fredag den 16. juli 2010

8. Regn, blæst og kulde.





I dag i Egilsstadir vågnede vi op til til skyer, der hang helt ned over taget på vores Gistihus. Det var så tåget, at vi ikke kunne se den anden side af søen, Løgurinn og der blæste en stiv kuling; hos os hjemme kan det ikke blæse, når det er tåget – det kan det godt på Island! Og så havde vi 7 graders varme!

Op ad formiddagen kørte vi de 40km op over sneklædte fjelde til Seydisfjørdur, som er færgested for Smyril Line fra Hanstholm; på fjeldet faldt temperaturen til 4 grader! Seydisfjørdur er en gammel fisker-og hvalfangerby med mange gamle træhuse og en fin lyseblå kirke af smårillet bølgeblik!

Vi kom f.ø. til at spise hval forleden dag, og det har jeg det rigtig skidt med, føler mig lidt som en kannibal. Jeg, der har skrevet under på Avaaz.org `s store underskriftindsamling for nylig mod genoptagelse af kommerciel hvalfangst...
Det hedder hrefnukjøtt, vi købte det hos købmanden til vores frokost sammen med brød og tomater og troede, det var rensdyrcarpaccio. Det var fint mørkerødt, og smagte bare som røget kød. Faktisk meget lækkert, men vi gør det aldrig mer!!

Senere kørte vi rundt om søen og op til endnu et af Islands mange spektakulære vandfald, denne gang Hengifoss. Det var en stejl, kold travetur på 3-4km op til vandfaldet, hele tiden havde vi den iskolde nordenvind ind i det ene øre, så meget, at man til sidst fik ondt i øret.
Hele vejen op var der, hvor der var græs, osse et mylder af blomster: gul og hvid snerre, små fine hvide gøgeurt og overalt de afblomstrede uldne frøstande fra nikkende kobjælde.
Det må have set fantastisk ud, da de blomstrede i foråret....
Et bjerg i uldent lilla!!

1 kommentar: