Hallgrimskirken er Islands største kirke, et moderne, grandiøst, monumentalt betonbygningsværk.
Hvadenten man kan lide den eller ej, så bliver man i hvert fald totalt overvældet ved synet af den.
Det er Gudjon Samuelson, der har tegnet kirken og det mærkes da osse, at Svartifoss med sine betagende hexagonale basaltsøjler igen har huseret i hans underbevidsthed....
Tårnet er næsten 80m højt, og da det står på Reykjaviks højeste punkt er det et sikkert kendemærke for vildfarne turister at orientere sig efter.
Selve kirkerummet er smukt i al sin nøgne enkelhed, der er næsten kun det store orgel som dekoration og så de slanke neogotiske vinduer og de høje hvælvinger.
Og så er der en akustik, en klang i det rum, der er helt unik!
Vi var så heldige, at vi kunne overvære en koncert med kirkens kammerkor, Scola Cantorum.
Da den første introitus til en bearbejdet gammel islandsk folkesang lød fra en stærk solosopran, fik vi reverenter talt gåsehud ved lyden, det var bare så smukt.
Uden for kirken står en statue af Leif Erikson, der skuer ud efter Vinlandets forjættede kyster.
Den er sådan lidt ”Kraft durch Freude” og giver ikke så få mindelser om sovjetisk socialrealistisk heltedyrkelse....
Frokosten indtog vi i herligt varmt solskin på fortovet i vores lille centralt beliggende guesthouse, Pisa; gudbedredet.... en italiensk restaurant, som mindst et halvt hundrede andre i denne by!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar