Nu sidder vi i et lille træhus, der hører til gården Skalafell, som ligger lige neden for Europas største gletsjer, Vatnajøkul.
Nogle hundrede meter øst for går en gletsjertunge ned i lavlandet lige lidt oven over os. Det er noget skuffende, at den ikke er så hvid mere, men det er gammel, gammel is, der har opsamlet både grus og lavasand op på sin vej nedad, og det giver den det snavsede, slidte udseende med kløfter og sprækker og revner.
Vi forlod Egilsstadir i morges, der var 7-8 grader, det regnede og blæste koldt, det var nærmest efterårsagtigt, men jo mere vi bevægede os sydpå, des bedre og varmere blev vejret.
Efter af have tilbragt to nætter i Egilsstadir med max..8 grader, regn og tåge, så ved jeg godt, hvor islandske lavtryk bliver født :
Egilsstadir på Østlandet!!!
Hovedvej 1 mod Reykjavik følger nu kysten, hvor det er nemmest og billigst at anlægge en vej. Man kører 20- 30 km ind i en fjord, ind til bunden, hvor der altid ligger en lille malerisk, søvnig fiskerby, så 20-30 km ud igen, drejer, så 20-30 km ind, 20-30 km ud....og sådan bliver det ved, indtil man kommer til Almannaskard Tunnel, der efter 1,3 km`s mørke lukker en ud i lyset igen, ud til et fantastisk syn: Vatnajøkul i fuld sol med turkis- blåligt lysende gletsjertunger, der er på vej ned i lavlandet. Ned mod havet.
Væk var de smukke, smalle, blå fjorde med veje, skåret ind i grønne bjergsider, væk de frodige hældende græsmarker ned til vandet med de kønne, små græssende islandske heste, væk de høje forrevne, nederoderede bjerge med de skumle, skurrile former, der fik en til at tænke, at her måtte der da mindst bo både alfer og trolde, væk den spøgelsesagtige tåge, der pludseligt kunne komme rullende ned fra bjergene...
Ud i lyset!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar