14. Fire hundrede huse for en havn!

Den sidste dag på Island blev mindst lisså fed og oplevelsesrig, som alle de foregående.
Vi tog til Vestmannaøerne, hvor jeg altid ønsket mig at komme hen, i hvert fald siden `73, da Surtsey steg op af havet!

Vi startede med en bustur rundt på Heimaey.
Vi så deres fine 18-hullers golfbane, som ligger fantastisk inde i en i tidernes morgen udslukt vulkan, inde i den kæmpestore caldera, så den er beskyttet af vulkanens skråninger mod de iskolde vinde, der hersker på Vestmannaøerne en stor del af året. Kun mod syd er den åben ud til havet.
Det trak lidt i os....!
Måske en anden gang.

Dernæst kom vi forbi den gamle vulkan Helgafell, der ligger lige ved siden af den nye Eldfell, som blev dannet ved det store udbrud i 1973. Vi besteg krateret, og det var mærkeligt at forestille sig, at der 70m under vore fødder lå 400 huse begravet. Når man gravede lidt ned i vulkangruset, var det helt varmt, dog ikke så varmt, at øboerne kunne udnytte geothermikken til husopvarmning; som man gjorde det de første 7-8 år efter udbruddet.
Da lavastrømmen en overgang truede med at lukke øens beskyttede naturhavn, befolkningens økonomiske livsnerve - Vestmannaøerne står for 25% af Islands samlede BNP i form af fisk, fisk og fisk – besluttede man at forsøge at ændre lavaens retning ved at pøse uanede mængder af havvand på den. Det lykkedes, men det kostede 400 huse, som lavaen så i stedet gik hen over.

Næste programpunkt var besøg i lunde- eller søpapegøjekolonien – det havde jeg virkelig set hen til.
Lunderne har gravet deres huler i en frodig græsklædt skråning højt over havet, og der skulle være i tusindvis af fugle – men jeg lærte én ting : når vejret er godt med sol og ikke megen vind, så er lunderne på havet og vender først hjem til boet ved aftenstid. Kun hvis vejret er dårligt er de ved deres bo hele dagen.
Og vi havde rigtigt dejligt vejr!
Og lunderne lå 50m nedenunder os på havet og vuggede!

Så skulle vi på bådtur rundt om Heimaey. Det var en stor og betagende oplevelse at se de stejle øer med hvidskidte fuglefjelde og grønt græstag fra søsiden. Der var et mylder af fugle: alke, tejster, lunder, lommer, lomvier, store styrtdykkende suler med imponerende vingefang, rider, måger, terner...

Vores bådfører/guide var en karismatisk, bredskuldret vestmannabo med halvlangt solbleget hår, veltrimmet fuldskæg, blå øjne, en rigtig nordisk viking, en Gunnar fra Hlidarende at se på og dertil kom, at han var både vittig og venlig.
Som afslutning på bådturen sejlede han os ind i en stor lavagrotte og for at demonstrere den usædvanligt fine akustik derinde, tog han en tenorsax frem, stillede sig ned i agterstavnen og spillede: ”Besame, besame, muuuucho.......”

Der var ikke et øje tørt, i hverfald ikke hos den kvindelige del af turdeltagerne!

13. Hallgrimskirken

Hallgrimskirken er Islands største kirke, et moderne, grandiøst, monumentalt betonbygningsværk.
Hvadenten man kan lide den eller ej, så bliver man i hvert fald totalt overvældet ved synet af den.
Det er Gudjon Samuelson, der har tegnet kirken og det mærkes da osse, at Svartifoss med sine betagende hexagonale basaltsøjler igen har huseret i hans underbevidsthed....
Tårnet er næsten 80m højt, og da det står på Reykjaviks højeste punkt er det et sikkert kendemærke for vildfarne turister at orientere sig efter.
Selve kirkerummet er smukt i al sin nøgne enkelhed, der er næsten kun det store orgel som dekoration og så de slanke neogotiske vinduer og de høje hvælvinger.
Og så er der en akustik, en klang i det rum, der er helt unik!
Vi var så heldige, at vi kunne overvære en koncert med kirkens kammerkor, Scola Cantorum.
Da den første introitus til en bearbejdet gammel islandsk folkesang lød fra en stærk solosopran, fik vi reverenter talt gåsehud ved lyden, det var bare så smukt.
Uden for kirken står en statue af Leif Erikson, der skuer ud efter Vinlandets forjættede kyster.
Den er sådan lidt ”Kraft durch Freude” og giver ikke så få mindelser om sovjetisk socialrealistisk heltedyrkelse....
Frokosten indtog vi i herligt varmt solskin på fortovet i vores lille centralt beliggende guesthouse, Pisa; gudbedredet.... en italiensk restaurant, som mindst et halvt hundrede andre i denne by!

12. Thingvellir og Thingvatn

Slutmålet på vores sidste dag af rundrejsen var Thingvallasletten og Thingvallssøen.
Et fantastisk sted både historisk og geologisk; det ligger nemlig på to kontinentalplader, der årligt fjerner sig knap 1cm fra hinanden.
Vi startede med at stå på den yderste kant af den nordamerikanske kontinentalplade og se ud over den vidtstrakte slette og prøve at forestille os, hvordan det mon kunne have været for 1000 år siden, når de islandske høvdinge mødtes en gang om året på Altinget for at lovgive, dømme og løse tvistigheder.

Senere kørte vi til Reykjavik og fik afleveret bilen hos Hertz efter at have kørt 3000 oplevelsesrige km. Gudskelov uden så meget som en skramme.
Reykjavik er en ganske usædvanlig hovedstad, tilbagelænet, lidt proviensiel og overskuelig. En by med en dejlig atmosfære – og en by med restauranter og barer i snart sagt hvert andet hus; jeg ved slet ikke, hvem der skal holde liv i alle de etablissementer....
Der er så mange smukke, smarte piger, alle med perfekt make up og stylet til fingerspidserne – alle de, der går rundt og ser trokkede ud, er turister!
Vi så bl.a. en smuk pige, der var ude at jogge på hovedgaden(!),, make-uppet og chick med de sorte stramme leggings sluttende lige der, hvor de skulle, så man lige fik et kig til den moderigtige tatovering hun havde der hvor g-strengstrusserne sluttede, og en overdel, der var så knap, at den tillod et kig til det, der var indenunder. Hun løb en speciel islandsk mennesketølt uden at få sved på panden eller pulsen op – højst hos de mænd, hun løb forbi!
Og de islandske unge mænd...de kører blærerøvsture i deres mega monstre af 4WD`s med dæk så store og brede som traktorhjul.
Modeforretningerne er et kapitel for sig! De unge islandske designere kan trylle med den islandske uld og pille det bondske hemsløjd-look ud af den og lave ting, som man normalt ville anse for umulige, som f.eks. sætte silkeærmer til en kjole strikket af fin tynd fåreuld!

Vi sluttede dagens udforskning af byen med en portion glohed hummersuppe hos Sægreifinn, et lillebitte sted nede på havnen. Hummersuppen er stedets specialitet, men man kan osse få grillspyd med minkehval(!), føl(!!), kammuslinger, torsk, laks, helleflynder, havkat og et par stykker til.

De 22 grader, sol og ingen vind, vi havde haft hele eftermiddagen havde ændret sig til 14 grader, kold vind og overskyet, så hummersuppen var lige det der skulle til!

11. Kan man samle på vandfald....?

Jeg ved snart ikke, hvor mange vandfald, vi har set på Island....
Det ene mere overvældende og spektakulært end det andet: smukkere, større, voldsommere, vandrigere, højere; jeg er klar over, at vi desværre mangler Glymur, som er Islands højeste på over 200m, og det er måske allerede et tegn på, at jeg er ved at være „vandfaldssamler“?

I går „fik“ vi Svartifoss, en af mine favoritter, et meget tyndt, højt, smukt, smukt vandfald, der med sine helt regelmæssige hexagonale søjlebasaltklipper, har tjent som inspirationskilde for bl.a. Islands første uddannede arkitekt, Gudjon Samuelson i mange af de bygninger, han har tegnet. Jeg tror osse, at det danske arkitektfirma, der har tegnet det nye rådhus, som vi så i Akureyri, har været en tur oppe og kigge på Svartifos.

I dag fik vi hele to vandfald.
Først Seljalandsfossen, der er helt speciel, fordi man kan gå bag om den; man bliver ganske vist noget våd, men det er ret fantastisk at stå inde bag ved det våde rullegardin og kigge ud. Og så hører det osse til de smukke, tynde, høje vandfald. Det er omkr. 60 m højt. Smukt med det frodige, tykke grønne græs omkring; græs, der aldrig kommer til at mangle vand. Og solens stråler, der reflekteres i den vandmættede luft.

Det andet i dag var Gullfoss og det er et af de tykke, voldsomme, vandrige, imponerende, skræmmende, tordnende...man bliver næsten våd af det, inden man får øje på det, så meget vand er der i luften omkring og ligegyldigt, hvorfra man ser det, dannes der de flotteste regnbuer. Det er et meget bredt vandfald, der nærmest er i to etager, først styrter det omkring 30 m ned, så drejer det og forsvinder ned i en 70 m dyb kløft. Vandet kommer oppe fra Langjøkul, hvis hvide gletsjerkuppel tydeligt ses nedefra imellem forrevne bjerge. Der er så meget power på vandet, at det et helt uigennemsigtigt hvidt, nærmest flødeskumsagtigt.

Dage sluttede på Geysir Golfbane, der ligger lige over for Geysir & Co; sidstnævnte er bl.a. Strokkur, for Store Geysir er der ikke så meget krudt i mere, men Strokkur viser sine kræfter med ca. 7 min`s mellemrum; smukkest er faktisk den store, gennemsigtigt turkise helt regelmæssigt hvælvede bule, den danner, inden den eksploderer i en 25m høj fontæne.

Min score på første og sidste hul blev ikke så fantastisk: derfra kan man se lige over på Strokkur!!

10. Bræer, bræer, bræer....

Jøkulsarlon er en stor gletsjerflodslagune neden for Vatnajøkul, hvor f.ø. en eller to James Bond film for en lille del er blevet optaget; jeg tror nok ”Die another day”, hvor JB både snowboarder, står på ski og kører snowbobcat på den evige sne.
Jøkulsarlon er en kæmpestor sø fyldt med både lavasorte, næsten hvide og mere turkise små isbjerge, som bevæger sig langsomt med strømmen ned mod Atlanterhavet nogle hundrede meter længere mod syd.
Efter at have beundret det usædvanlige syn, gik vi ned til stranden med det kulsorte lavasand, hvor kolde isskosser fremkaldte dampende skyer ved mødet med det relativt varme Atlanterhav.
Frede fandt to opskyllede isklumper af passende størrelse, som vi – i plastpose – lagde ned i vores køletaske.
Og så havde vi herlig gletsjerafkølet dåseøl til vores frokost!
Vatnajøkul dækker et område på omkr. 8000 kvkm, og vi kørte flere timer med forskellige gletsjertunger til højre for os, nogle ganske tæt på vejen, så vi ad små dårlige grusveje kunne køre ind og kigge nærmere på dem, bl.a. den meget mindre, men meget smukkere Fjallsjøkul med tilhørende gletsjersø med fine turkise isskosser, der flød rundt.
Mellem Vatnajøkul og havet er der en enorm sten/sandslette, Skeidararsandur, skabt af gletsjernes skuren mod underlaget gennem årtusinder, kombineret med alt det vand, de vulkanske gletsjersøer har sendt ned i lavlandet.
Den rækker faktisk fra Skaftafell til Kirkjubærjaklaustur , det er 66 km og så er den 15 km bred, så det er noget af en stenørken.
Somme tider opstår der i det område sandstorme, der er så kraftige, at de kan slibe malingen af en bil!!
I november `96 var der et såkaldt ”jøkulhlaup” - uanede mængder af vand, mudder, sten , grus, kæmpe klippe- og isblokke væltede ud over Skeidararsandur efter et vulkanudbrud under Vatnajøkul. Syv kilometer af den vej, vi netop har kørt på, og som er anlagt på dæmninger på stensletten, blev skyllet væk og flere broer blev smadret.
Det er helt ufattelige kræfter, der er på spil.
Fredeligere var det at besøge kirken i den lille bygd Litlahof. En lille bitte tørvekirke med græstag og tykke tørvemure. Og indeni et smukt blåmalet tøndehvælv, som vi osse har set det i andre små islandske kirker.
Dagen sluttede med et besøg på Kirkjubærjaklaustur G.C., hvor vi lige skulle tjekke, om vi vil spille der i morgen....
Og det vil vi!

PS. Vi har haft 22 grader i dag, herlig sol, ikke megen blæst.

9. For foden af Vatnajøkul

Nu sidder vi i et lille træhus, der hører til gården Skalafell, som ligger lige neden for Europas største gletsjer, Vatnajøkul.
Nogle hundrede meter øst for går en gletsjertunge ned i lavlandet lige lidt oven over os. Det er noget skuffende, at den ikke er så hvid mere, men det er gammel, gammel is, der har opsamlet både grus og lavasand op på sin vej nedad, og det giver den det snavsede, slidte udseende med kløfter og sprækker og revner.

Vi forlod Egilsstadir i morges, der var 7-8 grader, det regnede og blæste koldt, det var nærmest efterårsagtigt, men jo mere vi bevægede os sydpå, des bedre og varmere blev vejret.
Efter af have tilbragt to nætter i Egilsstadir med max..8 grader, regn og tåge, så ved jeg godt, hvor islandske lavtryk bliver født :
Egilsstadir på Østlandet!!!

Hovedvej 1 mod Reykjavik følger nu kysten, hvor det er nemmest og billigst at anlægge en vej. Man kører 20- 30 km ind i en fjord, ind til bunden, hvor der altid ligger en lille malerisk, søvnig fiskerby, så 20-30 km ud igen, drejer, så 20-30 km ind, 20-30 km ud....og sådan bliver det ved, indtil man kommer til Almannaskard Tunnel, der efter 1,3 km`s mørke lukker en ud i lyset igen, ud til et fantastisk syn: Vatnajøkul i fuld sol med turkis- blåligt lysende gletsjertunger, der er på vej ned i lavlandet. Ned mod havet.

Væk var de smukke, smalle, blå fjorde med veje, skåret ind i grønne bjergsider, væk de frodige hældende græsmarker ned til vandet med de kønne, små græssende islandske heste, væk de høje forrevne, nederoderede bjerge med de skumle, skurrile former, der fik en til at tænke, at her måtte der da mindst bo både alfer og trolde, væk den spøgelsesagtige tåge, der pludseligt kunne komme rullende ned fra bjergene...
Ud i lyset!!

8. Regn, blæst og kulde.

I dag i Egilsstadir vågnede vi op til til skyer, der hang helt ned over taget på vores Gistihus. Det var så tåget, at vi ikke kunne se den anden side af søen, Løgurinn og der blæste en stiv kuling; hos os hjemme kan det ikke blæse, når det er tåget – det kan det godt på Island! Og så havde vi 7 graders varme!

Op ad formiddagen kørte vi de 40km op over sneklædte fjelde til Seydisfjørdur, som er færgested for Smyril Line fra Hanstholm; på fjeldet faldt temperaturen til 4 grader! Seydisfjørdur er en gammel fisker-og hvalfangerby med mange gamle træhuse og en fin lyseblå kirke af smårillet bølgeblik!

Vi kom f.ø. til at spise hval forleden dag, og det har jeg det rigtig skidt med, føler mig lidt som en kannibal. Jeg, der har skrevet under på Avaaz.org `s store underskriftindsamling for nylig mod genoptagelse af kommerciel hvalfangst...
Det hedder hrefnukjøtt, vi købte det hos købmanden til vores frokost sammen med brød og tomater og troede, det var rensdyrcarpaccio. Det var fint mørkerødt, og smagte bare som røget kød. Faktisk meget lækkert, men vi gør det aldrig mer!!

Senere kørte vi rundt om søen og op til endnu et af Islands mange spektakulære vandfald, denne gang Hengifoss. Det var en stejl, kold travetur på 3-4km op til vandfaldet, hele tiden havde vi den iskolde nordenvind ind i det ene øre, så meget, at man til sidst fik ondt i øret.
Hele vejen op var der, hvor der var græs, osse et mylder af blomster: gul og hvid snerre, små fine hvide gøgeurt og overalt de afblomstrede uldne frøstande fra nikkende kobjælde.
Det må have set fantastisk ud, da de blomstrede i foråret....
Et bjerg i uldent lilla!!

7. Store badedag II

På vej til feriens næste overnatningssted, Egilsstadir i Østlandet kom vi forbi Jardbodin Nature Baths, en geothermisk spa, Myvatn`s svar på Reykjaviks „Blue Lagoon“, men ikke nær så kommercialiseret og ikke nær så overfyldt.
En enestående udendørs pool på omkr. 5000 kvm og ikke særlig dyb, lidt mere end til navlen vil jeg tro, 38-40 graders varmt aquamarinblåtturkist vand med en masse mineraler, silikater og geothermiske mikroorganismer. I tilslutning til poolen er der nogle dampsaunaer og en rektangurær hot pot, hvor vandet er noget varmere. Vi fik et par timer til at gå der og var som nyfødte, da vi gik ud derfra – så godt som det nu kan lade sig gøre, når man er kommet ind på pensionist-takst! Helt bløde i huden og med en varme i hele systemet, at vi gik uden jakke den første halve time derefter.

Videre gik det op til Viti, som er et smukt, dybt, klassisk krater med en smaragdgrønblå sø i bunden og stejle brune grusskråninger ned til vandet. Der går en lille sti rundt om hele krateret, hvor man kommer forbi både resterne af en lille snavset bræ og gule stinkende, boblende svovlpøle. Hele tiden hører man Krafla værkets mange indespærrede dampkilder, der brøler som jetmotorer ved start, en høj aggressiv hvæsen i baggrunden.
Viti betyder helvede på islandsk!

Vejen til Egisstadir fører igennem den udstrakte Mødrudalur Dal, som er et enormt område med bare vulkangrus og vulkansand, en regulær gold, ufrugtbar stenørken, der er ikke et hus, ikke et dyr, ikke engang nogle at de allestedsnærværende får...der er bare ingenting, kun sten og grus, alle nuancer af gråt. Det var både knugende og mageløst at køre igennem, og det var ikke svært at forstille sig, hvilken udfordring den dal har være i tidligere tider.

6. På vulkaner II

Det skal vare lang tid, inden jeg igen skal spise hårdkogt æg....!

Det meste af formiddagen i dag har vi været indhyllet i stinkende svovldampe, nogen gange så slemt, at der nærmest rev i halsen, og man måtte hoste derved.

Vi var i Hverir ved Namafjall nær Myvatn, hvor der er et stort område med stinkende, boblende svovlpøle, kogende blygråt mudder, der eksploderer i minigeysirer, det stinker så en fysiklærer må fryde sig, det er svovlgult, blygråt, gipsblåt,rustrødt, mudderbrunt, det sprutter og koger, det damper og stinker – og det er så fascinerende!

Bagefter fortsatte vi over til Leirhnjukur i nærheden, hvor det stinker lisså fælt og hvor der er strengt afmærkede stier, fordi jorden sine steder endnu er livsfarligt varm efter et vulkanudbrud i 1975 og i 84.
Der er opført et stort geothermisk kraftværk, Krafla værket, opkaldt efter vulkanen Krafla, der stadig spøger, så al den gratis varme kan udnyttes; selv på p-pladsens lille toilet i en uisoleret træbygning var der fuld varme på radiatoren!

Før vi kørte videre til den gamle udslukte vulkan Hverfell, indtog vi lige en lille beskeden frokost i den lave birkeskov ned til Myvatn søen : et par baguetter med ost og myvatn-ørred røget over fåremøg, som giver en saltere og mere røget smag end over det bøgesmuld, som vi er vant til. Og en fornuftig recycling, når man ikke har så mange træer!

Hverfjall er nok Myvatn`s mest genkendelige landemærke, det er en vulkan, der ser ud lige nøjagtig som man forventer en vulkan skal se ud : en perfekt tuf- keglevulkan, tuf og pimpsten, støv og aske!
Krateret er 1km i diameter og 140m dybt, turen rundt om hele calderaen, som vi gik, er flere km lang, man har et fantastisk blik til den ene side ud over den flade blå Myvatn-sø med adskilliger spredte øer, som alle er pseudokratere, til den anden side ligger Krafla og lurer med de geothermiske dampsøjler, som hvisler og pifter og til den tredje side en gold, blygrå askeslette, hvor intet kan fæstne rod, til trods for, at det er mere end 2500år siden Hverfjell sidst var i udbrud.

Midtvejs rundt om calderaen gjorde vi holdt og pakkede den medbragte champagne og de langstilkede (plastic)glas ud og fik to søde amerikanske piger til at tage et billede af os, mens vi skålede med hinanden – de sang oven i købet „Happy birthday“ for Frede!!

5. I vand til navlen

I Akureyri boede vi et fint lille sted, hvor de havde deres egen 9-hullers golfbane anlagt malerisk i bjergene, der skråner ned mod fjorden, så vi begyndte selvfølgelig dagen med 2x9huller. Det var en særdeles udfordrende par 3 bane, og Frede startede da osse med at øse to bolde ned i søen på hul 2; vi havde kun 14 bolde med, så vi kunne godt se lidt tegn i sol og måne...meeen derefter gik det nu rigtig godt og vi mistede ikke flere bolde.
Efter golf startede vi dagens etape, der denne dag gik op til nordkysten af Island, hvor det lykkedes os at komme fri af det tunge skylag, der lå gråt, koldt og klamt over Akureyri.
Og hvor jeg fik set min første søpapegøje!
Desværre var de lidt langt fra, men vi får nok en chance til at se dem en anden dag.
Videre gik det ned mod Dettifoss ad en sort lavavej, der kun er åben, hvis vejret tillader det, og det gjorde det åbenbart i dag – og den var faktisk ganske udmærket.

Dettifoss var mageløs og overvældende! Lavagrå megakaskader af vand helt nede fra Vatnajøkul vælter et halvt hundrede meter ned i en bredde ad omkr. 100m, det er noget med over 200t vand pr. sekund – hvem der nu regner sådan noget ud...? Det var voldsomt, lidt skræmmende og en kæmpe oplevelse, som nok forbliver i ens erindring altid – det gør turen videre ad den sorte lavavej nok osse....mens vi havde opholdt os på nordkysten i herligt solskin, havde det bare tonset ned omkring Dettifoss og sydefter, hvilket vi ikke havde nogen anelse om.

Vi havde kun kørt knap 1km efter Dettifoss, da vi blev klare over,hvor meget vand, der var kommet ned. Pludselig var vejen foran os forsvundet i en mudderbrun sø på 10-15meters længde og vi blev meget betænkelige, da vi så hvor højt op vandet stod på den bus, der lige havde overhalet os.
Frede trykkede speederen i bund og så kørte vi efter bussen, mens vandet stod op over bilen, så vi ikke kunne se noget for muddervand Midt i vandet føltes det somon bilen ikke ville mere, og jeg råbte: „Så kør for sevan...!“
Frede sagde bagefter:“På 1 sek. blev jeg helt tør i munden“
Efter det holdt vi lidt og sundede os
.Skulle vi vende om og tage den lange grusvej tilbage igen og vandet en gang til? Vi vidste jo ikke, hvordan det så ud forude. Og hvor mange søer, vi skulle igennem. Det var uhyggeligt og mørkt, regnen tonsede ned og vi var midt i en øde stenørken i en lille Toyota Yaris.
Vi valgte at fortsætte, men måtte igennem tre andre steder, hvor vejen var forsvundet og forvandlet til flod. Så gik det heldigvis uden ret meget mere vand, men med de mest eftertrykkelige vaskebrædtsriller, så vi ikke kunne køre mere end højst 25kmh.
Så de, der kører 4WD i DK – kom til Island og få styret jeres lyst! !Her har de en berettigelse – til gengæld er en bette bypotte som vores ikke meget bevendt på andet end den brede asfalterede vej nr. 1!
PS. Billedet af skiltet tog jeg i den anden ende af vejen, da det hele var vel overstået og solen kommet frem på himlen igen!
Da vi så det i begyndelsen af strækningen, havde vi ikke vi vor vildeste fantasi kunnet forestille os, hvor alvorligt vi skulle tage det skilt.
Billedet af lupinerne er bare for det gode humørs skyld!

4. Store badedag

Grettislaug.

I dag har vi været i varmt bad!

På vejen til Akureyri besøgte vi Grettislaug, som er en hot pot, der ligger helt ned til Atlanterhavet med øen Drangey på den ene side og den sneklædte Tindastoll til den anden. Geothermisk opvarmet vand kommer op fra undergrunden og samles i et lille rundt stenomkranset bassin, ja, der er faktisk to bassiner, det ene noget varmere end det andet.

Det siges, at det var her den fredløse Grettir den Stærke sørgede for sin personlige hygiejne!

Langs med den næsten turkisblå Skagafjørdurgik den lille smalle grusvej, der efterhånden som jeg fik åbnet flere og flere markled blev tiltagende dårligere. Til sidst var den lige nummeret over ”Ufarbar Vej”, men vi blev så rigelig belønnet, for vi var de eneste, der havde fundet derud.
Så af med tøjet, på med badetøjet!
Vandet var temmelig varmt, og det var endda den koldeste bassin vi var i; jeg stak lige en tå ned i det andet bassin, men det var bare aldeles for varmt.
Ved siden af de to ”hot potter” var der en mindre sø, en ganske almindelig sø med små siv og vandplanter og nogle små vadefugle, der svømmede rundt – og det var 25-26 grader varmt, så de havde absolut valgt det rigtige sted at leve. Der vokser osse en speciel bregne der, som egentlig hører til på helt andre klimatiske himmelstrøg.
Efter vores badetur havde jeg akkumuleret så megen indre varme, at jeg var i stand til at gå med korte ærmer resten af dagen!

3. Rådden haj.

Island har lissom alle andre lande masser af gamle egnsretter/specialiteter/delikatesser; det afhænger helt af ens egen personlige gusto, hvordan man indgrupperer dem...men fælles for de islandske er nok, at de fleste har rod i det armod og de hårde livsvilkår, der har hersket, især om vinteren her på øen.. Man har været nødt til at udnytte råvarerne ned til det allerallersidste og endog gøre uspiselige ting spiselige.

Til sidste kategori hører ”hakarl”.

Hakarl er grønlandshaj, der bliver parteret og lagt i store kar et køligt sted, hvor den ligger og modner/ gærer/ rådner 3-4 mdr. Dernæst skæres den ud i 4-5kg`s store stykker, som hænges op til tørring i en slags staklade, et tag uden det nederste af væggene, så vinden kan komme ind og tørre kødet. Den lange proces gør, at den ammoniak hajkødet indeholder og som gør det uspiseligt, ja giftigt for mennesker, forsvinder.
På vej fra Grundurfjørdur til vores destination i dag, Stadur, som ligger halvvejs til Akureyri, kom vi forbi Barnahøfn, hvor bonden og samleren Hildibrandur har lavet et ”Grønlandshajmuseum” og stadig fremstiller hakarl, som det skal laves. Ja, han er den største af de tre hakarlproducenter, der endnu findes på Island.
Og der skulle jeg i hvert fald ind.
Allerede da vi steg ud af bilen foran gården slog en penetrant stank af rådden fisk imod os; lidt lissom Hirtshals i gamle dage på en god dag!! Og Frede erklærede resolut, at han afstod fra et besøg i etablissementet. Jeg kunne se skuffelsen i Hildibrandurs øjne...så måtte jeg så være så meget mere enthusiastisk og begejstret.
Efter en kort indføring i hakarl-fremstillingens mysterier kom jeg ud til ”stakladen”, hvor den gamle haj hang til tørre og det var en oplevelse for alle sanser! Det stank, så jeg næsten fik tårer i øjnene og der var en summen og flirren af fluer, store fede, blåglinsende spyfluer, der kravlede overalt på hakarlstykkerne, der hang og smeltede tran i tunge dråber ned på sandet nedenunder. Det så faktisk delikat nok ud, mindede egentlig lidt om kongeål, både i farve og konsistens- og kongeål er jo osse haj. Røget pighaj.
Jeg havde oprindeligt bestemt mig for, at jeg måtte smage bare et lille lille stykke, på størrelse med en pinocchiokugle, men da Frede så sagde:”Hva`så hvis du bliver syg?” Ja, så turde jeg ikke.
Men faktisk havde jeg nok heller ikke lyst.

2. På vulkaner!

I dag var en dag med bare ”se der – og se der!!” ”Fantastisk”, ”smukt”, ”enestående” - superlativerne kappedes om at overgå hinanden.
Vi var i Reykholt for at hilse på den gamle høvding og forfatter (Heimskringla, Egills Saga m.m.) Snorri Sturlusson fra 1100-tallet.
Længere oppe mod Husafell så vi Hraunfossar og Barnafossar, to smukke vandfald med mælkehvidt, ja næsten turkist vand, der vælter ud fra lavamarkens mos og tørv.
Vi havde indstillet Garmin`en på Reykholt , og da hun på et tidspunkt sagde ”til højre” var kortlæseren absolut ikke af samme mening, men vi besluttede os for alligevel at rette os efter den moderne teknik....vi kom ud på en smal vaskebrædtsgrusvej med store huller og klippestykker, der fik os til at ønske, at vores lille Toyota Yaris var en højbenet 4WD med brede dæk; på et tidspunkt skulle vi over en skrækindjagende smal bro, vi kunne kun lige akkurat være der i bredden...
Jeg tror der er nogle indstillinger i den GPS, vi skal have ændret!
Senere satte vi kurs mod Snæfellsnes – og pludselig fik vi øje på den: Snæfellsjøkul, Islands svar på Mt. Fuji, indbegrebet af en klassisk keglevulkan med evig sne på toppen. Et enestående syn!
På vejen vestover kom vi forbi Eldborg, en i fordums tid for længst uddød vulkan. Vi gik ind til den og klatrede op på kraterranden – det gav et sug i maven, da vi så ned i den 30-40m dybe caldera. Det sidste stykke var en besværlig vandring i kul, koks og slagger, forud var gået 5km igennem dværgbirk i midjehøjde, blåbær, lyng og revling og masser af forskellige mose/hedeblomster.
Frokosten – en baguette med gravad laks og en Egill Bjor indtog vi i ruinerne af et middelalderhus, hvor vi fandt læ for den kolde blæst, neden under Geldurberg, nogle fantastiske hexagonale basaltsøjler, der danner et næsten 2km langt evigt plankeværk .
Egill øl er opkaldt efter Egil Skallagrimsom, som var en skrækkelig helt, der havde sin første brandert som 3-årig og som dræbte sin første mand som 7-årig! Jeg har hørt øllen karakteriseret af en amerikaner således: ”It`s like making love in a canoe, fucking close to water”! Så tynd syntes vi nu ikke den var, faktisk ganske o k.
Længere ude på halvøen kom vi forbi Budir Kirke, en lillebitte trækirke, sortmalet. Alt er sort, vægge, tårn og tag. Kun tre hvidmalede småsprossede vinduer giver kontrast. Den står stærkt mod den omgivende , grønne græsklædte kirkegård og det blå Atlanterhav i baggrunden.
Der var desværre dansk-islandsk bryllup, så vi kunne ikke komme til at se den indeni.
Videre tværs over halvøen tilbage til Grundarfjørdur, som er en charmerende, dejlig lille havneby, der ligger beskyttet mod havet af de høje grønne bjerge. Solen skinner, det er varmt og vi skal ud at se om vi kan få noget fisk til aften.

1. Island

Livrarpylsar med rotmos.

Det er Island i højeste chokerende potens, når man kommer ud fra Keflaviks internationale og strømlinede lufthavnsområde....vejen til Reykjavik går gennem gold, ugæstfri og totalt fremmedartet lavamark, ikke ulig ”Månebase Alpha”; heldigvis lyser pæne pinke puder af vild timian og lilla lupiner op i det asfaltgrå øde og gør omgivelserne lidt mere forsonende – ellers havde man nok som bøgeskovsdansker taget næste fly sydover.
Vi var glade for den medbragte Garmin, som vi havde købt islandskort på nettet til; at køre gennem Reykjavik en fredag med fyraftens- og weekendtrafik uden den, det havde ikke været til at tænke på.
Vores første destination var Ensku Husin uden for Borganes.
I stedet for at tage den 6km lange tunnel under Hvalfjørdur, tog vi vej 47 hele den lange, betagende smukke vej ind til bunden af fjorden og hele vejen ud igen.- Vi var nærmest den eneste bil på strækningen og vores Garmin blev ved med at sige : ”Vend om, vend om!”
Vores logi ligger lige ned til fjorden, her er meget grønt og den hårde vind blæser hvide skumtoppe på bølgerne og mønstre i det lange græs, de små islandske heste står med rumpen oppe i vinden. Solen står stadig højt på himlen – min danske tid er 22.30, her er den kun halv ni.
Og så¨har vi nok fået nærmest det ringeste mad vi måske nogensinde har indtaget, Preis/Leistung taget i betragtning, men måske er man osse selv ude om det når man bestiller islandsk mad....? Selvom – hvor var det NOMA fik noget af sin inspiration fra eller hur?
Jeg fik islandsk lammesuppe, en lille portion udkogt trevlet lammekød med nogle få ugenkendelige grøntsager, det kostede 1900ISK, det er 100 danske! Frede fik livrarpylsar med rotmos.Det består af lammelever og do. nyrer, som koges i en lammemave med det tilhørende nyrefedt plus forskellige urter, der varierer fra familie til familie; hver familie har nærmest deres egen opskrift på ”livrarpylsar”..
Det var meget islandsk, så meget at Frede forlangte at få en snaps til, ”Svarta daudi” - sorte død – som den hedder!
Måske skal vi for fremtiden holde os til lam og lax.