5. I vand til navlen

I Akureyri boede vi et fint lille sted, hvor de havde deres egen 9-hullers golfbane anlagt malerisk i bjergene, der skråner ned mod fjorden, så vi begyndte selvfølgelig dagen med 2x9huller. Det var en særdeles udfordrende par 3 bane, og Frede startede da osse med at øse to bolde ned i søen på hul 2; vi havde kun 14 bolde med, så vi kunne godt se lidt tegn i sol og måne...meeen derefter gik det nu rigtig godt og vi mistede ikke flere bolde.
Efter golf startede vi dagens etape, der denne dag gik op til nordkysten af Island, hvor det lykkedes os at komme fri af det tunge skylag, der lå gråt, koldt og klamt over Akureyri.
Og hvor jeg fik set min første søpapegøje!
Desværre var de lidt langt fra, men vi får nok en chance til at se dem en anden dag.
Videre gik det ned mod Dettifoss ad en sort lavavej, der kun er åben, hvis vejret tillader det, og det gjorde det åbenbart i dag – og den var faktisk ganske udmærket.

Dettifoss var mageløs og overvældende! Lavagrå megakaskader af vand helt nede fra Vatnajøkul vælter et halvt hundrede meter ned i en bredde ad omkr. 100m, det er noget med over 200t vand pr. sekund – hvem der nu regner sådan noget ud...? Det var voldsomt, lidt skræmmende og en kæmpe oplevelse, som nok forbliver i ens erindring altid – det gør turen videre ad den sorte lavavej nok osse....mens vi havde opholdt os på nordkysten i herligt solskin, havde det bare tonset ned omkring Dettifoss og sydefter, hvilket vi ikke havde nogen anelse om.

Vi havde kun kørt knap 1km efter Dettifoss, da vi blev klare over,hvor meget vand, der var kommet ned. Pludselig var vejen foran os forsvundet i en mudderbrun sø på 10-15meters længde og vi blev meget betænkelige, da vi så hvor højt op vandet stod på den bus, der lige havde overhalet os.
Frede trykkede speederen i bund og så kørte vi efter bussen, mens vandet stod op over bilen, så vi ikke kunne se noget for muddervand Midt i vandet føltes det somon bilen ikke ville mere, og jeg råbte: „Så kør for sevan...!“
Frede sagde bagefter:“På 1 sek. blev jeg helt tør i munden“
Efter det holdt vi lidt og sundede os
.Skulle vi vende om og tage den lange grusvej tilbage igen og vandet en gang til? Vi vidste jo ikke, hvordan det så ud forude. Og hvor mange søer, vi skulle igennem. Det var uhyggeligt og mørkt, regnen tonsede ned og vi var midt i en øde stenørken i en lille Toyota Yaris.
Vi valgte at fortsætte, men måtte igennem tre andre steder, hvor vejen var forsvundet og forvandlet til flod. Så gik det heldigvis uden ret meget mere vand, men med de mest eftertrykkelige vaskebrædtsriller, så vi ikke kunne køre mere end højst 25kmh.
Så de, der kører 4WD i DK – kom til Island og få styret jeres lyst! !Her har de en berettigelse – til gengæld er en bette bypotte som vores ikke meget bevendt på andet end den brede asfalterede vej nr. 1!
PS. Billedet af skiltet tog jeg i den anden ende af vejen, da det hele var vel overstået og solen kommet frem på himlen igen!
Da vi så det i begyndelsen af strækningen, havde vi ikke vi vor vildeste fantasi kunnet forestille os, hvor alvorligt vi skulle tage det skilt.
Billedet af lupinerne er bare for det gode humørs skyld!