Den sidste dag på Island blev mindst lisså fed og oplevelsesrig, som alle de foregående.
Vi tog til Vestmannaøerne, hvor jeg altid ønsket mig at komme hen, i hvert fald siden `73, da Surtsey steg op af havet!
Vi startede med en bustur rundt på Heimaey.
Vi så deres fine 18-hullers golfbane, som ligger fantastisk inde i en i tidernes morgen udslukt vulkan, inde i den kæmpestore caldera, så den er beskyttet af vulkanens skråninger mod de iskolde vinde, der hersker på Vestmannaøerne en stor del af året. Kun mod syd er den åben ud til havet.
Det trak lidt i os....!
Måske en anden gang.
Dernæst kom vi forbi den gamle vulkan Helgafell, der ligger lige ved siden af den nye Eldfell, som blev dannet ved det store udbrud i 1973. Vi besteg krateret, og det var mærkeligt at forestille sig, at der 70m under vore fødder lå 400 huse begravet. Når man gravede lidt ned i vulkangruset, var det helt varmt, dog ikke så varmt, at øboerne kunne udnytte geothermikken til husopvarmning; som man gjorde det de første 7-8 år efter udbruddet.
Da lavastrømmen en overgang truede med at lukke øens beskyttede naturhavn, befolkningens økonomiske livsnerve - Vestmannaøerne står for 25% af Islands samlede BNP i form af fisk, fisk og fisk – besluttede man at forsøge at ændre lavaens retning ved at pøse uanede mængder af havvand på den. Det lykkedes, men det kostede 400 huse, som lavaen så i stedet gik hen over.
Næste programpunkt var besøg i lunde- eller søpapegøjekolonien – det havde jeg virkelig set hen til.
Lunderne har gravet deres huler i en frodig græsklædt skråning højt over havet, og der skulle være i tusindvis af fugle – men jeg lærte én ting : når vejret er godt med sol og ikke megen vind, så er lunderne på havet og vender først hjem til boet ved aftenstid. Kun hvis vejret er dårligt er de ved deres bo hele dagen.
Og vi havde rigtigt dejligt vejr!
Og lunderne lå 50m nedenunder os på havet og vuggede!
Så skulle vi på bådtur rundt om Heimaey. Det var en stor og betagende oplevelse at se de stejle øer med hvidskidte fuglefjelde og grønt græstag fra søsiden. Der var et mylder af fugle: alke, tejster, lunder, lommer, lomvier, store styrtdykkende suler med imponerende vingefang, rider, måger, terner...
Vores bådfører/guide var en karismatisk, bredskuldret vestmannabo med halvlangt solbleget hår, veltrimmet fuldskæg, blå øjne, en rigtig nordisk viking, en Gunnar fra Hlidarende at se på og dertil kom, at han var både vittig og venlig.
Som afslutning på bådturen sejlede han os ind i en stor lavagrotte og for at demonstrere den usædvanligt fine akustik derinde, tog han en tenorsax frem, stillede sig ned i agterstavnen og spillede: ”Besame, besame, muuuucho.......”
Der var ikke et øje tørt, i hverfald ikke hos den kvindelige del af turdeltagerne!
Surtsø steg op af havet i '63 ;)
SvarSlet