandhullet var vi taget hen for at nyde solnedgangen, og da vi var lige ved at ville tage tilbage igen, fik Frede øje på noget stort og gråt, der bevægede sig. Det kom umådeligt langsomt nærmere, og da det kom fri af buskene, kunne vi se en kolos af et næsehorn, og ikke nok med det. Lidt senere kom der to grå bulldozere til!
Tre næsehorn ved Moringa!

Vi syntes osse ligesom, at de skyldte os noget, næsehornene, for om eftermiddagen havde vi kørt en 33km lang møjsommelig og skrumplet rute, der hed 'Rhino Drive' – uden at se så meget som skyggen af et næsehorn.

17. Giraffer ved Olifantsbad.

Vi har kørt rundt på skrumplede veje inde i Etosha hele formiddagen. For det meste er det ikke særlig svært at finde rundt, vi har dels et kort over parken og hver gang en vej deler sig, står der en stor konisk hvidmalet betonkolos med destination, distance og retning, men et sted blev vi ligegodt alvorligt i tvivl, fordi en elefant med kløe i rumpen havde gnubbet sig op ad stenen, så den var væltet og lå ude på vejen...
Vi valgte heldigvis den rigtige retning og kom hen til Olifantsbad-vandhullet, hvor et flok giraffer var nede og drikke; d.v.s. tre voksne giraffer stod strategisk placeret som højtragende vagtposter, mens fem unge giraffer var i færd med at slukke deres tørst.
Det er ganske pudsigt at se, hvordan en giraf får hovedet helt ned til vandet : Først spreder den forbenene, så den bliver helt kalveknæet, men den er stadig 1/2m fra vandet, så synker den ned i bagbenene og læner sig tilbage – og så kan den nå vandet!
I den akavede position er den særdeles udsat, det tager den simpelthen for lang tid at komme op igen, så derfor er det så vigtigt med de ældre giraffer, der i tide kan advare om eventuelle rovdyr i farvandet.

16. Etosha

Vi holder siesta på Etosha Safari Lodge efter et herligt døgn på Vingerklip Lodge i luksuriøse omgivelser og med lækker mad, bl.a en smørmør kudufilet i rødvinssovs og bobotie med hakket gnu!

Bobotie er Afrikas svar på lasagne!

Når den værste middagshede har lagt sig, begiver vi os ud på vores første besøg i Etosha, som ligger 10km nordligere.

På grusvejen ud til hovedvejen fra Vingerklip Lodge kom vi forbi en lille interimistisk salgsbod med kun spredt skygge for den bagende sol.
Det var nogle initiativrige Himba-kvinder, der forsøgte at få del i turistindtægterne ved at sælge forskellige håndlavde smykker.
Himbaerne er et halvnomadefolk fra Kaokoland i det nordlige Namibia, de deler sørgelig skæbne med andre 'oprindelige' folk, som inuitter og aboriginals, der har mistet deres eksistensgrundlag og deres stammeidentitet. Mange har opgivet nomadetilværelsen og kvægholdet og er flyttet til Opujo, en by nordpå, hvor de langsomt er ved at gå til i druk og misbrug.
Jeg købte et armbånd af kvinderne og fik så lov til at tage nogle billeder.

Den første tur ind i Etosha Nationalpark blev en klar succes: ved Gemsbokvlakte-vandhullet, hvor der kun var en masse tørstige krager og seks små sjakaler, kom pludselig to store fuldvoksne hanløver skridende i adstadigt tempo og med en arrogance og en værdighed, der passede sig for ”Dyrenes Konge”!

Et fantastisk syn!

15. Vingerklip

350km på grus, 35 grader og seks timer i bilen kan få selv den største enthusiast til at renoncere på kravene...
Vi kørte fra den smukt beliggende Erongo Lodge inde i det uvejsomme og dramatiske bjerglandskab igennem den sidste del af Erongo Nat. Park videre mod Vingerklip, en enorm lysokkerfarvet kalkstensmonolit, en mega phallos midt i den grønne busksteppe.

På vejen havde jeg planlagt, at vi skulle se nogle tusinde år gamle San hule/klippemalerier og så en millioner år gammel forstenet skov, men ting, der ser let overskuelige ud på et kort 1:1200000 viser sig i sin sande realitet og med de faktuelle omstændigheder alligevel at være mere krævende, især når man allerede har rystet fire timer på rillet grusvej, så efter fem km ud mod klippemalerierne ad en rædsom vej, besluttede vi at vende om og sætte kursen mod Vingerklip Lodge, hvor vi nu sidder på terrasssen med et iskoldt glas hvidvin og nyder et enestående sceneri ud over noget, der bedst kan beskrives som Namibias svar på Grand Canyon.

14. Erongo Wilderness Lodge.

I dag har vi tilbagelagt 350km fra Swakopmund, som vi forlod i morges. Jo længere vi kom væk fra Swakopmund, jo smukkere blev landskabet.
Den første del af etapen i dag var på asfaltvej, og når man i dagevis har været undervejs på mere eller mindre ruflede, rillede, støvede, sandede grusveje, så er det bare en lise at køre på asfalt: Det eneste, der foruroligede os, var alle de defekte dæk, vi så i vejkanten. I Namibia er det tilladt at køre på vulkaniserede dæk, og det er naturligvis ikke ufarligt, hvis en modkørende pludselig smider en slidbane...
Hver gang vi ser en slidbane eller et defekt dæk i rabatten, banker vi under bordet, dvs. under instrumentbrættet, for frygten for selv at skulle i gang med at skifte dæk, ligger selvfølgelig hele tiden i baghovedet.
Man bliver let lidt overtroisk, når man kører så lange øde strækninger. Der er ikke lige en ADAC man kan ringe til, så vi krydser fingre og banker under instrumentbrættet – og indtil nu har det heldigvis virket!!!
Den sidste halvdel af turen var på grusvej ind igennem de imponerende Erongo Mountains, der består af kæmpe forvitrede og nederoderede granitformationer og urgamle vulkaner. Et sted så vi en advarselstavle med en elefant på. Knækkede grene og væltede træer og en enkelt frisk elefantlort vidnede om, at de var der et eller andet sted i nærheden. Vi så dem desværre ikke, kun et par sky nyalaantiloper og en enkelt oryks.
Til gengæld er der her på lodgen, som ligger langt inde i bush'en et væld af farvestrålende fugle, bl.a. en lille charmerende larmende, grøn parakit med pinke kinder, rosy faced lovebird.
Og vi bor i telt!
Sådan et rigtigt safaritelt på 30kvm med stråtag over med fast gulv og på pæle og åbent badeværelse udenfor, så vi lyner op og lyner ned og lyner op og lyner ned for ikke at få insekter og andet kræ ind; man burde egentlig tænke lidt mere over, hvor smart en opfindelse en dør er, og hvor let et er at gå ud og ind af en sådan!

I går dræbte de en spyttekobra oppe ved restauranten lige efter, at vi havde været oppe til eftermiddagste. Det er en af de allerfarligste giftslanger overhovedet.
Så vi lyner ned!!

13. "Man kann nicht alles haben...."

Jeg ville meget gerne se Welwitschia mirabilis, en mageløs plante, som kun vokser her uden for Swakopmund i Naukluft området og som er en af verdens tre mest sjældne planter – jeg ved ikke hvad de andre to er – den er 1500 år gammel, og man skal have en særlig ”permit” for at køre ind i det område, den gror i, så vi gik om ad kontoret for særlige tilladelser, det har til huse i Ritterburg i Swakopmund – det hedder det, Ritterburg!- og der fandt vi ud af, at det ville koste os en omvej på omkr. 4 timer ”for at se en plante, der kun har to lasede blade, uanseelige blomster og egentlig bare er smaddergrim...”sagde Frede, så jeg måtte kapitulere – og i vores strømlinede, hightech'ede, chromskinnende spejllogi hænger et oliemaleri af – en Welwitschia!!!


Tjek:
http://en.wikipedia.org/wiki/Welwitschia

12. Swakopmund

Kontrasten mellem det vi kom fra i Sossusvlei, hvor vi boede i den fineste lille hvidkalkede rondavel – et rundt afrikansk hus - med stråtag og kig fra terrassen ud over ørknen, indeni dekoreret med forskellige „ afrikana“, loftsvifte og myggenet til det, vi er i nu, kunne ikke være større!
Vi bor i Atlantic Villa, en minimalistisk betonbygning, hvor glas, spejle og chrom dominerer, hvor alt el bliver styret fra et panel i væggen, gardinerne går op og ned med en fjernbetjening,Krupps Nespresso kaffemaskine og kæmpe fladskærm og med en stor altan ud mod Atlanterhavet, hvorfra det bare blæser en pelikan, når vi når lidt op ad dagen.Heldigvis går vores altan rundt om hjørnet, så vi kan sidde i læ og skåle med Peter, som har fødselsdag i dag. Til lykke herfra!!!
Swakopmund er en fin overskuelig by med lidt tysk westernstemning; vi havde ikke troet, at det alligevel stadig var så tysk hernede. Vi bliver tiltalt på tysk overalt og mange navne på hoteller, restauranter, m.m. er tyske.
Gadenavnene blev ændret til namibisk/ afrikaans for ikke så mange år siden, men de gamle tyske gadeskilte sidder stadig på husene, Kaiser Wilhelm Str. Bismarck Str. o.s.v.
Vi kørte ned for at kigge på Walvis Bay, men vendte om! Der var simpelthen for meget sand!!Der var sand overalt og det må være skrækkeligt at skulle leve i alt det sand.
På vejen kiggede vi ind til quadbikerne og det så bestemt osse spændende ud, men vi syntes det var for koldt ( og måske var vi heller ikke helt målgruppen....? )
Hvad gjorde de her på kysten inden fliestrøjer/jakker blev opfundet?

11. Sandstorm

Jeg har før skrevet og sværmet for Namibias ufattelige landskabelige skønhed og storhed – i dag kom der ligesom lidt balance i tingene...
De sidste 100km ud til Walvis Bay syd for Swakopmund var gennem det grimmeste, grimme landskab man kan forestille sig. En kedelig snavsetgrå sandørken, flad, tør, ensformig, tom og vejen bare ligeud kilometer efter kilometer, ikke en forhøjning eller et klippeparti som øjet kunne bruge som fixpunkt.
Vi undrede os over, at de modkørende biler kørte med lys – det gør man ellers ikke i Namibia – for vi havde brændende sol, høj blå himmel og 35 grader.
Efterhånden som vi kom nærmere kysten blev sigtbarheden tiltagende dårligere,. Men himlen var stadig blå, så vi blev enige om, at det nok måtte være havgus, vi kørte ind i; sandsynligt nok med kombinationen af koldt Atlanterhav og varm ørken.
Men det var ikke havgus – det var sandstorm!
Vi havde hørt om Namibias sandstorme, der kan slibe en bilforrude uigennemsigtig og gøre billåse ubrugelige; man skal sætte tape på låsene!
Vi kørte gennem sandstormen de sidste 40km op til Swakopmund og det gjorde, at vi næsten ikke kunne se de imponerende klitter, der strækker sig hele vejen langs kysten mellem de to byer.
Dune 6 skulle være særligt imponerende og markedsføres som stedet for quadbiking ( 4- hjulede køretøjer med ballonhjul ) og sandboarding, både liggende og stående -. Simon ville garanteret have elsket det!
Så den skal vi ud at kigge nærmere på i dag, hvor vi er vågnet op til en smuk stille og solrig dag med et helt fladt Atlanterhav uden for vores balkon.

10. Dune 45

I morges inden vi kørte videre mod Swakopmund ude ved det kolde Atlanterhav, var vi nødt til at køre ud og bestige Dune 45, så det blev lige 130km extra, inden vi var tilbage på ruten – men værd hver en kilometer.
Dune 45 er en spektakulær 200m høj klit i Namib Ørknen 45km fra Sesriem; deraf navnet!
Egentlig skal man være derude ved solopgangstid for at se de fantastiske rosa, kanel, orange og abrikosfarvede nuancer, når solens bløde morgenlys rammer det røde sand. Det nåede vi desværre ikke, men det var absolut osse både smukt og betagende to timer senere.
Klitkammen eller graten er knivskarp, man tror ikke, at vinden er i stand til at lægge sandskornene så nøjagtigt op mod hinanden, men den er som en knivsæg, så man må gå med et ben på hver side, hvis man ikke vil ødelægge den!

Videre gik det mod Swakopmund gennem Namib Naukluft Reserve, et af Afrikas største fredede områder med sidste station, inden den store tomhed i flækken Solitaire (!!) hvor vi fik tanket fuld, nød en kop kaffe i papbæger og et kæmpestykke Apfelkuchen hos den lille tykke tyske bager. I hans udendørsservering bor der en stor koloni dovne, overvægtige væverfugle, hvis hovednæring er turisternes æblekagekrummer!

Vi kørte 300km gennem naturparken, alt var bare fladt som en pandekage, bevokset med spredt vissent gult græs – ikke et dyr i miles omkreds, jo, 4 strudse så vi, hvoraf den ene var lige ved at lande på vores køler!
Jeg havde set, den var på vej fra venstre og ville over vejen lige netop som vi var ved at passere en af de få modkørende biler, vi mødte.
Jeg advarede Frede, som bremsede ned og strudsen nåede fint forbi foran vores bil – men så opdagede den den modkørende og satte sig brat på rumpen og undgik derved at blive ramt. Det foregik fuldstændig som man kan se det på en tegnefilm med en struds, der bremser.
Vi havde samtidig standset bilen, men inden jeg var nået ud for at se, hvordan strudsen havde klaret den, var den oppe igen og i fuld trav ind over savannen på den anden side, en hel del halefjer fattigere og nok med nogle grimme hudafskrabninger på knæene og på bagdelen.

Det havde været en ordentlig høne at få op på køleren!

9. - og det blev mere fødselsdag...

Da vi kom til Desert Homestead i forgårs, spurgte rangeren Frede, hvad vi skulle næste dag ( han ville gerne sælge en eller anden tur til os ) og Frede svarede :”Oh, we´re going hotairballooning, 'cause it is my wifes birthday...” og jeg lavede himmelvendte øjne, så Frede sagde.” Forget it, forget it!”
I aftes sad vi så og ventede og ventede og ventede på vores dessert, alle andre havde fået, så Frede spurgte en af serveringspigerne, som svarede, at det jo var min fødselsdag, så de havde travlt i køkkenet med en overraskelse til mig – og jeg HADER den slags, jeg var nærmest lige ved at gå.
Efter en rum tid kom alle køkkenpigerne/drengene og servitricerne syngende ud fra køkkenet med en stor lagkage med hvid glasur og lysegrønne sukkerkatte på siderne.
Alle kom op og gav knus eller gav hånd og ønskede til lykke og så lavede de ellers det mest musikalske, afrikanske sing/dance show, hvor alle skiftedes til at komme ind i midten og optræde. Jeg tror, de gav syv numre og jeg var både rørt og glad og vil beholde det som et kært minde om Namibia og dets dejlige befolkning.
Desværre lå mit kamera på værelset, så her kommer lige et par billeder fra tidligere på dagen!

8. "The wind is the boss"

Efter ikke særlig mange timers nattesøvn stod vi op til „the Nokia tune“ kl.0400 i morges og efter en hurtig kop morgenkaffe og en tør beskøjt, begav vi os ud i den kølige, mørke, afrikanske nat til det sted 35km herfra, hvor vi skulle plukkes op af Namib Sky Balloon Safaris, hvorfra vi kørte endnu 35km ud til randen af Den namibiske Ørken.
Med kurvene på siden lå to balloner lå på savannen som strandede hvaler, men i løbet af ganske kort tid var de pustet fulde af varm luft, ballonerne steg til vejrs, kurvene rejste sig og vi steg om bord.
Eventyret kunne begynde – og det gjorde det!
Lydløst gled vi hen over savannen, bittesmå springbukke og zebraer græssede under os og langsomt gled vi hen over Namib ørkenens røde sandklitter.
Det var en enestående oplevelse og mærkeligt nok ikke ledsaget af hverken højdeskræk eller angst for at falde ned, man fornemmede bare en dyb harmoni med landskabet, luften, ballonen. ....
Vi drev rundt en god times tid, nogen gange i 500m's højde, og andre gange ned i 20-30m's højde inde over bjergene, ”playing with the mountains” som vores karismatiske ballonskipper sagde. Det kan man kun, når der næsten ingen vind er, ellers er det for farligt.
Efter en blid og sikker landing i Springbuck Valley stod safaribilerne parate til at transportere os længere ind på savannen, hvor to borde stod dækket og en superb morgenbuffet med røget zebrafilet, kudusalami, røget oryks plus selvfølgelig alt det, der hører til en normal brunchbuffet og ledsaget af en kølig sydafrikansk champagne!

Se det var en rigtig fødselsdag!!

7. Sossusvlei

I dag har været en skrækkelig dag, der begyndte skidt, men heldigvis efter lidt forhindringer endte godt.
Først kørte vi den forkerte vej og tog tre sider af en firkant i stedet for én; det betød ikke noget for slutresultatet, det tog bare en time mere og kostede lidt extra diesel, men turen var smuk og spændende, slut med ligeud, ligeud! Nu var det op og ned, sving og kurver, bjergkørsel på grusveje. Nogen gange fremragende og brede, så man kunne køre 100km/t, andre gange smalle, rillede og med løst sand, så gik det ikke så hurtigt fremad.
Vi har kørt i rene filmkulisser, Narnia, Starwars....til tider nærmest Dali'ske surrealistiske landskaber.
Det sidste stykke gennem Namib Rand Nature Reserve med en rigdom af dyr og en landskabelig skønhed af nærmest overjordiske dimensioner, slog fuldstændig benene væk under os.
Islands storhed var vi vildt betagede af, men Namibia er bare så mange gange mere storslået, at man har svært ved at fatte det.
Jeg tror, Namibia er det smukkeste land i verden!
Vi skulle finde vores næste overnatningssted, Desert Homestead og selvom jeg havde været på nettet og efterkontrollere, havde vi alligevel alvorlige problemer. Til sidst drejede vi fra den store vej ind til Mountain Homestead – det lå næsten der efter kortet, hvor Desert skulle ligge..og det kunne jo have fået nyt navn, eller trykfejl m.m. - og det var den mest rædselsfulde vej vi nogensinde har været på. Ganske smal, 1/2m under terræn og belagt med de skarpeste store skærver – og det 7km!
Da vi kom op på bjerget, det var jo Mountain Lodge, var vi begge klare over, at det var galt. Men heldigvis viste det sig, at Mountain Lodge var søsterlodge til Desert Homestead lige i nærheden og nu sidder vi her på terrassen og kigger ud over det bleggule savannegræs, som den varme ørkenvind rusker i, omgivet af de mest fantastiske bjerge til alle sider.
I morgen skal vi fejre min fødselsdag med en ballontur over Namib Ørkenen og efterfølgende champagnebrunch, der hvor vi nu lander med ballonen.

6. Leoparder

I går før solnedgang gik vi en lidt strabadserende, men meget spændende og smuk tur i bjegene, op og ned ad klipper, gennem et udtørret flodleje og tilbage til Namtib igen ad en fin afmærket ”hiking trail” - ellers var vi nok osse faret vild!
Jeg kiggede som sædvanlig efter dyr, men så ingen, hørte kun bavianernes dybe huh-huh-huh oppe fra bjergene.
Ved aftensmaden fortalte vores vært, at der bor 12 (!!!) leoparder på lodgens område. Det er ganske vist et meget stort område, men alligevel.
Jeg turde næsten ikke gå over til vores lille logi, efter at vi havde spist...

5. Namtib Eco - lodge

Lige nu sidder vi inde i bunden af en lang dal med de nøgne forrevne Tirasbjerge til tre af siderne og ørkenen til den fjerde, der er et mæh'en og et bæh'en omkring os af hundredevis af tyndpelsede får med lange hængeører. Vi bor på en lille øko-lodge på kanten af Den namibiske Ørken, verdens ældste ørken, og den sidste times kørsel herind ad en smal sandvej har budt på masser af flotte oryksantiloper og meget andet vildt.

Vores første stop i morges var et udsigtspunkt højt over Fish River Canyon, et fantastisk betagende og imponerende syn med floden, der snor sig blåt dybt nede i den stejle slugt, man er ikke fri for at blive noget svimmel, når man kigger ned.
Forud var gået en lille times kørsel gennem Ai-Ais Transfrontier Park med golde, mørke stensletter og fladtoppede taffelbjerge.
Vi var helt alene i verden, og vi kunne lisså godt have været på Månen!. Først på hjemvejen mødte vi enkelte modkørende – man skal se slugten om morgenen, senere på dagen ligger den i dyb skygge.

Videre ned til Aus – og så er man virkelig osse kommet langt ud – hvor vi heldigvis fik tanket bilen fuld til vor videre færd; den benzintank vi havde kørt efter på kortet, var i mellemtiden blevet nedlagt, så vi skulle tanke!

Osse i dag fik jeg et af mine ønsker opfyldt: at se de vilde heste ved Garub – og de var der heldigvis! Lidt langt væk, men de var der!
Der er forskellige teorier om, hvor de stammer fra.....bortløbne preussiske dragonheste, sydafrikanske kavalleriheste, heste fra et strandet spansk skib eller heste fra et tysk gods, Duwisib i det fjernere nabolag??
I hvert fald har de været der over 100 år og i den tid er der sket en evolutionær selektion, så de heste vi så i dag, er i stand til at gå flere dage uden vand og er i det hele taget meget nøjsomme.
Deres antal svinger mellem 100 og 350 alt efter hvor meget regn, der er faldet.

Og så fik Frede lejlighed til at afprøve 4W indstillingen for vejen ind til hestene var gennem dybt sand.

Så alle var glade!